
En af de seje, stærke unge: 15-årige Buster har lavet sin egen virksomhed
Foto: 15-årige Buster Malund fra Oksenbjergevej 34 har oprettet sit eget firma, Busters Bilpleje - og det har været en stor succes. Foto: Jim Hoff
Hvad gør man, når man brændende ønsker sig et fritidsjob men ikke kan finde ansættelse, fordi man ikke er fyldt 16 år endnu? Så laver man da bare sin helt egen virksomhed. Det har Buster Malund gjort, og nu er der godt gang i Busters Bilpleje, som den driftige unge mand har sat i søen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
KOLLEMORTEN: Iværksættere kommer i mange udgaver, både ældre og unge. Og hvis du lige drejer ind på Oksenbjergevej 34 mellem Give og Kollemorten, finder du en af de yngre udgaver. Her bor nemlig 15-årige Buster Malund, der går i 9. klasse på Thyregod Skole – og han har oprettet sit helt eget firma: Buster Bilpleje.
- Det handler om klargøring af biler, altså vask, indvendig rens og støvsugning. Jeg vasker også fælge og dæk, så bilen står flot og ren til kunden. Det fungerer på den måde, at jeg kører ud til kunden og ordner bilen i kundens garage eller carport, eller hvor der nu er plads, fortæller Buster, der lige er kommet ind ad døren efter en 9-10 kilometer lang cykeltur fra skolen i Thyregod.
Måtte selv opfinde et job
Men hvorfor springer en ung gut på 15 somre nu ud som selvstændig med eget firma?
- Det gør jeg, fordi jeg længe har søgt efter et fritidsjob her i området for at tjene lidt lommepenge. Men ingen vil ansætte mig, fordi jeg ikke er fyldt 16 år, og så fik jeg via nogle amerikanske og engelske YouTube-videoer, hvor unge klargør biler, ideen til at starte mit eget lille firma op. Jeg har været i gang siden slutningen af januar 2025, og det hele startede jo egentlig med, at jeg i en del år har vasket vores biler herhjemme – det tænkte jeg, var noget, jeg godt kunne finde ud af.
- Jeg fik så købt nogle produkter hos Thansen, en våd/tørstøvsuger og noget microrens – og så lavede jeg en test på min mors bil - og bestod på alle måder med glans, så jeg tænkte, at det her, det kan jeg da godt lave en fornuftig business ud af, lyder det med et stort smil fra den driftige unge mand.
Første opslag på Facebook gav 20 kunder
Han lagde ud med et opslag på Facebook Netværk Vonge-Kollemorten, og det gav pote. Opslaget gav 20 kunder, og så kørte det bare.
- Mine første kunder var meget tilfredse, jeg fik masser af ros for mit arbejde, også på Facebook, hvor folk skrev flotte anbefalinger. Det gav så flere kunder, og nu er jeg oppe på en 4-5 kunder om ugen i snit. Jeg tager 300 kroner pr. bil, men folk er bare så flinke og tilfredse, at de tit giver en 100-200 kroner i drikkepenge – så tit når jeg op på 400-500 kroner pr. bil.
Har egen privatchauffør
Men hov, hvordan kommer Buster egentlig ud til sine kunder med sit udstyr, når han nu kun er 15 år og er på cykel?
- Der har jeg et par gode privatchauffører i min far og mor, der er så flinke på skift at køre mig ud til kunderne. Og de gør det simpelthen uden at få løn, så det er virkelig fint, lyder det anerkendende fra den unge mand.
Efter 3-4 uger havde Buster tjent så godt, at han investerede i en opgradering af sit udstyr. Han købte trykluftudstyr med dertil hørende kompresser og pistol, og det kostede ham så lige 4000 kroner, som han naturligvis selv kunne hive op ad baglommen.
- Det er en stor hjælp til mange opgaver, ikke mindst til rengøring af bilmåtter, hvor skidtet nogle gange godt kan sidde ret godt fast, så nu er det noget lettere at arbejde med. Jeg er også begyndt at købe rensemidler ind i større mængder. Før købte jeg halvliters dunke, men nu er det noget større volumen, og det gør det noget billigere i det lange løb, fortæller Buster.
Buster kunne efter blot 3 uger som selvstændig investere 4.000 kroner i nyt udstyr, en tryluftpistol med kompressor, hvilket gør flere rengøringsopgaver noget lettere. Foto: Jim Hoff
- Kommer du ikke lige til Vejle?
Hans kundekreds består meget af lokale folk, og han er også i Give, Tørring, Thyregod og endda også i Åle. Der er også en kunde, der gerne vil have ham til Vejle – og her har Buster aftalt med kunden, at hvis han kan samle nogle stykker, der vil gøre brug af Busters Bilpleje, så er han klar.
- Det har virkelig været en succes indtil videre, og det er jo dejligt. Det er klart, at det hele skal passe sammen med min skole, lektier osv. Og jeg går også til styrketræning i fitnesscentret i Thyregod 3-4 gange om ugen, så det skal organiseres. Jeg er også begyndt at få kunder, der har tegnet månedsabonnementer, og det er dejligt, for det giver jo en fin bundlinje. Det er for eksempel en firmaaftale, hvor jeg ordner to firmabiler og kundens privatbiler også.
Buster Bilpleje på fuld tid?
Buster fortæller, at han egentlig har haft et iværksættergen i en del år, og de kompetencer får han nu mulighed for at teste af. Snart er han færdig med 9. klasse i Thyregod – og så ligger den vide verden foran hans fødder. Og hvad skal der så ske?
- Jeg kunne egentlig godt tænke mig at teste mig selv af med Buster Bilpleje på fuld tid og på den måde bruge mere tid på det. Det kunne være spændende at skalere det hele op, måske få mere udstyr og bruge mere tid – og så skal prisen jo også op, konstaterer Buster med et vaskeægte kræmmersmil.
Eget værksted – hvad siger mor?
Han overvejer også at få sit eget værksted på matriklen på Oksenbjergevej 34, hvilket vil gøre mange ting lettere for ham. Her antyder han med et diskret smil, at der nok ’lige ligger nogle forhandlinger med hans mor’, inden det projekt går hjem.
I forhold til skolekammeraters reaktion på hans nyvundne status som succesfuld businessman, høster Buster kun ros og anerkendelse. Og nogle af gutterne i klassen har da også anbefalet ham til deres fædre og mødre i forhold til at få bilen shinet op.
Man finder Busters Bilpleje på Facebook, hvor man kan booke aftaler med den unge mand. Her finder du også et telefonnummer, man kan ringe på til en snak med Buster.