Den skæve historie om Huset i Give

Foto: Museumsleder Mathias Christiansen Broch leverede et spændende indslag med titlen "Den skæve historie om Huset" i anledning af Husets 10-års fødselsdag. Foto: Jim Hoff

I forbindelse med Husets 10-års jubilæum havde museumsleder Mathias Christiansen Broch et rigtig fint indlæg som en slags verbal-kulturel fødselsdagsgave til Huset og dagens gæster. Indlægget hed ’Den skæve historie om Huset i Give’, og du kan her komme med på den ’skæve’ og spændende rejse.

Af Mathias Christiansen Broch – leder Museum Give

JUBILÆUM: Den 2. oktober fejrede byen 10-års jubilæum for indvielsen af kulturhuset Huset i Give. Jeg havde fornøjelsen af at fortælle lidt om Husets historie. Det er en ret vild historie, som kommer omkring mange sjove forandringer, området herude har gennemlevet i løbet af 1900-tallet. Her vil jeg forsøge at præsentere hovedtrækkene.

Konteksten for Husets historie

Før vi fordyber os i Husets historie, må vi lige stige op i helikopterperspektiv og se på det jyske område i et lidt bredere perspektiv. Vi befinder os i Give, midt i Jylland, på heden – og agerlandskabet ligger kun få kilometer mod øst.

Siden 1700-tallet har der fra statens side været en udbredt utilfredshed med de danske hedeområder. Heden blev betragtet som anderledes, uproduktiv og – måske værst af alt – virkelig svær at styre og opkræve skat i. Hedefolkene var med andre ord ikke særligt gode danskere, set fra kongens perspektiv.

Største landskabsændring i DK siden bondestenalderen

Der blev gjort forsøg på at udskifte befolkningen med arbejdsomme tyske immigranter, som skulle gøre områderne mere produktive, men det mislykkedes. I 1800-tallet genoptog man arbejdet med at ændre levevilkårene i de vestlige egne – denne gang med stor succes.

Beboerne blev overbevist om at sælge jord fra til opdyrkning, der blev plantet træer, og i fællesskab ændrede man landskabet radikalt mellem 1850 og 1920. Det er den største landskabsændring i Danmark siden bondestenalderen.

Egenrådige vestjyder

I Give oplevede man denne udvikling helt tæt på. Bønderne omlagde deres drift til en form, der var almindelig i de østligere egne – men stadig helt ny i vest. På overfladen begyndte de to dele af Jylland at ligne hinanden mere og mere. Men befolkningen, som var vant til at klare sig selv, var vanskeligere at ændre end landskabet. De havde deres egen mening og måde at leve på.

Fra øst blev denne egenrådighed set som en udfordring. De nye institutioner, der opstod i perioden, tilpassede sig denne egenrådighed. Man gjorde tingene på den måde, der gav mest mening lokalt. Men det var ikke det, man ønskede fra centralt hold. Man ville have orden i sagerne og samle landet. Det gjorde man bedst ved, at folk tænkte ens, talte ens og så sig selv som danskere – ikke som øst- eller vestjyder.

Det er ikke helt nyt – vi har talt om det før. Men hvorfor er det vigtigt, når vi skal fortælle Husets historie? Fordi Husets historie er dén historie – og efterspillet af den – som vi stadig mærker i dag.

Fundamentet til Huset

Hvis man kigger på nogle af de ældste og mest pålidelige kort fra Danmark, er det tydeligt, at Huset i Give ikke eksisterede før 1900-tallet. Det stemmer også overens med museets arkivmateriale. I slutningen af 1800-tallet omtales stedet som “Markedspladsen”. Som nogle måske husker fra en tidligere historie, fortsatte en del af området med at fungere som markedsplads et godt stykke ind i 1900-tallet.

I den vestlige del, på toppen af bakken, anlagde man i 1901 en ny og flot skole. Skolen blev placeret tæt på den voksende by og var på sin vis forud for sin tid. I 1899 var der nemlig blevet vedtaget en ny skolereform. Den var ikke den første af sin slags, men som alle reformer var den et forsøg på at ændre eksisterende forhold – især forskellene mellem land og by samt mellem øst og vest.

Arkivfoto.

Centralskoler det nye sort

Man ønskede at få folk til at tænke mere ens og danne gode danske borgere. Reformen viste de første tegn på tanken om centralskoler: skoler, der samlede ungdommen fra et større område og havde en højere faglighed. Den første Give Skole var måske ikke en egentlig centralskole, men den var så stor, at den næsten fungerede som en sådan fra begyndelsen. Centralskoletanken blev mere og mere udbredt i de første årtier af 1900-tallet, og Give Skole voksede tilsvarende.

Byen var i rivende udvikling: befolkningstallet steg, og børnedødeligheden faldt. Man byggede derfor flere huse til den oprindelige skole, men det gik ikke hurtigt nok, og skolen blev simpelthen for lille. Især skoleloven fra 1937, som betød flere undervisningstimer og større lighed mellem by og land, satte yderligere pres på.

