Lions Club springer ud som koncertarrangør: Bamse Madsen og Ris Ras er klar til fest

Lions Club i Give er mere og mere opsat på at blive fast koncertarrangør i Give. I 2022 leverede en velbesøgt og flot efterårskoncert med Old Boys Big Band, og nu kan foreningen afsløre nyheden om, at de til foråret sætter en ny koncert på plakaten – igen på Diagonalkroen.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

LIV I BYEN: Egentlig var det ambitionen, at Lions Club Give ville gå ud og arrangere en nytårskoncert i år. Men det var af praktiske og logistiske årsager ikke muligt i denne omgang. Det fik dog ikke de gode friske kræfter i foreningens festudvalg til at gå over i et hjørne og surmule. Tværtimod.  

-Så laver vi da bare et brag af en forårskoncert, og den skal have fuld skrue, lød det med begejstring i stemmen fra foreningens to nyvalgte festudvalgspiger, Birgitte Larsen og Jette Bro Pedersen. 

-Det syntes vi lidt mere rutinerede medlemmer lød som en god idé. Så den bakker vi 100 procent op om. Det var jo egentlig vores ambition, at vi ville lave nytårskoncerten til en fast tradition, men lige her i 2023 var det ikke muligt, så nu springer vi ud sammen med bøgen med en forårskoncert, siger Børge Christensen, mangeårigt Lions Club-medlem. 

Må vi præsentere: Bamse Madsen 

Det bliver den 22. marts på Diagonalkroen, og det bliver med ingen ringere end Bamse Madsen med band (The Rattle Snakes), der står for livemusikken, mens den lokale DJ Ris Ras sørger for musikken, når Bamse og venner er gået hjem.  

-Programmer ser således ud: Vi lægger ud med spisning, så spiller Ris Ras musik for os, hvor efter Bamse Madsen går på i to gange 45-50 minutter med en lille pause mellehver afdeling. Derefter er det igen Ris Ras, der tager over, og så skal vi ellers feste til den lyse morgen og få gang i både baren og danseskoene, siger Birgitte Larsen.  

Hun pointerer, at man er yderst tilfredse med at have landet Bamse Madsen.

Man kan møde Ris Ras og Bamse Madsen med band på Diagonalkroen den 22. marts 2024, når Lions Club Give inviterer til Forårskoncert. PR-foto 

Genial julegaveidé 

-Han er en meget kendt og populær kunstner, der rammer Bamses Venner spot on. Han appellerer både til ældre og yngre folk, så jeg er sikker på, at de 160 billetter nok skal blive revet væk. Og så er det jo en glimrende julegaveidé at købe billetter til sin kone/mand eller vennerne.  

- Det kan også anbefales, at man tager afsted til fest i en venne- familiegruppe. Det kan også anbefales som en rigtig fin firmatur – det kan kun blive rigtig sjovt og godt, siger Birgitte.  

Har en stand i byen til Black Friday 

-Lions Club går ind som koncertarrangør både for at sætte Lions Club på landkortet og skabe noget synlighed omkring vores forening og for at tjene gode penge til klubkassen. Der skal jo penge til at drive værket, og vi får jo også mange ansøgninger fra folk/foreninger, der søger midler.  

-Vi vil være på plads i byen til Black Friday med en stand, hvorfra vi sælger både billetter til forårskoncerten og vores traditionelle julelodsedler. Vi støtter jo ungdomstiltag og foreninger her i gamle Give Kommune, ligesom vi også støtter ude i verden med katastrofehjælp, så det er vigtigt, at vi som lokal forening får nogle penge i kassen, fortæller Børge Christensen.

Han kan ydermere oplyse, ar Lions Club også er aktive i forhold til at yde julehjælp her på Give-egnen i tæt samarbejde med Røde Kors og de lokale præster.  

Birgitte og Lasse roser Lasse Lindberg fra kroen for at være en rigtig god medspiller både i forhold til koncerterne men også i forhold til de faste månedlige mødeaftner på kroen. Det koster 399 kroner at deltage i forårskoncerten - og i den pris er inkluderet både mad og koncert.  

 Udover at man kan købe billetter til Black Friday, kan man købe billetter via mobile pay på dette nummer: 84 79 02 

 

 DJ Ris Ras er også klar til at fyre en masse god musik af, når Lions Club inviterer til Forårskoncert. Foto: Jim Hoff