Så skal der sparkes dæk: Slaraffenland for veteranbilsentusiaster på Haughus Gods
Den 20. august afholdes der veterantræf for biler, knallerter og motorcykler på Haughus Gods ved Jelling med dertil hørende kræmmermarked og god gedigen dansk folkehygge. Det er Kim Dyhr og Dennis Raun, der står som tovholdere af den fine event.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
JELLING: Hvis du er til veterankøretøjer i en bred mangfoldighed og stort kræmmermarked, så kunne du overveje at kigge forbi på Haughus Gods i Jelling søndag den 20. august. Her afholder Kim Dyhr og Dennis Raun stort veterantræf sammen med et kræmmermarked, der breder sig over 2000 kvadratmeter.
Det er andet i træk, at Kim og Dennis inviterer indenfor på godset, der ligger på Vejlevej 50, til veterantræf. De to herrer overtog Haughus Gods Antik og Kræmmermarked for 9 år siden, da de i 2022 kastede sig ud i at arrangere veterantræf, var det lidt af et eksperiment.
- Det var lidt af et sats, da vi ikke rigtigt kendte noget til veterankøretøjer, men vi prøvede og gav den gas på de sociale medier, og det blev en succes. Søndagen før arrangementet var der 25 tilmeldte, men vi endte med at blive cirka 85 veterankøretøjer, fortæller Kim Dyhr, der bor i Give.
Masser af fede biler
Han kan ydermere fortælle, at nogle veterankøretøjer (med førere) bare dukkede spontant op uden at have tilmeldt sig. Og det gav da lidt udfordringer.
- Det var sådan, at man skulle tilmelde sig, og vi vil give et smurt rundstykke og en kop kaffe til de tilmeldte, men alle veterankørertøjer der dukkede op, fik naturligvis et rundstykke alligevel. Det fiksede vi lige. Det blev en super god dag med masser af veterankøretøjer og glade mennesker. Og flere der var med sidste år, har allerede tilmeldt sig i år. Så det kommer til at blive en tradition, at tredje søndag i august er der veteran træf på Haughus Gods, siger Kim Dyhr.
I år har 80 allerede tilmeldt sig her primo august, og det er Kims klare overbevisning, at der kommer endnu flere til.
- Der kommer løbende flere og flere tilmeldinger til hver dag, bare i går søndag kom der 9 tilmeldinger. Vi har f.eks. 21 biler fra Norge, der kigger forbi. Som et helt unikt indslag kan vi da også oplyse, at der kommer en Jaguar type-s 3,8 L 1964, det var dronning Ingrids kronebil 411.
Kæmpe kræmmermarked på 2000 kvadratmeter
Veterankøretøjerne vil være linet op på gårdspladsen og i den smukke park bag ved hovedbygningen fra klokken 10.00-14.00, mens det 2000 m2 indendørs kræmmermarked med dertilhørende café har åben fra klokken 10.00-16.00. I caféen kan der købes smørrebrød, sandwich, fyldte croissants, kaffe og kage og kolde og varme drikke, ligesom der også kan købes pølser med brød i den udendørs Café
- I vores kræmmermarked finder man bl.a. over 40.000 vinylplader, møbler, garn/strik, glas, keramik, brugt værktøj og meget andet. Der er 3 haller. I hal 1 har kræmmerne deres egen stand, i hal 3 er der kommissionssalg, og i den gamle kostald står Dennis og sælger ud fra blandt andet dødsboer, flytteboer, og ting han har købt, oplyser Kim.
Han kan oplyse nogle af de bilmodeller, der dukker op, så der er lidt at gå efter:
Jaguar S-type 3, 8 L 1964 Krone 411, Austin Healey Frogeye årg. 1959, Cadillac 1975, Triumph Tr 4a, Mercedes 1980, Ford Taunus 1980, Toyota Celica 2,0, MB 280 SL rød, Nimbus special C årg 1949, Mercedes 1972, MG A fra 1957, Jaguar E Type Coupe arg 1965, Vauxhall Viva, Studebaker Commander regal deluxe årg 1948, VW Bus, Mustang, Jaguar 3,8 s 1960, Morgan 4/4 årgang 1971 Rød Morris 1000, Treser TR 1, Triumph TR5, SKODA 130 GL, VW DR 66057 Cabriolet, MGB V8 1968, Triumph TR 6 1974, VW Cabriolet 1968, Chevrolet Corvette C3 årg. 1980, Rolls-Royce Silver Spur årgang 1986 og Chevrolet C10 årg. 82