Julefest på Torvet: Over 200 skolebørn gjorde klar til isskulpturfestival

 Foto: Da der skulle danses om juletræet blev der fort alvor skruet op for tempoet af de friske unge menneskerunder klassikeren "Nu er det jul igen". Foto: Jim Hoff

Fredag formiddag den 12. december myldrede det ind med juleglade skolebørn på Torvet i Give, der havde en særlig mission denne dag. Børnene kom dels fra Karlskov Friskole og Ikærskolen, og de havde medbragt massevis af julepynt og godt julehumør.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

Du kan se masser af fotos fra eventen lige HER

JUL I GIVE: Masser af glade børn i bymidten – det er noget, der skaber liv og glade dage, og sådan var det også fredag den 12. december midt formiddag, da indskolingen fra Karlskov Friskole samt 3. og 4. årgang fra Ikærskolen stillede i stærkeste opstilling på Torvet i Give.

Der var pænt over 200 børn på plads, og de havde medbragt en masse hjemmelavet julepynt hjemme fra skolerne, som de skulle fordele ud på det store juletræ på Torvet samt de små, fine grantræer i Østergade og Vestergade, som Give Handel og Erhverv med stor succes har sat op for at skabe en rigtig hyggelig julestemning i bymidten.

Lækker julemusik

Opgaverne var fordelt således, at eleverne fra Karlskov Friskole skulle pynte juletræet på Torvet, mens Ikær-eleverne skulle tage sig af grantræerne i Vestergade og Østergade.

Karlskov Friskole er så privilegeret at råde over musiklærer Elsebet Lindegaard, som ved flere lejligheder både har spillet til Spotlight og til juletræsfester på Torvet i Give. Hun var på dagen klar sammen med sin musikalske makker fra friskolen, Mark Wolters, med en masse fin julemusik, som børnene på dagen kunne synge med på og bruge til at danse omkring juletræet. Glimrende tiltag og klart med til at hæve julestemningsniveauet denne decemberformiddag i Give down town.

Elsebet Lindegaard og Mark Wolters, lærere fra Karlskov Friskole, var klar med en masse hyggelig julemusik - og det var med til at skabe en rigtig fin stemning på Torvet. Foto: Jim Hoff

Julepynt og dans om juletræet

Det var Give Handel & Erhverv og Skulpturby Give, der stod bag eventen, som man godt kan kalde en slags optakt til Isskulpturfestivalen, der skulle løbe af stablen dagen efter. For i og med at skolebørnene havde pyntet festligt op på Torvet og i de to handelsgader i bymidten, var forudsætningerne for en god og hyggelig isskulpturfestival bestemt ikke blevet ringere.

Det var Birgit Lykke Jørgensen fra Skulpturby Give, der bød flokken velkommen klokken lidt over 10.00, og herefter gik der gang i arbejdet med julepyntningen del 1. Herefter blev flokken kaldt sammen til festlig dans om juletræet – og den fik fuld bundgas, ikke mindst da klassikeren ”Nu er det jul igen” sluttede juletræsdansen i et forrygende tempo, så den nylagte grusbelægning på Torvet susede om ørerne på de friske, løbeglade unge mennesker.

Det store juletræ på Torvet skulle naturligvis pyntes, og så er det jo godt man kan samarbejde i højden om sådan en opgave. Foto: Jim Hoff

Vigtigt, at byens børn er en del af de større by-events

Efterfølgende kunne børnene forsyne sig gratis med frugt og juice i den bod Give Handel og Erhverv havde sat op på torvet med formand Hanne Lund som en af de to gavmilde piger bag disken – og det resulterede i "lange rækker af køer", som vi siger her i Jylland. Efterfølgende skulle julepyntningen gøres færdig, og omkring kl. 11.00 var dagens dont veludført af de godt og vel 200 elever.

Ikærbørnene tog den herefter på gå-ben hjem til skolen, mens Karlskovbørnene lige snuppede deres egen skolebus hjem til friskolen i Uhe.

En herlig og hyggelig juleevent på Torvet var dermed slut – og igen en stor fornøjelse at se, hvordan man fra Give Skulpturby og Give Handel & Erhverv er observant på at koble byens/områdets skoler og institutioner på de forskellige events i bymidten.

Dermed får også skoler og børn en slags ejerskab over de ting, der sker i byen – og det er en god forudsætning både i forhold til fremtiden og i forhold til, at børnene og deres forældre dukker op til den store isskulpturfestival. Den slags giver relevant sammenhængskraft i et bysamfund som Give.

 

 De små juletræer i Østergade og Vestergade blev også behængt med hjemmelavet julepynt. Foto: Jim Hoff

 

Der var både høflig og gavmild betjening i frugt - og juiceboden på Torvet, hvor børnene helt gratis kunne forsyne sig med sunde lækkerier. Foto: Jim Hoff

Andre læser

Iskoldt men flot jubilæum: Isskulpturfestivalen i Give klar til at komme på banen for 10. gang