Aktiv sommerferie: Flittige sommerhåndværkere bygger insekthoteller på museet

Museet i Give tilbyder hen over skolernes sommerferie en masse aktiviteter til både børn og voksne, hvor det handler både om leg, læring og gode oplevelser. En af aktiviteterne fordrer både håndværksmæssige færdigheder og bevidsthed om naturen: Træværkstedet.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE BØRNELIV: Han havde rigeligt at se til, den gode Martin Emborg, der på skift med Hans Eriksen står for aktiviteten ’træværkstedet’ her i sommerferieperioden. Tirsdag formeligt væltede det ind med børn, der havde udset sig træværkstedet som deres tirsdagsbeskæftigelse her i uge 28.

Allerede længe før værkstedet åbnede klokken 10.00, stod de første ivrige børn og trippede uden for museets hovedindgang. De var bare klar, så en af de flinke medarbejdere på museet åbnede døren før tid, så de spændte unge mennesker kunne komme i gang med dagens hyggelige håndværkersysler.

Der skulle nemlig bygges insekthoteller, som så efterfølgende skulle pyntes op og fyldes med insekttillokkende design fra den grønne natur. Der skulle findes kogler, blade, mos, bambusrør, grene, græs og sten, alt sammen ingredienser, der set ud fra et insekts synspunkt er biodiversitetens svar på Ægget, Wegner-sofaen og PH’s Koglen.  

 Det gælder om at holde tungen lige i munden, når den store hammer skal ramme det lille søm. Foto: Jim Hoff

Hammertime – og det endda i rytme

Den rutinerede tømrer Martin Emborg stod klar med an masse stykker træ, hammer, søm og vanligt godt humør, da de små håndværkertropper ankom med brede smil og sult på at kaste sig ud i byggebranchen. Heldigvis stod han ikke helt alene med  den store indlæringsvillige flok, for børnene havde i dagens anledning taget både forældre og bedsteforældre med – så der var lidt ekstra hænder at gøre godt med.

- Heldigt at vejret er så godt, at vi kan rykke her ud i gården med aktiviteterne. Med spå mange hamrende børn i gang, er der virkelig hårdt at være inde i det lavloftede køkken, da støjniveauet her er meget højt, når først der kommer gang i hammeriet, konstaterer Martin Emborg med et smil, mens han forklarer en lille sød pige forskellen på et søm og en hammer. En ikke helt uvæsentlig detalje i forhold til dagens aktiviteter.

Et bord derfra har tre friske knægte fundet sammen og er godt i gang med at banke de seks træstykker sammen, så de til sidst danner rammen om et insekthotel. Og de er ikke helt tabt bag en vogn de tre gutter, for de har fundet ud af at, hvis de hamrer i rytme, så lyder det faktisk rigtig godt – Emborg overvejede faktisk at sætte noget Elvismusik på, så de kunne følge takten til rigtig god musik, smiley.

Her kan ’Dixieland Rock’ fra The King varmt anbefales, den virker i hvert fald med børnebørnene her i huset.

 Martin Emborg havde nok at se til denne dag, men vanen tro tacklede den garvede tømrer det hele med højt humør. Foto: Jim Hoff

- Vi skal ud og finde granknogler

Tilbage til værkstedet, hvor der blev hygget godt igennem. Børn og voksne havde det sjovt sammen, og ret hurtigt stod der en lang række indflytningsklare insekthoteller klar på det store plankebord ude i gården.

Kun det indre design samt det mere pyntelige manglede, og det sidste kunne de unge mennesker klare i museets store fællessal, der på dagen var omdannet til kreativt malerværksted. Med hensyn til indsamling af det indre insektvenlige boligmiljø, lå det ”kreative værksted” lige uden for museet – nemlig museumsskoven, hvor der var rigeligt med materiale til insekthotellerne.

Her fangede avisens fotograf fire topmotiverede unge mennesker, der bevæbnet med papirsposer og ild i øjnene, var på vej ud på en knivskarp mission.

