3-års fødselsdag: Fruerne K. er blevet til et kreativt firkløver

Genbrugsbutikken Fruerne K. i Østergade fyldte 1. november 3 år, og der er sket mange fine og positive ting, siden Pernille og Rikke åbnede butikken. Nok måtte de gennem coronakrisen som alle andre, men butikken har vækstet, og i dag er der kvinder tilknyttet butikken – heraf en ny medejer i skikkelse af Pia Klint Mortensen. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DET GODE BUTIKSLIV: 1. november 2020 slog Pernille Ellegaard Kruse og Rikke Nancke dørene op for byens nyeste butikskoncept, Fruerne K. i Østergade 20, hvor de delte kvadratmeter med en bedemand. De fik dog hurtigt vokseværk, og 1. januar 2021 flyttede de få meter hen i Østergade 18, hvor de fik meget mere plads – og det havde de i den grad brug for, idet folket havde taget imod det nye koncept med kyshånd.  

Konceptet var og er både enkelt og genialt: Hos Fruerne K. kan du leje en reol for kun 300 kr. pr. måned, hvorfra du kan sælge alt det loppe- og genbrugsguld du har i gemmerne. Fruerne K. tager 15% i kommission af salget, resten er kundens. 

Har man ikke tid og overskud til selv at prissætte og sørge for salg af sine varer, kan du levere dem til butikken, så sørger Rikke og Pernille for prissætning og opsætning af reol. Dette tager de 50 procentfor i kommission.  

Fra 2 til 4 

Det holder dog ikke helt i byretten kun at nævne Pernille of Rikke, for butikken har været i vækst, og den stigende kundetilstrømning har med ført, at man 1. september ansatte Anne Nielsen som salgsassistent for at kunne følge med.  

Med udvidelsestendensen stopper ikke her, for pr. 1. januar går Pia Klint Mortensen med ind som medejer, og dermed er den oprindelige duo blevet til en kvartet.

-Det er gået fint, siden vi startede. Naturligvis var det en hård tørn at komme gennem coronaen, men stille og roligt har vi fået flere og flere kunder i butikken. Vi kører jo med genbrugsting af en vis kvalitet, og det er noget, forbrugerne er ret glade for. De varer vi tager ind, har et vist niveau, vi har også luksusprodukter, og så har vi med tiden også fået helt nye varer ind, idet vi holder meget øje med lukrative restpartier, vi kan købe til butikken, fortæller Pernille og Rikke. 

Sætter en ære i at have en lækker butik 

Det betyder, at man blandt andet kan finde nyt stof, nyt garn, nye smykker og arbejdstøj på reolerne hos Fruerne K. - og det er også populære varer.  

- Vi er meget bevidste om, at varerne i butikken er i orden. Vi tager ikke tøj ind, der lugter af røg eller som er beskidt eller hullet. Vi sætter en stor ære i, at varerne her har en høj standard, og det mærker vi tydeligt, at vores kunder sætter pris på. Vi synes selv, vi har en fin og lækker butik, vi kan være stolte af – og det er nok også derfor at vi har mange kunder der kommer og handler igen og igen. At vi nu har eksisteret i 3 år - og har haft en stigende omsætningskurve, uden at vi er blevet millionærer af det, er vi positivt overraskede over. Det var jo vores drøm, da vi åbnede, at det gik sådan, siger Rikke og Pernille.  

Temaaftner og støttestande 

Butikken vil hen over 2024 byde ind med forskellige temaftner, hvor der eksempelvis kan være fokus på strikning, 1.hjælpskursus og aftner med kreative temaer. Senest har butikken afholdt et stort kaffebord, hvor der var massevis af kaffe og kage, som kunderne kunne købe. Pengene gik til Børnetelefonen, og det blev en stor succes, idet der blev samlet 2500 kroner ind til det fine formål.  

Lige nu har butikken lavet et hjørne, hvor der sælges tøj/effekter, hvor pengene går ubeskåret til Trine Uldum Sejrup, der som mange har læst om i Vores LokalAvis, kæmper en hård kamp mod sygdommen ME. 

