 
					Flot borgeropbakning til ’borgmesterduellen’ på Diagonalkroen
Foto: Det var Martin Sikær (S), Bent Olsen (M) og Jens Ejner Christensen fra det lokalpolitiske landskab, der var mødt op til den såkaldte 'borgmesterduel' på Diagonalkroen torsdag aften. Foto: Jim Hoff
Torsdag aften var der i anledning af det tilstundende kommunalvalg dømt politisk debat på Diagonalkroen, hvor de tre borgmesterkandidater Martin Sikær (S), Bent Olsen (M) og siddende borgmester Jens Ejner Christensen (V) stillede op.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
LOKALPOLITIK: Krosalen på Diagonalkroen var godt fyldt op torsdag aften, hvor Give Handel & Erhverv stod som arrangør af denne valgkamps borgmesterduel – akkurat som for 4 år siden. Tilbage i 2021 var det Jens Ejner Christensen (V) og Martin Sikær (S), der tog den politiske duel og debat, men i år var holdet blevet forstærket af Bent Olsen fra Moderaterne, idet sidstnævnte også har erklæret sin borgmesterkandidatur.
Efter at Give Handel & Erhvervs formand, Hanne Lund, havde budt den propfyldte sal og de tre politikere velkommen, blev der lige på festlig vis sunget fødselsdagssang for en i salen tilstedeværende byrådskandidat i skikkelse af lokale Bruno Jensen (K), der samme dag fyldte 50 år.
3 minutters taletid til kandidaterne
Herlig indledning på en politisk debataften, der blev styret kompetent og sikkert af Finn Knutzen – akkurat som for 4 år siden. Vi skal her ikke gå ned i detaljer med aftenens politiske budskaber og spørgsmål; det bliver simpelthen for omsiggribende.
Efter at de tre politiske kandidater hver havde fået de klassiske tre minutter til at præsentere deres overordnede politiske budskaber, gik det løs med spørgerunden, hvor folket kunne stille spørgsmål til de tre politikere.
De forventede emner på dagsordenen
De overordnede emner var her Energipark Give, Give Sygehus, campingpladsen, ældreplejen, togstoppet i Gadbjerg, og hertil kom også andre lokalpolitiske udfordringer på banen. Det var helt som forventet energiparken og byens store spøgelseshus, sygehuset, der fik mest taletid. Logisk nok, idet det er i den grad her, den lokale politiske ligtorn trykker i skoene.
Aftenen blev afviklet i en sober og konstruktiv stemning, hvor der også mellem de tunge emner var plads til smil og god humor på tværs mellem de tre kandidater og folket. Det hele blev afviklet på to timer med en indbygget barpause på 15 minutter, og i næste uge kan vi så se frem til politiske møder i de omkringliggende byer, hvor det de lokale kandidater, både de siddende byrådsfolk og de nye kandidater, kommer til orde.
 
Foto: Jim Hoff
 
Bruno Jensen fyldte 50 år samme dag som der blev afholdt borgmesterduek - og han fik da lige en fødselsdagssang af hele salen. Foto: Jim Hoff

Det var GHE's formand, Hanne Lund, der bød flokken velkommen til debatmøde. Foto: Jim Hoff

Finn Knutzen styrede politikere og aftenens publikum sikkert gennem en god debataften. Foto: Jim Hoff

Foto: Jim Hoff
















































