11-årige Hjalte skal til VM i fodboldgolf: Går i mor og fars pokalfyldte fodspor

Denne herlige unge mand fra Filskov er totalt vild med fodbold. Han bruger flere timer om dagen på at træne, både hjemme og i klub. Og så er han en dygtig fodboldgolfspiller, noget han har arvet fra sin far og mor. Nu skal han til VM i fodboldgolf, mine damer og herrer, må vi præsentere: Hjalte Sandfeld.

Af Jim Hoff jimhoff@voreslokalavis.dk

UNGT PORTRÆT: Klokken er lidt over 8.00 mandag morgen. Vi befinder os på det smukke anlæg, der huser Filskov Fodboldgolf, og ude midt på banen drøner en ung 11-årig ung knægt rundt laver lækkerier med en fodbold.

Her er Hjalte nemlig i sit es – med en fodbold, noget lækkert græs og så en masse tekniske udfordringer.

Han laver det ene fine spark efter det andet, og inde ved det tilhørende klubhus står hans mor Louise og smiler bredt. Og avisens udsendte nikker også genkendeligt til den unge mands glæde ved legen med den lille runde.

- Skal vi ikke lige skyde nogle billeder, inden vi går i gang med interviewet, foreslår jeg, og den er Hjalte med på. Vi får nogle fine fotos i kassen, og seancen ender inde i boldrummet, hvor der hænger et stort pokalskab, der bugner af fodboldgolfpokaler, der mestendels er vundet af især Hjaltes far Bent og i lidt mindre grad hans mor Louise. Her er der både VM- og EM- titler på cv’et.

Fodboldgolfen ligger i generne

Den 11-årige gut er som sagt bidt af en gal fodbold, ikke så sært, noget der i den grad ligger i generne, idet både Hjaltes far og mor har spillet fodbold og fodboldgolf med en stor passion for og dygtighed i sidstnævnte disciplin.

Og nu står der så VM på skemaet. Helt nøjagtig VM i fodboldgolf i juniorklassen, der afholdes i Skejby fra den 16. august til den 20, august. Her skal man være mindst 10 år for at stille op, og Hjalte kan her rende ind i modstanderne, der er 15-16 år gamle, så han får kam til sit flotte fodboldhår.

- Det er den første store turnering, som jeg skal med til. Jeg er sikkert en af de yngste i min række, men i double skal jeg spille sammen med min makker Oliver fra Grindsted. Her første gang er jeg med for at lære, for at få noget rutine, men det er da helt sikkert, at jeg skal til at vinde nogle pokaler. Det er ikke sikkert, at jeg kommer til at vinde så mange som min far, men min mor kan jeg sagtens slå. Det bliver ikke så svært, for hun har ikke vundet så mange, lyder det fra den friske unge mand med et stort smil hen mod Louise. Det er tydeligt, at de begge elsker denne indbyrdes konkurrence omkring fodboldgolfen.

Fodboldgolf handler naturligvis om god teknik, ikke mindst god sparketeknik, men det handler også om at bevare overblikket og roen, når de allervanskeligste huller skal besejres. Foto: Jim Hoff

Mor eller Hjalte – hvem er bedst?

Hjalte og Louise har været oppe på bane i Skejby et par gange for at få træner på selve VM-banen, og rent teknisk/sparketeknisk er den unge mand klar til at tage kampen op mod de noget ældre og større modstandere.

– Synes jeg rent teknisk er bedre end min mor. Mor er også teknisk god, men jeg kan sparke langt. Tror jeg vil vinde 9 ud af 10 kampe mod min mor, lyder det optimistisk fra Hjalte. 

- Nå nå, det ved jeg nu ikke lige. Husk nu på, at fodboldgolf også handler om det mentale. Mere end 50 procent, tænker jeg. Man skal kunne styre sit temperament og holde hovedet koldt hele vejen rundt, og her har du nok lidt at arbejde med, lyder svaret fra Louise med en stort smil hen mod junior.

Klippede den røde snor ved indvielsen af banen i Filskov

Hjalte spiller og træner naturligvis meget på fodboldgolfbanen i Filskov. En bane som hans far og mor selv etablerede tilbage i 2016, hvor det såmænd var det dengang 3-årige Hjalte, der klippede den røde snor over, da banen officielt skulle indvies.

Familien mistede desværre Bent i januar 2020, hvor den vellidte og supersympatiske kromand og familiefar tabte kampen til kræft, så når Hjalte tørner ud til VM i Skejby, er det helt sikkert med farmand på sidelinjen rent mentalt. Ingen tvivl om, at Bent ville have været pivstolt over at se sin søn i dag: En supersød, dejlig ung mand, der er rigtig god til at formulere sig, og som har nogle rigtig fine og modne betragtninger omkring sig selv og sin sport. Og en flittig og ambitiøs ung mand, der hver dag træner benhårdt for at nå sine mål og drømme med fodbolden – totalt i Bents ånd.

Helt vild med fodbold

Nok skal Hjalte med til VM i fodboldgolf, nok er hans forældre verdensmestre/europamestre i fodboldgolf, men det er ”den rigtige” fodbold, der har hans helt, helt store interesse.

