Stærkt foredrag i Lindeballe: Kong Alkohol i spadseredragt og høje hæle
Foto:Anna Marie Aggerholm driver i dag konsulentfirmaet Alcologic Consult, og hun leverer den 19. november foredraget "Kong Alkohol i spadseredragt og høje hæle" i Foreningshuset i Karlskov. PR-foto
Ældregruppen i Lindeballe, Åst og Uhe er på banen med et spændende foredrag med Anne Marie Aggerholm, der fortæller sin barske livshistorie, hvor hun var på grænsen til at dø af druk.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
LINDEBALLE: Onsdag den 19. november klokken 14.00 åbner dørene i Foreningshus i Karlskov for et interessant og spændende foredrag med Anne Marie Aggerholm, Hendes foredrag har den fængende titel ”Kong alkohol i spadseredragt og høje hæle” – og allerede her aner man måske nok, hvad det kommer til at handle om.
Under Anna Maries kærlige opvækst på landet stod det ikke skrevet i stjernerne, at hun som 25-årig skulle indlede en så katastrofal affære med Kong Alkohol, at hun flere år senere var ved at de af druk. Men heldigvis kom hun i behandling i tide, en minnesotabehandling i 1999 gav hende et helt nyt liv.
17 år som alkoholiker
Ved foredraget kan man høre Anne Marie fortælle om sine 17 år som aktiv alkoholiker, hvordan alt og alle omkring hende mistede pusten og lod sig manipulere af hendes benægtelse, løgne, retfærdiggørelser osv. osv.
Anna Marie hævder, at hendes nærmeste pårørende blev om muligt endnu mere "syge" end hun selv, fordi magtesløsheden og medafhængigheden lammede dem, og til sidst var hele familien fanget i spillet omkring alkoholismen."
Foredraget giver en større forståelse af, at alkoholisme rammer i flæng, ”manden på bænken” kan i lige så høj grad være ”kvinden i lædersofaen”, som i Anne Maries tilfælde.
Der er ingen tilmelding til foredraget, alle er velkomne, og billetten, der er inklusiv kaffe og kage, betales ved indgangen.
















