- Vi har vi tjent 3300 kroner til Trine, og generelt er vi klar til at gå ind og støtte andre med diverse støtte-events og indsamlinger, hvor vi tilbyder en gratis stand, siger Pernille.  

På butikkens loft er der en decideret herreafdeling, hvor der er fokus på arbejdstøj, sengetøj og herretøj, og Rikke, der er butikkens ekspert ud i stoffer og garn/strik, har fået etableret et decideret rum med garn og stoffer (ikke de hårde, skal vi hilse at sige, smiley). 

Derudover har man fået tilknytte Stella Balou Mortensen, der har en negleklinik hos Fruerne K. Her holder den unge dame åben i weekenderne, hvor man kan komme ind og få ordnet sine negle.

Kreativt firkløver 

Nu er duoen som sagt blevet til et blomstrende og kreativt firkløver. De fire friske piger supplerer hinandens glimrende med hver deres kompetenceområder. 
Rikke passer butikken, Pernille ordner regnskaberne, Anne står meget ved kassen, og Pia hun er sådan lidt all over the place som en slags multifunktionel butiks schweizerkniv.  

- Det er rigtig fint med nogle nye folk her i butikken. Det giver ny energi, nye ideer og i det hele taget er det godt med frisk pust. Derudover er vi nu flere til at løfte opgaverne her i butikken, og det er en god ting, idet vi jo alle, bortset fra Anne, har fast arbejde ved siden af. Vi kører det altså på fritidsbasis, og her er det dejligt, at vi er flere til at løfte i flok, pointerer Pia, der som sagt træder ind som medejer pr. 1. januar 2024.  

Bred vifte af kunder 

Butikken er som sagt velbesøgt, også af de unge og de yngre generationer. Mange af standholderne er personer, der er travlt beskæftiget på arbejdsmarkedet, og som derfor ikke selv har tid til at stå for alt det praktiske omkring salg af tøj/legetøj osv. Mange af de folk, der handler i butikken, tilhører også den unge generation, idet de unge i dag er meget opmærksomme på genbrugstanken.  

- Vi har en bred vifte af kunder rent aldersmæssigt, og vi har jo også et meget bredt sortiment her i butikken. Sådan noget som Lego er en stor sællert, og de dyre tøjmærker vi har, til en rigtig god pris, ryger også hurtigt ned af hylderne. Vi mener jo også, at vi selv er Danmarks billigste butik mht. priser på standene/reolerne, og da vi er meget aktive på Trendsales, Instagram og Facebook, når vi også langt ud til kunderne, fortæller de fire piger over en hyggelig kop kaffe i butikken, mens 3-års fødselsdagsflaget blafrer lystigt udenfor i den iskolde novembermorgen.  

Firkløveret hos Fruerne K. består ny af: Pernille Ellegaard, Anne Nielsen. Rikke Nancke og Pia Klint Mortensen. 

Ønsker at give kunderne “waugh-effekten” 

De kan godt selv være fristede til at “købe ind”, hvis der ryger en toplækker vare ind på hylderne til en billig penge, men de har en streng intern regel om, at alle varer skal have været til salg mindst 14 dage, inden de selv må byde på dem.  

- For os handler det om ordentlighed, og om at vores kunder også ved, at de kan komme her ind og få den fantastiske “waugh-effekt”, der giver, når man lige finder en fed Malene Birger-bluse eller et flot Royal Copenhagenfad til spotpris. Men jo da, selvfølgelig er vi da af og til fristede – men sådan spiller klaveret ikke, understreger det dynamiske firkløver med stålsatte stemmer.  

Under coronaen prøvede Fruerne K. sig frem med live-shows på nettet med slag af effekter fra butikken, og det er noget de fire driftige damer vil gøre endnu mere ved i 2024.  

Stort tillykke med 3-års fødselsdagen, I holder jer godt, piger!