- Jeg har vel spillet fodbold, siden jeg var 3 år. Det var på sandkasseholdet i Filskov. Jeg startede mere seriøs med fodboldgolf for godt et år siden sådan lidt som en hobby. Jeg har spillet i Filskov i nogle år. Så skiftede jeg til Grønbjerg/Billunds U12, og i år skal jeg spille på Grindsted U 12 hold i A-rækken. Det glæder jeg mig vildt meget til, for det er et godt hold med gode spillere, og vi skal møde nogle gode hold. Det kan udvikle mig som spiller, fortæller Hjalte, der også er tilknyttet FC Midtjyllands Licenstræning, der er trinnet før Akademiet hos Ulvene fra Ikast/Herning.

- Jeg har da også haft 4 træninger med Akademiet, så det var et stort sportsligt skulderklap. Det gik rigtig fint, så jeg tænker da nok, at jeg kan være med der, fortæller Hjalte.

 Pokalskabet i klubhuset ved fodboldgolfbanen i Filskov bugner af pokaler og trofæer, og den samling vil Hjalte meget gerne bidrage til. Foto: Jim Hoff

Træner fodbold 5-6 gange om ugen

Han har hen over sommerferien trænet cirka 20 timer om ugen, og i de almindelige uger træner han 5-6 gange om ugen, 1-3 timer hver gang. Han spiller på midtbanen eller kanten, og især den sidste position er han glad for, for her kan han drible og lave en masse cut-backs (skrå afleveringer fra baglinjen ind til en fri medspiller foran målet).

- Jeg tænker, jeg har et godt overblik, er god teknisk og har en fin sparketeknik. Jeg kan da også godt finde ud af at lave mål. Jeg var med BFOs (Blåhøj, Filskov, Sdr. Omme, red.)  U12-hold til Kibæk Cup, hvor jeg scorede 8 mål og havde 8 assists og skaffede to frispark, som vi scorede på, lyder det fra en stolt Hjalte, der har danske Rasmus Højlund og portugisiske Ronaldo som sine store idoler.

Fra Ballon D’or til ”tøffetid”

Som man nok kan regne ud, fylder fodbold rigtig meget i Hjaltes fritid, og det er da også hans helt store drøm at blive professionel. På et tidspunkt mente den unge fodboldentusiast også, at han skulle gå efter Ballon D’or (titlen som verdens bedste fodboldspiller), men den har hans jordbundne mor dog været i stand til at pille lidt ned igen. Lidt!

- Det er megafedt, at Hjalte bruger så meget tid på fodbold, men vi har også en aftale om, at han skal huske at give sig selv lidt ”tøffetid”. Et andet ord for afslapning, hvor man ligger på sofaen og hygger sig, ser lidt fjernsyn eller læser et Anders And-blad. Det er vigtigt, at det hele ikke bare går op i fodbold. For når Hjalte har legeaftaler med vennerne, så handler det om fodbold, de spiller fodbold i skolen, herhjemme og i klubben - så indimellem skal man lige slappe lidt af, lyder det snusfornuftigt fra Louise.

Får sin egen fodboldbane i 2024

Den tygger konkurrencemennesket Hjalte Sandfeld lidt på, inden han topmotiveret og forventningsfuldt fortæller, at han glæder sig helt vildt til næste år. Her bliver der nemlig lavet en lækker fodboldbane ude på Trædemarksvej, hvor han bor ude hos Torben Thomsen Brink sammen med sin mor og lillebror Noah.

- Og så ønsker jeg mig også helt vildt en træningsmur, så jeg kan øve afleveringer og tæmninger. Men det har vist lidt lange udsigter, for min mor siger, at sådan en rigtig træningsmur er megadyr. Men så kan jeg jo bruge Goal Station-banen ved kunstbanen i Give. Den er bare fed og rigtig god at træne på. Og det er faktisk min største drøm udover at blive professionel: At træne 5-6 gange om ugen, det er det jeg drømmer mest om, konstaterer Hjalte.

Familiært heppekor med til VM

Tilbage til fodboldgolfen, så går han banen i Filskov på minus 9, det vil sige, at han bruger 9 spark færre, end det er forventet. Det er stærkt for en 11-årig gut, og det giver da også forhåbninger om en fin fremtid indenfor fodboldgolfen – også selvom det altså er ”den rigtige fodbold”, der trækker allermest i den dygtige fodboldspiller.

Men helt uden passion for fodboldgolfen er han bestemt ikke, for da hans mor deltog i EM i fodboldgolf i Tjekkiet, og hentede en fin 8. plads, var Hjalte inde og opdatere på resultater hvert 5. minut.

Når han selv er til VM, er det med fuld opbakning fra mor Louise og lillebror Noah, der er med som fast heppekor. Louise deltager også i VM, og så kan drengene jo passende heppe på deres mor også.

Om der er en indbyrdes konkurrence mellem de to, om hvem der klarer sig bedst?  Også i den grad – for mor og søn er begge konkurrencemennesker til fingerspidserne, når det kommer netop til fodboldgolf - og det indbydes hierarki.