Flot opbakning fra folket da det nye Torv i Give blev officielt indviet
Foto: Her ser vi så de 7 personer, der efter deres taler klippede snoren til kunstværket, Volieren, der er et legetårn, som børnene kan klatre i. Foto: Jim Hoff
Lørdag den 22. november var det kommet dertil, at det nyrenoverede Torv i Give Midtby kunne indvies efter flere års planlægning, coronaforhindringer og jagt på den rette økonomi. Det blev en flot og festlig dag med massiv opbakning fra borgerne, og børnene elskede det nye legetårn.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Klokken 14.00 lørdag den 22. november var Gives nye torvemiljø for alvor kommet i fokus. Denne dag var der nemlig officiel indvielse af det nyrenoverede Torv med taler, korsang og efterfølgende juletræstænding med dertil hørende julehygge.
Arbejdet med at forvandle torvet til en ny og inspirerende udgave har rent lavpraktisk pågået siden august måned, og da håndværkerne overholdt deadline, kunne torvet altså indvies som planlagt samme dag som det store juletræ skulle tændes.
Det var Gerda Jørgensen, formanden for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune og folkevalgt til byrådet her fra Give, der fik æren af at holde den indledende tale.
En proces der startede i 2019
-Jeg har glædet mig utrolig meget til dagen i dag, både som udvalgsformand, fordi vi i dag kan indvie et stemningsfuldt, smukt, grønt og legende byrum. Men i høj grad også fordi min hverdag jo er lige her i Give, og jeg derfor ved, hvor vigtigt det er, at vi skaber oplevelser og understøtter handelslivet her i vores fantastiske midtby, lød det indledningsvist fra Gerda.
Hun tog så fat i historikken bag det nye torv og fortalte for den store fremmødte skare, at renoveringen af byrummene her i midtbyen har stået højt på ønskelisten i rigtig mange år.
- I 2019 vedtog vi den fælles byvision for Give. En særlig indsats i visionen handler om bymidten, om at vi sammen vil skabe en by, som giver borgere og turister oplevelser.
En tæt og hyggelig midtby, hvor man kan finde det meste, møde de fleste, og hvor man bliver inspireret, slapper af, slentrer og oplever sig selv som en del af byens liv.

Gerda Jørgensen, formanden for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune, fortalte om den 6 år lange proces med fornyelsen af torvet. Foto: Jim Hoff
Tæt samarbejde mellem 3 foreninger
Gerda fremlagde så nogle af kardinalpunkterne i den fælles byvision, hvor det blandt andet handler om at:
·At skabe tilbud til alle aldre – leg og aktiviteter skal ind i byen
·At indrette vores torve og gader, så man får lyst til at færdes og være i byrummene
·At bruge skiftende kunst i byens rum til at give inspiration og fremme turisme
·At udvikle den gode og grønne atmosfære i midtbyen
- I 2020 gav Vejle Kommune en anlægsbevilling på 4 mio. kr. til renoveringen af Torvet.
Siden har Give Udviklingsråd, Give Handel & Erhverv, Give Skulpturby og Vejle Kommune arbejdet målrettet sammen om at realisere visionen, fortalte Gerda.
Plads til både leg og kunst
Hun kunne også redegøre for, hvordan man løbende har forsøgt at finde fondsmidler, justeret på skitser, fortalt og lyttet og justeret igen. Hele tiden med målet for øje - ønskerne om plads til liv, leg og events.
- Vi har kigget på det historiske torv og fået torvets trekantede form tegnet op med granit. Vi har genfundet placeringen af den gamle brønd midt på torvet, og inden længe vil en brøndsten markere stedet.
- Vi har fået flere træer, der kan skabe skygge og trækroner at sidde under. Og der er gjort plads til stemningsskabende lyskæder, der kan flyttes til træerne, når grenene engang kan bære. Og så er der blevet plads til kunst og leg i form af den fine nye voliere og de keramiske markører, der fortæller noget Givehistorie.

Der var flot opbakning fra borgerne til åbningen af det nye torv i Give. Foto:Jim Hoff
Mange gode hænder har hjulpet undervejs.
Det er landskabsarkitekterne Schønherr, der har tegnet skitserne til torvet og de omkringliggende gader, mens det er entreprenørfirmaet Anton Knudsen, der har hjulpet med at udføre det praktiske arbejde. Stenhuggeriet Gudnason har udført brøndstenen, og kunstnerne Randi & Katrine har udformet fuglevolieren, mens det er byens lokale keramiker, Agnethe Kirkeby, der har skabt de historiske markører.
- Jeg vil her på åbningsdagen sende en stor tak for et fantastisk samarbejde til jer alle. Vi har fået et torv, der inviterer til liv - både på en hverdag – og til en festdag som i dag. Også stor, stor tak til alle jer, der er mødt op. Jeg håber, at I vil være med til at skabe masser af liv her på Torvet i mange år frem, lød det afslutningsvis fra Gerda.
Vigtig for byens generelle udvikling
Dernæst var det Jette Nielsen, formanden for Give Udviklingsråd, der fik ordet, og hun konstaterede, at netop denne renovering af Torvet i Give ligger så fint i tråd med udviklingsrådets ambitioner om udvikling af bymidten i Give – og den generelle udvikling af Give som en attraktiv by, der kan tiltrække endnu flere indbyggere.
- At vi her i dag kan indvie dette nye flotte torv, er rigtig godt for byens og dens udvikling, og nu er vi også i gang med en udvikling af vores erhvervsliv, så der er mange spændende ting i gærde her i byen, konstaterede Jette.

