Kom og hør 2. del af foredraget om præst og forfatter Steen Steensen Blichers liv.

Foto: Grundtvigsk Forum og Ældresagen indbyder til søndagshygge søndag den 26.10.25 kl. 14.00 i Sognehuset i Give, hvor emnet er Steen Steensen Blicher. PR-grafik

Sidste år begyndte Hans Nielsen sit foredrag om den berømte digter / forfatter – i år bliver det den voksne Blicher – med fokus på menneskers konflikter og tragedier, han med sin indlevelses- og særlige fortælletekniske stil var så god til.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Grundtvigsk Forum og Ældresagen indbyder til søndagshygge, og det sker søndag den 26.10.25 kl. 14.00 i Sognehuset i Give.

Hans Nielsen, Give, kommer og fortæller om en af vores mest betydningsfulde skikkelser i den danske litteraturhistorie nemlig præst og forfatter Steen Steensen Blicher, der blev født i 1782 i faderens præstegård i Vium og døde i 1848 i Spentrup. Første del af foredraget om digteren leverede Hans Nielsen sidste år. Denne gang bliver det den voksne Steen Steensens Blichers liv, der bliver sat fokus på

Hans Nielsen vil fortælle om S.S.B.s liv som præst og forfatter,  om hans mange noveller og digte og om hans kærlighed til natur, jagt og vandring på den jyske hede. Et liv der også bød på flere svære perioder.

Hans Nielsen vil krydre fortællingen med indblik og begivenheder fra sin egen hjemegn, der var tæt på S.S.B. Underholdning, kaffe/the og kage er alt sammen med i prisen, og vi skal hilse fra Grundtvigsk Forum og sige, at alle  er velkomne.