- Vi tømmer skoven for granknogler, som den ene af de herlige knægte så poetisk udtrykte det – og så var de væk i et tempo, så selv de ellers dovne drøvtyggende får på marken ved siden af også satte i galop ud over stepperne. Dog næppe på jagt efter ”granknogler”.

Så, nu skal vi ud og tømme skoven for 'granknogler'. Foto: Jim Hoff

Kreativt værksted og matematik i skolestuen

Aktiviteterne er strikket således sammen, at børnene kan gå fra træværkstedet ind på det kreative malerværksted, hvor der er mulighed for at tegne, farvelægge forudprintede gårdmiljøer fra de gode gamle dage. De kan også male på små udskårne dyretræfigurer, og i det hele er det op til den enkeltes fantasi og kreativitet bare at folde sig ud her.

Museet udleverer også de såkaldte aktivitetsposer, der er spækket med inspirerende materialer, der kan udfordre børnenes, og de voksnes, kreativitet og fantasi.  Disse poser kan man udfolde indholdet af på museet, men det er også ok at tage poserne med hjem, hvor man så kan tage dem frem og sætte i det kreative gear, når tiden og motivationen er der.

Men det stoppede ikke her denne velbesøgte tirsdag, for museets legendariske skolestue var også åben. Her stod en vaskeægte skolefrøken klar ved tavlen med undervisning i både 3-tabeller og gangestykker. Og det foregik naturligvis på god gammeldags facon med fælles opremsning – og mon ikke ordet ”granknogler” her ville have udløst et lille rap over nallerne.

Fællesskab, hygge og god indlæring

Fantastisk dag på museet med et højt aktivitetsniveau med en masse glade børn og voksne, der storhyggede sig med hammer, søm, vandfarver og indsamling af materialer til de fine insekthoteller. Her var der både fællesskab, hygge og god indlæring på skemaet – og det er såmænd ikke den værste måde at tilbringe en tirsdag på de præmisser.

Nu begiver vi os jo ikke af med anmeldelser af hverken mad, fastelavnsboller eller hotdogs her hos Vores LokalAvis, men lige her vil vi godt gå planken ud og tilskrive denne fine aktivitet 6 ud af 6 mulige ”granknogler”.

Og så et stort skulderklap til de gode folk, der frivilligt stiller op for at være med til at vores børn/børnebørn kan få nogle gode timer på vores fine lokale museum. Det er simpelthen stærkt!

Værkstedsdagene fortsætter tirsdag og torsdag fra klokken 10.00-14.00, og i uge 29 er der ”Kom og Leg ” tirsdag, onsdag og torsdag fra klokken 10.00-14.00.

 Der blev hygget igennem i det kreative værksted,hvor der kunne males og tegnes af hjertens lyst. Foto: Jim Hoff

En verden af leg

Her vil en af museets dedikerede frivillige præsentere børn og voksne for en verden af leg. Man kan se, hvordan man laver træpropeller og høre og lære om gamle lege og traditioner.

Tirsdag d. 18 juli er der mulighed for at trylle den indre håndværker frem. Her der kan arbejdes med sav, kniv, file m. m.,  hvor der skal fremstilles forskellige stykker legetøj. Det kan være kryds og bolle, troldeprop eller bordskånere. Her opfordrer museet folk til, at de medbringer alle de vinpropper de kan finde frem til de kreative aktiviteter.

Onsdag d. 19. og torsdag d. 20 juli skal der virkelig leges og grines igennem. Her præsenteres gæsterne for nogle af de lege, man legede dengang bedstemor og bedstefar var børn. Det kan være: to mand frem for en enke, to mand høj, sækkevæddeløb, hoppe i paradis, blindebuk, lege med hula-hopringe, spille med marmorkugler eller hønse med hønseringe.

Du kan se en masse fotos fra den fine dag lige HER