Læserbrev: Skal yderområderne betale prisen for den grønne omstilling? NEJ!
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra Bo Schnedler Pedersen, Brandevej 40, 7323 Give - Kandidat for Danmarksdemokraterne, Vejle Kommune
LÆSERBREV: Den grønne omstilling er en nødvendighed for fremtiden. Vi kan alle blive enige om, at vi skal tage et fælles ansvar for vores klima, vores miljø, vores børn og børnebørn.
Som kandidat for Danmarksdemokraterne i Vejle Kommune, ønsker jeg at stille et spørgsmål: Hvorfor skal det altid være os, der bor i yderområderne, i byer på landet, der betaler prisen for den grønne omstilling?
Der er behov for grøn energi i hele kommunen, og alle bør tage del i det. Vi skal ikke lade landskabet og livskvaliteten på landet blive ødelagt af enorme solcelle- og vindmølleparker. Vi skal ikke ignorere de mennesker, der hver dag lever og arbejder i disse områder.
Den grønne omstilling skal være en fælles opgave for hele kommunen og ikke kun for en gruppe borgere. Det er ikke rimeligt, at store solcelleanlæg og jernmarker skal nedlægge talrige gårde og huse i vores smukke landskaber. Det ødelægger vores skønne natur. Det affolker områder og byer. Det kan medføre, faldende huspriser, usikkerhed hos mulige tilflyttere, om det er overhovedet attraktivt at bosætte sig i områder med store anlæg, hvor tårnhøje vindmøller og kæmpe solcelleanlæg præger udsynet.
Hvis Energipark Give bliver en realitet, vil det resultere i nedlæggelsen af 40-50 ejendomme. Set i forhold til Vejles størrelse ville det være sammenligneligt med en nedlæggelse af flere hundrede huse og ejendomme.
Vi skal ikke glemme, hvordan debatten om nedlæggelsen af det gamle pakhus i Vejle fyldte meget blandt mange borgere. Hvordan vil folk så reagere, hvis deres hjem bliver opkøbt til fordel for store energiprojekter?
Energiforsyningen kan fordeles bedre, hvis vi i stedet satser på mindre, decentraliserede anlæg over hele kommunen, f.eks. ved at udnytte tage på både boliger og erhvervsejendomme til solceller. I de usikre tider vi går ind i, er det endnu vigtigere at sikre en stabil og bæredygtig energiforsyning, som ikke udelukkende afhænger af store, centraliserede anlæg. Det handler om at dele ansvaret og skabe en retfærdig løsning for alle i både byer og landdistrikter. Vi skal ikke lade folk i yderområderne føle sig som andenrangs borgere, der må ofre deres livskvalitet for et fælles mål.
Her bør kommunen også tage ansvar og selv bidrage til den grønne omstilling ved at installere solceller på kommunens egne bygninger. Hvis vi kan udnytte de kommunale bygningers tagflader til at generere energi, kan vi både reducere omkostninger og samtidig vise vejen frem for både borgere og erhvervslivet.
Vejle skal være i balance, og det gælder også den grønne omstilling.
Alle bør bidrage til den grønne omstilling, uanset hvor vi bor i kommunen.














































