Målbevidst og ambitiøs: Kæmpetalentet Oleksandra fra Givskud viser sig flot frem i kampsporten Moo Duk Kwan Tang Soo Do

Foto: Oleksandra Bychok startede med at gå til Moo Duk Kwan Tang Soo Do som 9-årig, og hun har gennem 5 år høstet masser af medaljer og hædersbevisninger for sit talent og sin tilgang til sporten. Foto: Jim Hoff

14-årige Oleksandra Bychok er et rigtig godt eksempel på et ungt menneske, der via et stort talent og ihæring og ambitiøs træning er nået rigtig langt med sin sport, kampsporten Moo Duk Kwan Tang Soo Do. Hun har høstet flere hædersbevisninger og et hav af både guld, sølv- og bronzemedaljer ved udenlandske stævner. Her kan du læse historien om et virkelig sejt ungt menneske. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVSKUD: Kampsporten Moo Duk Kwan Tang Soo Do har gennem flere år haft fast træningsgrund i Givskudhallen, og det var netop her, den dengang 9-årige Oleksandra Bychok mødte op for fem år siden med frisk mod på at blive en del af denne kampsportsgren, der indeholder en lang række elementer fra andre kampsportsgrene som judo og Tae Kwon Do.

Faldt pladask for sporten fra dag ét

- Jeg havde prøvet en del andre sportsgrene, men så var det, at mine forældre anbefalede mig at prøve at gå til Tang Doo So, som vi selv kalder det for nemheds skyld. Og jeg var da klar til at prøve noget nyt og noget andet. Der var også nogle fra skolen, der gik til det, så jeg kastede mig ud i det – og jeg fandt ud af lige med det samme, at det her var lige noget for mig.

- Jeg syntes fra dag ét, at det var en spændende sport, hvor man lærer en hel masse, og hvor det også handler om respekt. Jeg trivedes med det samme i sporten og sammen med mine venner dér, og min træner Erik Kristensen kunne hurtigt melde ud, at han kunne se et potentiale hos mig, fortæller Oleksandra.

Første guldmedalje i hus som 10-årig

Hun er i dag 14 år, bor stadig i Givskud, og hun går i dag i 8. A på Søndermarksskolen i Give. Hun er født og opvokset i Danmark, og hendes forældre kom hertil for cirka 20 år siden.

- De er begge blevet danske statsborgere med de dertil hørende danske værdier. Vi fejrer jul og alt muligt andet, typisk dansk, så min familie er 100 procent dansk, forklarer Oleksandra, der i dag træner sin sport både i hallen i Givskud og i Ødsted og Jerlev.

Da Oleksandra var 10 år, altså efter cirka 1 års træning i TDS, deltog Oleksandra i sit allerførste stævne. Det var i Holland, og her var der godt med sommerfugle i maven hos den unge pige.

- Jeg var da megasnervøs. Det var første gang, jeg skulle til udlandet helt uden mine forældre, men det gik megagodt, så jeg var superglad for den oplevelse. Jeg kom hjem med 1 guldmedalje og 2 bronzemedaljer første gang, jeg var til stævne, så det var virkelig en flot oplevelse, konstaterer Oleksandra med et stort smil.

Elsker at træne

Året efter, da hun var 11 år, var Oleksandra så afsted to gange til stævne; igen gik turen til Holland, henholdsvis i foråret og efteråret, og her kom hun simpelthen hjem med to guldpokaler. Og så anede man ligesom skriften på væggen, at der var tale om et ekstraordinært talent.

Talent er, som vi ved, ikke nok for at komme helt til tops i idrættens verden. Det kræver også vilje og hård træning – og her skinner Oleksandra også.

- Jeg træner fast to gange om ugen, det ligger 100 procent fast. Men tit bliver det til tre gange om ugen, og op til stævnerne træner jeg fire gange om ugen. Det handler meget om at få det til at passe ind i hverdagen med skole, lektier og alt det andet – men det er vigtigt for mig at træne målrettet og godt hver uge, pointerer den ambitiøse unge dame.

I 2023 var hun med til EM i München, hvor det blev til to bronzemedaljer, og i 2024 var Oleksandra på en international træningstur til Warszawa i Polen, hvor der var fokus på intensiv teknisk træning.

Fantastisk 2025 med idrætspriser og VM-guld

Og så kommer vi til 2025. Det blev et skelsættende år for den unge topatlet fra Givskud, hvor hun først og fremmest realiserede sin store drøm og ambition om at få sort bælte (også kaldet Kousa Nim i hendes sport). Det gav hende et kæmpe boost at nå dertil, men der var flere højdepunkter på programmet dette år.

