Fantastisk reunion i naturskønne omgivelser: Mødtes 65 år efter de gik ud af Vesterlund Skole

11 af de nulevende 13 elever fra klassen fra 1960 på Vesterlund Skole mødtes fredag den 25. april i Vesterlund. Her er de fanget med linsen hos Danakilde/Rørbæk Savværk, hvor den stod på kaffe og lagkage. Foto: Jim Hoff

Den 1. april 1960 løb 14 unge mennesker jublende ud af hoveddøren på Vesterlund Skole. Efter 7 års skolegang kunne de sige farvel til den teoretiske skolegang og kaste sig ud i livets skole med de udfordringer og muligheder, den platform nu engang tilbyder unge i 13-14 års alderen. 65 år senere mødtes 11 af de 14 igen i naturskønne Vesterlund og Rørbæk.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

VESTERLUND: Fredag den 25. april var der liv og glade dage på Restaurant Rørbæk Sø, da en flok gamle skolekammerater tørnede ind til middag. Flokken bestod af i alt 18 personer, hvoraf de 11 var tidligere klassekammerater fra årgang 1960 på Vesterlund Skole. De 7 andre var det, man sagt med smil på læben kalder ’klædeligt påhæng’ i dagens fine anledning.

Det var tid til den 5-årige reunion, som denne herlige klasse har gennemført siden 1965, og der blev gavmildt delt krammere og brede smil ved dette herlige gensynsmoment. Det var 13. gang, at klassen mødtes til reunion, og selvom tallet 13 har et mytisk skær af uheld over sig, så var der intet uheldigt ved denne dag. Tværtimod.

Solen skinnede ned fra en lyseblå himmel, og de lokale vejrguder i Vesterlund og omegn var i spenderhjørnet med varmegrader op til plus 16, og med disse meteorologiske forhold som medspiller, så blev det i forvejen virkelig naturskønne Vesterlund og Rørbæk ikke mindre tillokkende for dagens fine flok af rutinerede skoleelever.

Lagkagehygge på savværket

Efter middagen på Restaurant Rørbæk Sø, med de dertil hørende gode snakke om go’e gamle dage og røverhistorier fra klasseværelset og skolegården, gik turen ud til Danakilde og savværket på Rørbækvej 13, hvor Rebecca og Torsten Rye Petersen havde inviteret klassen med påhæng ind til en hyggelig eftermiddagsseance på bænke ude i den frie natur med udsigt til græssende heste.

Her var der dømt lagkage og kaffe, og det var midt i dette hyggelige scenarie, at pressens udsendte fik lov at være en del af det herlige selskab. Torsten fortalte om savværket, Danakilde og om naturen og dyrelivet i området, og der blev naturligvis sendt en masse velkendte navne fra egnen i spil på kryds og tværs hen over bordene.

Så er der kaffe og lagkage i forsommersolen hos Rebecca og Torsten ved Rørbæk Savværk og Danakilde. Foto: Jim Hoff

Startede i 1953 i 1. klasse

Navne på tidligere landmænd, håndværkere, ældre og yngre skolekammerater fra en svunden tid og andre guttermænd/piger var med til at tænde lys i øjnene hos klassen fra 1960, og naturligvis rundede man da også lige den topaktuelle kæmpehandel, der er blevet gjort i området, idet bestseller-ejer Anders Holck Povlsen jo har købt Rørbæk Hovedgård med dertil hørende jord og ejendomme for en kvart million af Bo Olesen. 

Det lykkedes for avisens udsendte at få lokket en af ’eleverne’ fra 1960, Benny Bach, over på interviewbænken til en god snak om dette fantastiske og langvarige setup.

- Vi startede jo i skole i 1953 i kommuneskolen i Vesterlund, og vi var 14 i klassen dengang. Det var faktisk et stort antal dengang, idet der var en del klasser med blot 4-5 elever i. Vi kom alle sammen her fra Vesterlundområdet, og vi gik så ud af skolen, da vi var færdige med 7. klasse 1. april i 1960. Det var jo normalt dengang, at man kun gik i skole i 7 år, og så var det videre i livet, fortæller Benny.

I dag er det Vesterlund Efterskole, der ligger der, hvor Vesterlund Skole lå. Ungdomsskolen Vesterlund kommuneskole lukkede i 1972, og i 1979 blev kommuneskolen opkøbt af efterskolen, og er i dag en integreret del af Vesterlund Efterskole.

Her er vi på Vesterlund Skole i 50'erne. Privatfoto

Til bal på Vester Mølle

Benny fortæller også, at ud af den oprindelige klasse på 14 elever har man mistet en elev, så der i dag er 13 tilbage – og det var så de 11 af dem, der mødtes denne fine dag i Vesterlund.

- Det har været en fast tradition, at vi er mødtes hvert 5. år siden 1965, hvor vi så har skiftedes til at stå for arrangementerne. Men netop her i dag har vi besluttet, at vi fremover skal mødes hvert 2. år, da vi jo ikke bliver yngre, som tiden går. Faktisk er det sådan, at hele flokken fra september i år og frem til august 2026 fylder 80 år – så vi er blevet enige om, at vi godt kan begynde at kalde os for voksne nu, konstaterer Benny med et stort smil.

Når man er samlet sådan en dag til klassefesthygge, så vælter minderne naturligvis frem fra en tid, hvor det var normen, at man tog til torsdagsbal på Vester Mølle.

- Selv efter skoletiden sås mange af os både på Vester Mølle og i Vesterlund Idrætsforening, hvor vi spillede håndbold og fodbold. Det var en god tid med mange gode venskaber og oplevelser, men desværre måtte vi lukke idrætsforeningen ned i slutningen af 60’erne, da vi kun var et par medlemmer tilbage. Mange havde forladt området og fundet nye græsgange, forklarer Benny.

Fantastisk sammenhold efter 65 år

I dag bor 1960-klassens elever  lidt over det hele, nogle i Give og andre er trukket til Sjælland og  Sønderjylland, og derfor betyder det også, at dagens fine seance så småt går til ende, mens det sidste lagkage spises, og de sidste termokander tømmes.

- Ikke alle bor stadig her i lokalområdet, og vi er jo heller ikke helt nye mere, så vi har aftalt at bryde op her hen på eftermiddagen, så folk kan komme hjem og puste lidt ud efter en rigtig god dag. Igen har vi fået snakket og grinet en hel masse, vendt en masse sjove situationer fra vores skoletid, og det er bare fantastisk, at vi stadig efter 65 år kan samle så mange fra klassen, lyder det fra Benny med et stort smil.

Derefter står den på farvelkrammere og en masse ”vi ses igen om 2 år”. Og det bliver akkurat som de forløbne 13 gange, hvor klassen med det stærke sammenhold er mødtes, med egnen ved Vesterlund som centrum.  

 

Her har vi så Vesterlund Skole på Københavnertur. Privatfoto

Så er vi tæt på konfirmationen -. og her ser vi skolens 2 7. klasser sammen med præsten. Foto: Jim Hoff

Dagen lakker mod enden, og det sidste stykke lagkage skal lige ned, inden 1960-klassen bryder op efter en rigtig dejlig dag. Foto: Jim Hoff