14 kasser af Høj: Give back in business med storsejr på Nordfyn
Efter blamagen på hjemmebane mod Otterup, stod der genoprejsning på plakaten, da Give HKS håndboldbus drog mod Nordfyn torsdag aften med klubbens 2. divisionshold, hvor modstanderen var krise- og konfliktramte SUS Nyborg. En storsejr på 44-27 bragte smilene tilbage i Givelejren efter især en forrygende 2. halvleg.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DIVISIONSHÅNDBOLD: Inden vi kommer til selve kampen mellem SUS Nyborg og Give HK i 2. division, skal vi have varedeklareret situationen op til kampen. SUS Nyborg er en sammensmeltning mellem Nyborg Håndbold og SUS Håndbold, men denne konstellation er over den seneste måneds tid gået op i limningen, og det er nu meldt ud, at de to klubber stopper samarbejdet efter 2024-25.
Det har kostet på spillersiden hos 2. divisionsholdet, der til aftenens kamp mod Give stillede med et 3. divisionsmandskab tilsat et par tidligere rutinerede 1. holdsspillere for at kunne stille fuldtalligt op.
To ’sårede’ klubber i ilden
Omvendt mødte Give også op med et stor sten i håndboldskoen efter det markante 9-målsnederlag på hjemmebane til Otterup i forgangne spillerunde. Så det var to ’sårede’ klubber der denne aften mødte op til dyst i Nyborghallerne denne sidste torsdag i november.
-Vi kommer fint fra start og fører med 9-5 og 10-6 midt i halvlegen, men så bliver vi for komfortable og spillede for langsomt Vi pressede ikke SYS Nyborg godt nok i forsvaret. Vi taber en 6-8 mand-dueller, og det koster mod et hold, der kan trække på et par rutinerede tidligere 1. holdsspillere, som ikke har glemt at spille håndbold. Derudover brænder vi en række store chancer, konstaterer cheftræner Erik Flak.
Rasmus Secher leverede en stærk indsats i Gives forsvar og blev kåret til Man of the Match. Foto: Jim Hoff
Stram lige op, tak!
Holdene går til pause med 18-16 føring til Give, hvor keeper Jakob Skov leverede en hel del fine redninger.
-I pausen er temaet ” nu skal vi f…. stramme op”, for at sige det på godt dansk. Mere fokus, mere tempo og meget bedre opdækning, tak! Og sådan blev det. Spillerne havde meget bedre fokus, og der blev dækket godt op. I midterforsvaret fil Rasmus Secher, Emil Pil og Simon Søgård godt fat, faktisk en supergod kamp af Rasmus Secher, der styrede det hele med stort overblik og som da også blev kåret til vores Man of the Match, fortæller Erik Flak, der også noterede sig en kanonindsats af Mads Høj, der scorede 14 mål, heraf de 10 i 2. halvleg.
Overbevisende 2. halvleg
Den koncentrerede indsats og det konsekvente forsvarsarbejde udløste en lang række kontramuligheder, som et nu effektivt Givemandskab udnyttede knivskarpt.
- Vi lukker SUS Nyborg helt ned i 2. halvleg, vores angreb er længere, og det var tydeligt, at gutterne var indstillede på, at pletten fra den sidste kamp mod Otterup skulle vaske godt og grundigt væk. Og en kamp som denne her, den må vi bare ikke tabe – og det er også en kamp, som vi skal vinde overbevisende, så vi kan få smilene tilbage. Og sådan blev det. Vi kommer alt i alt her fra Nyborg på en god måde og får scoret en hel masse mål, og det er også godt for selvtilliden, pointerer Givetræneren.
Med sejren rykkede Give HK op på 2. pladsen i rækken, og rækkens nr. 1, Fredericia Håndboldklub, er netop Gives næste modstander den 7. december hjemme i Vestjysk Bank Arena. En seriøs vigtig kamp!
Mål for Give: Mads Høj 14, Adam Hansen 7, Esben Panduro 6, Jonas Bilberg 4, Mikkel Molbech 4, Emil Pil 3, Simon Søgård 3, Hjalte Bromerholm 3 og Rasmus Secher 2.
Stilingen. Foto: Jim Hoff