- I 2025 var jeg med til VM i Spanien i februar, og her blev det til 1 guldmedalje og 2 sølvmedaljer i de tre kategorier, jeg stillede op i. Det var megafedt at klare sig godt til så svært et stævne med så dygtige modstandere, hvor nogle af dem var 20–25 år.

- De gode resultater i Spanien betød også, at jeg blev inviteret med til VM i Tyskland, igen et stævne med virkelig gode modstandere. Her fik jeg 2 sølvmedaljer og 1 bronzemedalje med hjem til Givskud i konkurrence med dygtige kæmpere fra over 18 lande. Så du kan tro, jeg var megastolt, da jeg kom hjem til Givskud igen. Jeg tænker da, at det for en dansk atlet var noget af en milepæl, jeg opnåede der, siger Oleksandra med et stille smil.

Med til Irland som underviser

I 2025 var hun også inviteret til et internationalt stævne i Manchester i England, hvor hun igen løb ind i sine VM-modstandere fra stævnerne i Spanien og Tyskland. Og her kunne man se, hvor meget Oleksandra havde lært fra de to foregående stævner, idet hun her på imponerende vis hentede 2 guldmedaljer med hjem til Danmark.

- På grund af mine fine resultater blev jeg inviteret til et internationalt stævne i Irland i december 2025, hvor jeg underviste, og hvor der var fokus på vidensdeling og udvikling. Det var fantastisk at stå der som mentor og underviser for de irske unge og børn og guide dem ind i denne dejlige sportsdisciplin. Her underviste jeg de irske børn sammen med nogle af mine veninder fra VM, og det var virkelig en fed oplevelse, fortæller Oleksandra.

 

Her ser vi Oleksandra sammen med nogle af sine holdkammerater i klubben. Privatfoto

Har flot opbakning fra sine lærere og klassekammerater

Hun går som sagt i 8. A på Søndermarkskolen i Give, hvor hun nyder god støtte og respekt fra sine veninder i skolen – både fra klassen og parallelklassen.

- Og jeg vil også gerne her sende en hyldest til mine lærere Majbrith og Hans Martin. De har begge givet mig en kæmpestor opbakning i forhold til min sport, og det er virkelig rart at vide, at man har deres opbakning. Det kan godt ske, at jeg i forbindelse med stævner i udlandet skal have en fridag eller to, og det er aldrig et problem, hvilket jeg er meget taknemmelig for.

Idrætspris og Årets Fighter

I 2025 begyndte Oleksandra at kæmpe i seniorrækken, hvor hun nu kan møde modstandere, der er væsentligt ældre og har mere erfaring fra sporten end hende – og samtidig også kæmpe mod jævnaldrende.

- Jeg synes jo, at jeg har nået mange af mine mål: det sorte bælte, at repræsentere Danmark ved stævner i udlandet og at undervise andre i Tang Soo Do. Jeg har også fået Vejle Kommunes Idrætspris i 2021, jeg blev kåret til Årets Fighter inden for Tang Soo Do ved et stævne her i Danmark i 2025 – alt sammen noget, jeg virkelig er stolt over at have opnået.

Flot og uundværlig opbakning fra træner og familie

- Jeg er begyndt at undervise de små her i hallen i Givskud som hjælpetræner, hvor jeg også har været på et trænerkursus. Så det er rigtig fedt. Her vil jeg også gerne sende en hyldest til min træner Erik Kristensen, der virkelig har bakket mig flot op fra dag ét og har vist mig respekt. Det har virkelig betydet meget for mig og har været en klar medvirkende faktor i min gode udvikling i sporten.

- Også en kæmpestor tak til min familie, der har vist mig stor opbakning, hvilket jo også er supervigtigt for mig, fortæller Oleksandra, hvis lillesøster også er begyndt at gå til Tang Soo Do – lidt mere på hyggeplan.

Drømmer om tredobbelt VM-guld i 2026

Oleksandra har som kan læse opnået rigtig meget på relativt kort tid, og hendes helt store drøm og ambition er nu, at hun kan vinde guld ved VM i Tyskland til efteråret i alle de tre kategorier, hun stiller op i.

Derudover har hun en klar ambition om at være en god og respekteret ambassadør for sporten, som hun gerne ville være med til at synliggøre.

Og her kan man konstatere, at begge disse målsætninger bestemt ikke er urealistiske med tanke på Oleksandras evner, talent og tilgang til sporten.

Andre læser

Seje Nicoline og Frida er klar: Åben hal i Give Idrætscenter i vinterferien

Fantastiske nyheder fra Give Camping: Maja fra Give er klar til at drive både campingpladsen og cafeteriet!

Give henter 1. pladsen i flest solgte byggegrunde i kommunen i 2025

Fortsat flot vækst i Vejle Kommune – og Give rykker sig med 3,7 procent