Jette Nielsen fra Give Udviklingsråd og Hanne Nielsen pointerede begge i ders taler vigtigheden af der sker en udvikling i Gives bymidte. Foto: Jim Hoff
Fra grim ælling til smuk svane
Dernæst fik formanden for Give Handel & Erhverv, Hanne Lund, ordet, og hun lagde en ’eventyrlig’ indgangsvinkel for dagen, da hun skulle tale om det nye torv.
- Det nye torv, som vi indvier her i dag, minder jo lidt om eventyret om Den Grimme Ælling. Når man laver så radikal om forandring, vil der altid være meninger om det; nogle er vilde med det, andre er skeptiske. Og her er det, jeg håber, at man kan se på dette nye spændende torvemiljø som en ælling, der over tid udvikler sig til en smuk svane.
- Der er tænkt nye tanker, og det skal nogle sikkert nok lige vænne sig til, men vi, der har arbejdet med processen omkring det nye torv, ser virkelig mange muligheder og udviklingspotentiale her, og for os i Give Handel & Erhverv er det virkelig vigtigt, at der også sker en udvikling af bymidten, så de kan blive ved med at være en stærk og attraktiv handelsby, som også trækker folk ind fra andre byer, lød den fine pointe fra Hanne, inden hun overlod mikrofonen til Jørgen Lundsgård fra Skulpturby Give.
Vigtigt at kunsten er synlig i bybilledet
Lundsgaard startede med at lykønske Give by med et moderniseret torv – det første skridt i moderniseringen af bymidten.
- Torvets nye indretning tager hensyn til Gives forskellige arrangementer på pladsen, og det ser vi allerede i dag med juleindretningen. Moderniseringen har været længe undervejs, men nu står Torvet her med ny grusbelægning, store træer og ikke mindst med den store lege- / aktivitetskunst lavet af kunstnerduen Randi og Katrine, lød det indledningsvis fra Lundsgaard.
Han pointerede, at man længe har ønsket, at kunsten kunne blive endnu mere synlig i bybilledet, og derfor glæder det Skulpturbyen, at Torvet har fået en både farverig, synlig og flot legeskulptur.
- I Skulpturby Give er vi stolte over, at byen nu bliver mere grøn, og det i mere end én forstand – for i dag indvier vi nemlig også 21 grønne fortællesten. De er nedlagt langs husene på Torvet, og de er udført af keramiker/kunstner Agnethe Kirkeby her fra Give.

Formanden for Skulturby Give, Jørgen Lundsgaard, fortalte om de nye 22 fortællesten, der giver indblik i Gives byhistorie tilbage fra 1940'erne. Foto: Jim Hoff
22 fortællesten leverer hyggelig Givehistorie
Lundsgaard forklarede, at de 21 grønne fliser fortæller lidt af historien om Gives Torv i 1940'erne. Og han havde så også en overraskelse i ærmet til folket.
- Midt på torvet, under juletræet, kommer endnu en fortællesten – en stor rund granitsten med tekst fra Jeppe Aakjærs digt ”Mor ved brønden”. Den skal minde os om, at der stod en brønd frem til ca. 1920.
Vi har derudover lavet 2 plancher, som beskriver lidt om de 22 fortællesten – lige nu på ruden ved den tidligere boghandel og senere ved Punkt 1. Det skal nok give anledning til mange gode snakke. Vi ser nu frem til, at det skal blive forår, hvor de nye træer springer ud, og vi alle vil opholde os mere udendørs og kan nyde det nye torvs hyggelige atmosfære. I Skulpturby Give glæder vi os også til at vise det hele frem for vore gæster på vore guidede ture, pointerede Lundsgaard.
Og så blev Volieren indtaget af begejstrede børn.
Skulpturbyens formand sluttede med at takke de udførende håndværkere for godt arbejde samt Camilla og Gitte fra forvaltningen ved kommunen og ikke mindst Hanne Lund og Jette Nielsen for et godt samarbejde i arbejdsgruppen.
- Sidst men ikke mindst også en tak til de 3 kunstnere. Endnu en gang: Tillykke til Give, lød udgangsreplikken fra Lundsgaard. Det var de tre kunstnere Randi & Katrine og keramiker Agnethe Kirkeby, der afsluttede talerækken, hvor de fortalte om deres projekter og tankerne bag det hele.
Herefter gik de 7 talere over til Volieren alle udrstyrede med mere eller mindre skarpe sakse, så de synkront og med store smil kunne klippe snoren til torvets nye kunstværk, der i den grad animerer til leg.
Derefter gik Kurts Kor i luften med en række smukke julesange, mens byens børnefamilier med stor glæde og begejstring indtog det nye legende kunstværk, Volieren, hvor børnene fik lejlighed til at teste deres klatreegenskaber, mens de voksne kunne hygge sig med æbleskiver og julehygge ved det store juletræ på det nye Torv i Give.
Du kan se flere fotos fra åbningen af Torvet HER

De tre kunstnere Randi, Katrine (Volieren) og Agnete (fortællesten) fortalte om processen og tankerne bag deres kunst til Torvet i Give. Foto: Jim Hoff
















































