Skidt start for Give HK: 10 gode minutter ikke nok til at slå Fredericia

Give HKs flagskib kom skidt fra land, da klubbens 2. divisionshold tabte sæsonpremieren på udebane til Fredericia HK. I kampens første 50 minutter sad Fredericia på det meste mod et ikke særlig oplagt Givemandskab, der på dagen manglede attitude og skarphed – og ikke mindst noget mere fandenivoldskhed i duellerne.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

HÅNDBOLD: Hvis man skal gøre sig forhåbninger om at slå et kompetent og topmotioveret Fredericiahold på udebane i sæsonpremieren, skal man nok lige huske at tage masser af power, testosteron og fandenivoldskhed med hjemme fra.  

Men disse ingredienser havde Give HKs 2. divisionshold ikke fået pakket ned til dagenes opgør i den fede håndboldhal i THansen Arena i Fredericia. De var i hvert fald ikke med på banen i det meste af de første 50 minutter, hvor hjemmeholdet havde let spil, når de linede deres angrebsåbninger op.  

Hjemmeholdet scorede således 20 (!) mål i en fra Gives side blodfattig fremført 1. halvleg. Her bød gæsterne på en sand kavalkade af tekniske fejl, en del 2-minutters udvisninger og generel manglende skarphed i duellerne mand/mand, når de røde fra fæstningsbyen satte fart mod Givemålet. 

Kampen gav debut til Give HKs nye målmand, Christoffer Adsersen, dr endte me den redningsprocent på 27,2. Foto: Jim Hoff

Uhørt at lukke 20 mål ind på én halvleg 

Tilsammen havde Gives to målmænd 6 redninger i 1. halvleg, Give lavere blot 4 frikast mod 12 i halvleg, hvor de to keepere også tilsammen fik reddet 20 bolde.  

- At vi går til pausen nede med 20-17, altså nede med 3 mål, er ikke det, der ryster mig. Nej, det ryster mig, at vi lukker hele 20 mål ind på én halvleg. At vi kun begår 4 frikast – det viser jo, at vi så absolut ikke var klar på opgaven. Selvfølgelig kan man være nervøs og anspændt før en premierekamp, men det må ikke give sig udslag i, at man ikke går konsekvent og fuldbyrdet ind i tacklingerne. Det koster mod et godt hold som Fredericia, konstaterer Gives træner, Erik Flak efter kampen. 

Han fik påtalt de ganske åbenlyse mangler for sit mandskab i pausen, men alligevel gik Give ud og leverede en ganske forfærdelig start på 2. halvleg. Her tabte man de første 9 minutter 6-4, så stillingen efter 40 minutter hed 26-21 i Fredericias favør. Det lignede, for at sige det på jysk, en regulær røvfuld til de blå fra Give.  

Så trådte Madsen i karakter 

Men med cirka 13 minutter tilbage trådte en voksen mand inde på banen i karakter. “Genopstandne” Simon Madsen leverede først et voldsomt intens returløb, der var en Henrik Mølgaard værdigt, og derefter fyrede han denne salut af, som kunne høre helt op på de dyre siddepladser: Kom så, nu står vi fandme sammen, gutter!! 
Og det gjorde de.  

Give var som forvandlede efter denne tiltrængte verbale vitaminindsprøjtning fra en af holdets kulturbærere - som for øvrigt sammen med en anden lederfigur på holdet, Simon Søgård, i flere situationer viste den indledningsvist omtalte manglende attitude og ærgerrighed. Med ti sekunder tilbage stod der 34-33 i Fredericias favør, og Give var på bolden.

 Bagspiller Simon Madsen fik comeback i kampen mod Fredericia og leverede varen med 7 scoringer på 12 forsøgh. Foto: Jim Hoff

Vinder de sidste 10 minutter 10-6, men …. 

- Afslutningen var fin, rigtig fin, for os.  Vi vinder de sidste 10 minutter 10-6, faktisk brænder vi også fire 100 procents chancer i samme fase, og vi er jo faktisk tæt på at redde en uafgjort hjem i sidste sekund, hvor Adam Hansen er igennem fra fløjen, men desværre brænder på deres målmand. Ok, det havde nok været et mindre tyveri, men trods alt opløftende, at vi viser noget udstråling og ville til sidst.  

- Men vi får lagt pres på Fredericia til sidst, vi får endelig gang i vores fløje, ikke mindst Daniel Christensen, der får en flot debut i dag med 4 mål på 4 forsøg. Og Simon Madsen og Simon Søgård kommer på ydersiden af deres backs og kommer til gode gennembrud og flere scoringer. Det slider på Fredericia. Ja, vi er da også selv trætte, men havde vi spillet 3-4 minutter mere, tror jeg, vi havde vundet, siger Erik Flak. 

Holdets nye højrefløj, Daniel Christensen, fik en lovende debut med 4 mål på 4 forsøge fra fløjen. Foto: Jim Hoff

Ikke helt ‘færdigbagt’ endnu 

Han erkender, at det forholdsvis nykonstruerede hold endnu ikke er helt ‘færdigbagt’. Der er nogle automatismer og nogle rytmer rent forsvarsmæssigt, der ikke sidder helt i skabet endnu.  

- Vi har endnu ikke spillet to testkampe i træk med det samme hold. Vi har i optakten været meget ramt af afbud, så nu skal de næste 14 dage gå med at finde de rigtige konstellationer og sammenhænge i holdet, pointerer Erik Flak.  

Give spiller den næste kamp den 6. oktober på udebane mod AGF, der tabte 25-16 til Faaborg i deres første kamp.  

Mål for Give: Simon Søgård 9, Simon Madsen 7, Adam Hansen 5, Carl Büchmann 4, Daniel Christensen 4, Magnus Taulbjerg 2 og Mikkel Molbech 2. 
Den debuterende målmand Christoffer Adsersen ender med en redningsprocent på 27,2, mens Frederik Lindemann når op på 39,2 procent.  

Man of the Match: De godt 65 medrejste Givefans, der overgik hjemmepublikum med flere længder. Give HK spiller måske nok i 2. division, men tilskuerne er mindst et 1. divisionshold værdigt!  

Du kan se fotos fra kampen HER