Hele Danmark går sammen for julemærkebørnene: Julemærkemarch mod mobning og mistrivsel

Foto: Søndag den 7. december afholdes der julemarch til gavn for Julemærkerhjemmene i Danmark i Kollemorten ved Hærvejscentret med start klokken 9.00. Arkivfoto

Oven i julefrokoster og andre gode juletraditioner er der vel ikke noget bedre end at starte første søndag i december med lidt frisk luft og let motion? Så kan man samtidig støtte børns kamp mod mobning og mistrivsel, og dermed hjælpe til med at børnene genfinder glæden og det gode børneliv?

Pressemeddelelse fra Julemærkefonden

VELGØRENHED: I hele Danmark samles man for 49. gang og går en symbolsk tur d. 7. december 2025, og lokalt kan man i år finde Julemærkemarchen i Kollemorten, Hærvejscenteret, Hærvejen 218, hvor man samler ind til driften af landets fem Julemærkehjem, og hjælper 1.000 børn, hvert år, til en frisk start på livet.

Siden 1904 er der hvert år udkommet et nyt Julemærke til gavn for Julemærkehjemmene og udsatte børn i Danmark. Nu om dage sendes der ikke mange postkort, men mange støtter sagen hele året som Julemærkeven. Alle kan hjælpe ved at deltage i det sunde og hyggelige initiativ, Julemærkemarchen.  En symbolsk gåtur i fællesskab med tusindvis andre mennesker fra 68 forskellige startsteder i Danmark.

Rekordår i 2024

Julemærkemarchens bestyrelse håber, at alle vil møde op igen i år, og tage familie og venner med for at vise sin støtte sammen med alle de ildsjæle, der lægger et stort arbejde ude på de lokale Julemærkemarch-startsteder.

På landsplan vil man gerne opnå, at flere end 16.600 danskere går en tur med Julemærkemarchen, ligesom før Corona-pandemien, hvor man i 2019 kunne præstere en rekordstor donation til Julemærkefonden på 1.465.000, - kroner. Denne rekord faldt heldigvis, da man sidste år kunne overrække en donationen på 1.475.000, kroner. Man vil selvfølgelig gerne kunne slå denne rekord igen i år.

Nyt i år: Julemærkemarchen er gået til Hest

Under Corona-nedlukningen opfandt man startstedet det virtuelle ridt, hvor en rytter med sin hest kunne deltage i Julemærkemarchen og markere det med en Rosette til hesten. Dette initiativ har Julemærkemarchen taget til sig. Om hesten traver, skridter eller galopperer, betyder ikke noget, bare man kommer ud i naturen og støtter en god sag.

Man køber en Rosette + et startkort og dermed støtter man Julemærkebørnene ved at ride samlet eller hver for sig. I år har vi også et startsted, (Brovst) hvor man fysisk kan møde op med sin hest og møde andre hestevenner. Dette kræver dog en forhåndstilmelding.

March med stor betydning

Julemærkefonden, som driver landets fem Julemærkehjem, ser med stor glæde og tilfredshed på Julemælkemarchens store indsats:

- Julemærkemarchens imponerende og frivillige hjælpearbejde kaster hvert år en flot donation af sig, som kan mærkes i det samlede budget. Det fortsatte hjælpearbejde, der hvert år gavner knap 1000 børn, er afhængigt af indsamlede midler. Det offentlige tilskud dækker kun 2,8 procent af budgettet. Salget af Julemærker er for nedadgående, idet stort set ingen længere sender julepost. Derfor sætter vi stor pris på vores Julemærkevenner, donationer fra virksomheder og fonde samt på Julemærkemarchen”, siger direktør Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden

Håber på flot opbakning

Denne udmelding glæder Radioamatørerne i EDR Billund og omegn, som står for Julemærkemarchen i Kollemorten

- For os frivillige er det er et kærkomment stykke arbejde, som slet ikke føles som arbejde. Vi skaffer midler til Julemærkefonden, og samtidig kommer en masse mennesker ud i det fri og er sammen om at dyrke motion. Og så er det utrolig vigtig for os, at være med til at gøre en forskel for alle de børn, som får et ophold på Julemærkehjem. Der er således gevinst for alle parter.

- Selv om der er andre arrangementer om eftermiddagen, kan man sagtens nå at deltage i Julemærkemarchen om formiddagen, og dermed være med til at støtte det gode formål. For os er arbejdet det samme, da ruteafmærkningen og kontrol af ruterne er det samme, selv om der forhåbentlig kommer mange og deltager, lyder det fra radioamatørerne.

Tilmelding online

Præcis som sidste år foregår tilmelding og valg af startsted via hjemmesiden www.julemærkemarchen.dk,  Her kan man vælge forskellige typer startkort – med eller uden tilhørende medalje. Hvis man ikke er tilmeldt på forhånd, skal man bare møde op på et af de 66 startsteder på selve dagen.