Brugsen igen i gavehumør: Forærede 60 cirkusbilletter til Røde Kors’ Familienetværk

Foto: Her er det uddeler Claus Villumsen, der overrækker de 60 billetter til aktivitetsleder Elisabeth Ebild, der er flankeret af Røde Kors' mangeårige formand, Anja Tórbjörnsdóttir og Røde Kors' integrationsansvarlige, Gurli Lyskjær. Foto: Tenna Vestergaard

I 2024 fik brugsuddeler Claus Villumsen den glimrende idé at forære 40 cirkusbilletter til Røde Kors’ Familienetværk i Give i forbindelse med, at Cirkus Trapez gæstede byen. Det blev så vel modtaget og blev så stor en succes, at Brugsen igen i år var i det gavmilde hjørne, denne gang med 60 billetter til Familienetværket.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

VELGØRENHED: Torsdag den 11. september var der liv og glade dage på Dyrskuepladsen i Give. Her var Cirkus Trapez på plads med deres årlige forestilling i Give, en forestilling som Brugsen i Give i en del år har købt, for så at sælge billetterne til halv pris til borgerne, som en slags tak til kunderne for opbakningen i butikken.

I 2024 udvidede uddeler Claus Villumsen serviceniveauet, da han forærede 40 billetter til Røde Kors’ Familienetværk her i Give som et skulderklap og en påskønnelse af det fine arbejde, man gør i Familienetværket.

Og det skulle vise sig at blive til stor glæde for Familienetværket og for Brugsen, så her i år var uddeleren klar med 60 gratis billetter til Cirkus Trapez’ forestilling. Og det var et virkelig populært tiltag. - 50 af billetterne var revet væk på 48 timer, og de sidste 10 fik også ret hurtigt ben at gå på, fortæller Elisabeth Ebild, der er aktivitetsleder i Familienetværket under Røde Kors i Give.

Fast mødested i ’Knuden’

Elisabeth kan ydermere oplyse, at Røde Kors’ Familienetværk mødes fast én gang om måneden i den lokale spejderhytte ’Knuden’ på Skovbakken.

- Her har vi lejet os ind på gunstige vilkår, og Røde Kors’ Familienetværk er for alle familier, der har lyst til eller brug for at få et nyt eller udvidet netværk. Alle er velkomne, og vi har som sagt fast møde hver måned i ’Knuden’. Her starter vi typisk med at spise sammen; det kan være, vi griller, eller som til oktober, hvor vi skal spise den brasilianske nationalret, da vi denne aften har ekstra fokus på Brasilien, fordi nogle af aftenens deltagere netop er fra Brasilien.

- Vi har i omegnen af 40-45 faste brugere af vores Familienetværk. Vi er sammen fra 17.30 til 19.30, og når vi så har spist sammen som det første, så står den på selskabslege og fællessang, og så slutter vi typisk af med frugt og kage. Forløbet varer typisk 2 timer hver gang.

Tæt samarbejde med Røde Kors’ integrationsansvarlige

Man kommer også lidt ud af huset. I den foregående weekend har man således været til MC-træf ved Røde Kors, hvor en række gode motorcykelfolk fra klubben Røde Kors MC’erne stiller op og er klar til at give de fremmødte børn og unge en tur på motorcyklen, eller de kan også få lov til at sidde på motorcyklerne, hvis det er det, de vil.

Derudover er man også nede i Give Lystanlæg og hygger sig, ligesom det også bliver til besøg på Museumsskovens fine legeplads.

Som en del af teamet har Familienetværket også tæt samarbejde med Gurli Lyskjær, der både er integrationsansvarlig hos Røde Kors Give og samtidig også en del af medarbejder- arbejdsgruppen i Røde Kors Familienetværket.

- Det er et godt samarbejde, vi har med Gurli, og det betyder også, at vi i Familienetværket kan gøre noget for at være med til at hjælpe integrationen af nydanskere, netop fordi Gurli er så tæt på dem og kan anbefale dem at bruge os. Vi har også et rigtig godt samarbejde med Røde Kors’ formand, Anja Tórbjörnsdóttir, der har været en rigtig god formand for foreningen i 25 år, lyder det anerkendende fra Elisabeth.

Stor glæde med 60 gratis cirkusbilletter

Man har også lejlighedsvis et samarbejde med Familieoplevelsesklubben hos Red Barnet i Give. Den 8. november har Familienetværket hos Røde Kors således fået fat i Henny Solskin, en rigtig humørspreder og dygtig tryllekunster, der kommer og underholder i Huset.

- Her vil vi gerne invitere alle byens børn, og vi er glade for, at det er en event, som vi kan dele med Red Barnet. Jo mere vi kan samarbejde på kryds og tværs i de her foreninger, der vil børnene og deres familier det bedste, desto bedre, lyder den fine pointe fra Elisabeth, der understreger, at Røde Kors Familienetværk er for alle.

- Vi opererer her i Røde Kors’ Familienetværk med et knap så stort budget, og derfor er vi virkelig også glade for, at Brugsen står klar med 60 gratis billetter til os til cirkusforestillingen. På den måde kan vi jo også give vores medlemmer nogle anderledes og fede oplevelser – og det vil vi jo rigtig gerne, siger Elisabeth.