SkoleHUSET – skole og tyskerhjem

I slutningen af 1930’erne besluttede man at opføre en større og mere moderne skole, og de gamle bygninger blev revet ned. Byens skolebørn blev midlertidigt fordelt på andre adresser, og i 1941 stod den nye Give Skole klar på Skolebakken. En stor del af bygningen kan stadig ses i dag.

Jeg forestiller mig, at glæden var stor over, at skolebyggeriet blev færdigt – især fordi skolen nu endelig fik en gymnastiksal. Men det var samtidig en underlig periode i Danmarkshistorien. Danmark og Give var besat af tyskerne, og frem til 1945 fungerede Give Skole både som undervisningssted og som indkvartering og materiellager for den tyske besættelsesmagt. Der blev med andre ord ikke dyrket meget gymnastik i gymnastiksalen før befrielsen.

Give Skole 1931 med alle elever. Arkivfoto

Lærte at tale ordentligt – ikke for bondsk

Efter krigen blev skolen igen en almindelig skole og fungerede som sådan, indtil skoleloven i 1958 trådte i kraft. Nu skulle skolerne være ens i by og på land. Skolegangen blev struktureret i syv obligatoriske klassetrin, hvorefter eleverne kunne vælge en praktisk eller en boglig retning frem til tiende klasse – dog ikke frit; det valg traf forældrene.

Forældrenes baggrund spillede en stor rolle. Mange landboere prioriterede, at børnene bidrog til husholdningen så hurtigt som muligt. Samtidig arbejdede man målrettet på at uddanne børnene, så de kunne blive produktive danske borgere. En sjov detalje her er sproget: i skolen lærte børnene ikke bare at læse, skrive og regne – de lærte også at tale ordentligt. Ikke for at luge bandeord ud, men for ikke at tale for bondsk. De skulle kunne begå sig på rigsdansk.

Mary Martinussen, der begyndte i skole i slutningen af 1950’erne, fortæller, hvor nervøs hun var. Hun frygtede at blive mobbet for sin dialekt og øvede sig derfor med de ældre piger i at tale rigsdansk. Og hvad var “ordentligt rigsdansk”? En slags københavnsk dialekt.

KommuneHUSET – fra skole til rådhus

Husets skolehistorie stopper her. I 1960’erne blev skolen igen for lille og utidssvarende, og man besluttede at bygge Ikærskolen.

Det var egentlig heldigt, for i 1966 kom endnu en reform, der fik stor betydning for Vesteregnen. Den daværende administrative struktur med små sogne fungerede ikke længere, og forskellene mellem sognene var for store. Derfor blev de slået sammen til større kommuner.

Det første kommissorium foreslog at etablere en kommune bestående af Give, Ringive og Lindeballe sogne. Give var det største og naturlige sted for administrationen. Thyregod, Vester, Øster Nykirke, Givskud og Gadbjerg sogne blev foreslået placeret i Brande og Jelling kommuner, men det mødte lokal modstand. De fem sogne havde større tilknytning til Give – “de var langt nemmere at tale med”, som man sagde.

I 1970 trådte den nye kommunalstruktur i kraft. Den gamle Give Skole blev renoveret og omdannet til rådhus – nu kaldet Rådhusbakken. Give nød godt af at være kommunecenter i de 37 år, kommunen eksisterede. Blandt andet blev grundlaget for Museum Give lagt i denne periode.

I 2007 kom endnu en kommunalreform, og Give Kommune blev en del af Vejle Kommune.

Arkivfoto.

KulturHUSET

I løbet af Husets historie blev landskabet udjævnet og gjort ensartet. Forskellene i skoleuddannelsen mellem øst og vest blev udjævnet, og med kommunesammenlægningen i 2007 blev øst og vest også samlet administrativt. Det kan virke næsten fantastisk – endelig fik man styr på de “mærkelige” vestjyske områder, som nu fungerede som i øst. Eller gjorde man?

Trods mange forsøg siden 1700-tallet tror jeg ikke, man er nået helt i mål – og det tror jeg heller ikke, man kan. Man kan ændre strukturer og rammer, og det har stor effekt. Men det er svært at udjævne identitet – og gud ske lov for det!

Tomt rådhus – hvad gør vi nu?

Da Give Kommune blev nedlagt, stod det gamle rådhus tilbage. Hvad skulle man bruge det til? Det er ærgerligt, når sådanne bygninger bare får lov at stå og forfalde. Tænk på fængslet i Horsens, Spinderihallerne i Vejle eller det gamle hospital i Give.

Allerede i 2007 samledes borgere og politikere for at planlægge bygningens fremtid. Dele blev taget i brug af foreninger og kreative sjæle, og i 2011 lå der en køreplan klar for et nyt kulturhus og bibliotek. Indvielsen fandt sted i 2015, og Huset har siden været et samlingspunkt i Vejle Kommune – især for Vejle Vesteregn. Her mødes kunst og kultur, borgerservice, sundhedspleje, politi og meget mere.

Der er stadig forskelle mellem den vestlige og østlige del af kommunen, men det politiske ønske om at udligne forskellene er aftaget. Husene på matriklen har været en brik i Danmarks udvikling i over 100 år, men siden Huset blev til, har det haft en ny rolle: et samlingspunkt med plads til forskellighed og en brobygger mellem øst og vest.

 Arkivfoto.