 
					Fra hækkeklipper til kedeldragt: Stor diversitet på Museum Gives Repair Café
Foto: I denne omgang af Repair Caféen blev der repareret en flagermuslygte - meget relevant i forhold til, at vi går ind i de mørke efterårs- og vintermåneder. Foto: Museum Give
Repair Caféen på Museum Give er kommet godt i gang med månedlige sammenkomster, hvor borgerne kan komme med deres effekter, der trænger til reparation eller en kærlig og kyndig hånd.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Repair Café på Museum Give er åben den 2. torsdag i måneden fra kl. 16.00-18.00, hvor gode, kyndige frivillige ildsjæle mødes og hjælper lokale borgere med at reparere defekte genstande og give nyt liv til ting, der ellers var på vej til at ryge på genbrugspladsen.
Her i Vores LokalAvis følger vi med i, hvilke genstande der repareres fra gang til gang, så vi kan give vores læsere et indblik i den store forskellighed, der er i de effekter, der repareres - og også for at inspirere folk til at bruge konceptet.
Tiltaget har fået god gang på jorden
Det er museumsinspektør Sandra Lynge Pedersen, der leverer info og fotos fra de respektive Repair Caféer, og i denne ombæring kan Sandra berette om stor bredde i de indkomne effekter/ting.
- Torsdag den 9. oktober stod den igen på liv og glade dage i Repair Café Museum Give. Det er rigtig dejligt at se, at tiltaget efterhånden har fået god gang på jorden, og at konceptet bliver brugt, lyder det indledningsvist fra Sandra, der tilføjer:
- Blandt de indleverede genstande kan bl.a. nævnes en hækkeklipper, en slibemaskine og en kedeldragt. Diversiteten er noget af det, der gør hver gang ekstra spændende, og det er interessant at følge med i, hvad folk har lyst til at give en chance mere. Der er desuden altid en god stemning blandt både de frivillige fiksere og gæsterne, der kigger forbi, som bl.a. kan mødes over en kop kaffe, mens reparationerne står på.
Lys i flagermuslygten
Vi opererer med ’månedens reparation’, og denne gang var det en højaktuel genstand, der kom under kyndige hænder.
- Denne gang tilskrives månedens reparation en omgang flagermuslygter med LED-lys. Hele tre styks var gået i stykker, hvoraf to blev reddet af en kyndig frivillig. Det må siges at være en fin succesrate - og dermed kunne der igen komme lys over land i rette tid med det tiltagende efterårsmørke, fortæller Sandra.
















































