Hvad kan man lave i vinterferien? Du skal da en tur i Givskud Zoo

Det kan godt være, at Givskud Zoo lige bakser med at fjerne nedfaldne træer og grene efter snestormen, men bare rolig. I vinterferien åbnes der op for en hel masse fine aktiviteter, hvor man både kan hygge sig og blive klogere. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalvis.dk 

OPLEVELSER: Når Givskud Zoo fra den 10. februar og frem til den 18. februar åbner portene til parken for publikum, er der fokus på en række hyggelige, sjove og informative oplevelser – og det foregår på energirigtig vis uden bil. 

Parken er nemlig lukket for biler i den omtale periode, og det betyder, at man kan besøge store dele af parken til fods, hvor man kan opleve ulve, kameler og andre dyr. 

Ret mange af dyrene præsenterer sig lige her i vinterhalvåret sig fra deres allerbedste side, idet de står knivskarpe med deres tykke, varme vinterpels, så det er i sig selv en oplevelse at se dyrene i “fuld vinteruniform”. 

Hvad sker der mon i pingvinkøkkenet og løvestalden? 

Det vil også blive muligt med et helt unikt besøg i selveste pingvinkøkkenet og høre en dyrepasser fortælle om det daglige med fuglene (jo, pingviner er faktisk en søfugleart), og hvad det går ud på, det bør man simpelthen opleve ved selvsyn.  

Det er også muligt at komme et smut forbi løvestalden, hvor man på tæt hold kan opleve de imponerende rovdyr, og så kan man også opleve, hvordan det ser ud, når det er fodringstid hos blandt andet kamelerne og brillebjørnene.  

Man kan komme på besøg i pingvinkøkkenet. Mon de har en køkkenø, de herlige søfugle. Foto: Jim Hoff

Tegneværksted? Ja da – og du kan også klø et næsehorn bag øret 

Det er med andre ord helt oplagt at pakke familien ned i bilen og drage mod Givskud og gå en fin oplevelsestur i den populære og mange gange prisbelønnede dyrepark. Her kan man hygge sig med at få varmen ved de opstillede bålfade, og der inviteres også indenfor i parkens tegneværksted, hvor børn og tegneglade voksne kan udfolde sig kreativt.  

Nu er det ikke hele parken, der er åben i vinterferien, og det betyder, at der er nogle dyrearter, der selv er på vinterferie, og som derfor ikke kan ses i vinterferien. Men man kan i hvert fald møde gorillaflokken, brillebjørne og måske klø et næsehorn bag ørerne, når man er på vintertur bag kulisserne i dyreparken. 

Der åbnes også for tegneværkstedet, når Givskud Zoo inviterer indenfor i vinterferien. Foto: Jim Hoff

Vinterudstilling om dyr i vinterkulden 

Når man først har købt billet, udløser det ud over turen bag kulisserne også entre til parken hele dagen, så ingen stress her. Der er rigeligt med tid til at hygge sig i fred og ro med familien. 

Billetten giver udover turen bag kulisserne entré til parken hele dagen, så der er god tid til hygge med familien.  
Det er også muligt at komme på besøg hos en helt særlig vinterudstilling, hvor man kan lære noget om, hvordan dyr kan holde varmen i vinterkulden. 

Skulle man gå hen og blive sulten efter al den gode motion og aktivitet, så kan man naturligvis også indtage et lækkert måltid ved parkens spisesteder. 

Zooskole for de 8-12-årige 

Nu er det jo i ugen med vinterferie, de her ting foregår, og i den periode har skolebørnene jo fri fra skole – og på den baggrund står Givskud Zoo simpelthen klar med et tilbud til 8-12-årige børn om at komme på Zooskole 

Her kommer de unge mennesker helt tæt på dyrepassernes arbejde, og det skal vi hilse at sige er vildt spændende. 
Zooskolen tilbydes mandag den 12. februar eller onsdag den 14. februar fra kl. 9.00 til 15.00. 

Selve dyreparken er åben hver dag fra kl. 10.00 til 16.00 i vinterferien fra lørdag den 10. februar til og med søndag den 18. februar, og da parken er lukket for biler, skal gæster parkere ved hovedindgangen og gå ind.   

Du kan se det overordnede program for vinterferieaktiviteterne her – og samme sted kan du også købe billetter.