Oldboystjerner viste vejen: Padeltennisbanen i Thyregod indviet under stor festivitas

På bagkant en lang festuge var Thyregodborgerne søndag formiddag inviteret til officiel indvielse af den nye padeltennisbane på stadion. På trods af efterveerne fra lørdagsfesten til langt ud på natten mødte folk massivt frem og kvitterede flot for det eminente stykke arbejde, en lille gruppe stålsatte ildsjæle har leveret med at etablere byens nye idrætslige legeplads.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

THYREGOD: Søndag den 20. august klokken 11.33 var det endelig kommet så vidt: De første bolde fik frit spillerum på den nye padeltennisbane i Thyregod, da fodboldoldboys-stjernerne Torben, Bjarne, Boje, Ove og Henrik i elegant stil indtog den klubblå-farvede padelbane og viste folket, hvordan der skal spilles padel. De var således det man på jysk kalder ”first movers” på det nye flotte anlæg – og det til stor jubel fra det talstærkt fremmødte publikum.

Inden de elegante padel-proffer, et ord der godt må gradbøjes, indtog banen, havde der været officielle taler ved festteltet ved siden af padelbanen. Her var det en af gutterne fra initiativ- og arbejdsgruppen, Patrik Ellegaard, der indtog den tre træpaller høje improviserede talerstol.

Skulle gerne blive et aktiv for byen

Patrik, der er formand for badmintonklubben i Thyregod, fortalte om historien bag projektet.

- VI fik en idé i badmintonklubben, der skulle give vores medlemmer mulighed for at være aktive både vinter og sommer, og som samtidig også skulle skaffe flere aktive, også meget gerne unge, medlemmer til klubben. Badminton om vinteren, padel om sommeren. Vi gik i gang med at lave ansøgninger, og via total flot opbakning og stor interesse her fra lokalområdet plus penge fra fonde, nåede vi op på de nødvendige 450.000 kroner. Den opbakning vil vi her gerne sige 1000 tak for, lød det fra den unge lokale foreningsildsjæl.

Patrik udtrykte et stort håb om, at padelbanen kan blive et aktiv for både byens borgere, kursuscentret og hallen, og han kunne da også melde om pæn forhåndsinteresse for padeltennis i byen.

- Frem til den 27.8 kører vi med en speciel pris for et medlemskab. 100 kr. pr. måned året ud, eller 300 kroner for et 12 måneders-kort. For ikke-medlemmer koster det 60 kroner i timen for 4 mand at leje banen. På Facebook har vi en side, hvor man kan søge med- og modspillere, fortalte Patrik.

Banen bookes online via dette link: https://www.matchi.se/book/index

Formanden for Thyregod Badmintonklub og en af initiativtagerne til padeltennisbanen, Patrik Ellegaard, fortalte om vejen fra ide til færdige projekt. Foto: Jim Hoff

Viser hvad vi kan når vi står sammen

Herefter fik Peter Pedersen, mangeårigt medlem af badmintonklubben i Thyregod, ordet.

- Jeg er rigtig glad for at se, hvad vi kan her i byen, når bare vi står sammen. Det gælder både store og små projekter. Godt at se, når driftige folk lykkes med deres ideer, så stort skulderklap herfra til Emil Schnedler, Jan Rasmussen, Patrik Ellegaard og Bo Schnedler. Vi står her med en flot, gældfri bane, der er funderet på flot sponsoropbakning her fra byen, og jeg håber virkelig, at mange vil bruge banen, som vil blive driftet af badmintonklubben, lød det fra Pedersen, der efterfølgende fik udløst en fortjent stående klapsalve til de fire padeltennis-ildsjæle.

Og så var det oldboys-gutterne indtog banen, alt i mens folket kastede sig over en god gang kartoffelsalat med frikadeller plus en kold øl/vand til at skylle herlighederne ned med, alt imens dannebrog blafrede lifligt i flagstængerne med en skyfri lyseblå himmel som baggrund.

Peter Pedersen, mangeårigt medlem af badmintonklubben, roste de fire initiativtagere for flot arbejde og fik også sat en tyk streg under, hvor vigtigt det er, at man i en by som Thyregod samarbejder for at nå sine mål. Foto: Jim Hoff