2 kasser og 1 assist af Christian Skov: Give på delt 1. plads efter 5-0 sejr i Hedensted
Foto: Christian Skov leverede en flot kamp mod Hedensted med 2 scoringer og 1 assist. Dermed har den talentfulde spiller fået en rigtig god start på 1. holdet i Give. Foto: Jim Hoff
Give Fremads serie 1-mandskab hentede sin tredje sejr på stribe i udekampen mod Hedensted, og dermed har de grønne lavet 9 points i de sidste 3 kampe med en målscore på13-1. I skrivende stund deler Give rækkens 1. plads med Ry, begge hold har 23 points for 12 kampe, men Ry er bedst indbyrdes, inden rækkens sidste to kampe skal afvikles.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
Gives trup: Jonas Rejsenhus, Pelle Rasmussen, Mathias Bargmann Mikkelsen, Kasper Larsen, Victor Snoghøj, Magnus Bitsch, Peter Christensen, Martin Nørskov, Christian Skov, Magnus Rasmussen og Jakob Kristensen. Bænken: Jeppe Eskildsen, Mikkel Gejl og Malthe D. Pedersen.
Mål:
1-0 Magnus Rasmussen idet 10. min. Assist Christian Skov
2-0 Jakob Kristensen i det 11. minut. Assist Magnus Rasmussen
3-0 Christian Skov i det 45. minut. Assist Jakob Kristensen
4-0 Christian Skov i det 46. minut. Assist Magnus Rasmussen
5-0 Malthe D. Pedersen i det 86. minut. Assist Magnus Rasmussen
FODBOLD: Efter den vigtige og flotte sejr på hjemmebane tirsdag den 9. juni over lokalrivalerne fra Brande IF stod der Hedensted på udebane på kampplakaten for Give Fremads serie 1-mandskab. En noget anden modstander, idet hjemmeholdet inden opgøret allerede var rykket ud af rækken med 4 points for 12 kampe.
På papiret var Give dermed storfavoritter til at løbe med de tre points, men også en klassisk ’bananskræl’, hvor man som tophold godt kan komme galt afsted, hvis man ikke bevarer fokus og spændingsniveauet.
Oppe mod en ’blandet landhandel’
Give var stadig uden det offensive es, Kristoffer Larsen, der døjer med en skade, og man måtte også stille til kamp uden midterstopper Mathias Nørtoft, der var blevet skadet hen over ugen. Hans plads i centerforsvaret overtog rutinerede Mathias Bargmann Mikkelsen – så den plads var i rigtig gode og kompetente hænder.
Hedensted stillede op med en ’blandet landhandel’ af et hold med en frisk flok af spillere fra den vanlige serie 1-trup, 3 fra DS-truppen, to serie 4-spillere og et par U17-spillere. Ganske karakteristisk for holdets sæson, hvor både 1. holdet i klubben, Danmarksserieholdet, og serie 1-holdet har kæmpet med tingene – og begge hold er da også rykket ud af deres respektive rækker.
Sløj Givestart, men så …..
Tilbage til dagens kamp på det legendariske stadion i Mosen i Hedensted, hvor det i starten lignede den føromtalte bananskræl - set med Give briller.
- Vi kommer ikke ud som forventet, og det virker som om, vi ikke er helt klar i kampens første 10 minutter. Hedensted spiller friskt til, og vi skulle åbenbart lige se det hele lidt an. Men da vi scorer til 1-0 og 2-0 i det 10. og 11. minut, var der styr på tingene. Derfra havde vi kampen, hvor vi ville have den, og kort før pausen kan Christian Skov score til 3-0, så det var en fin fornemmelse at gå til pause på, fortæller Gives assistenttræner Kristian Rasmussen.

Gives anfører Magnus Bitsch får ros for en flot præstation på midtbanen i 5-0 sejren over Hedensted. Foto: Jim Hoff
Totalt kontrol i 2. halvleg
Han kunne se et Givemandskab, der i 2. halvleg var i fuld kontrol og som styrede kampen. Christian Skov, der er en af de nye særdeles talentfulde gutter på holdet, scorede sit andet mål i det 46. minut, og dermed blinkede måltavlen i Mosen op på 4-0 i gæsternes favør.
- Vi havde godt styr på kampen, og det gav os mulighed for at give 30-35 minutters spilletid til en af vores andre unge talenter, Jeppe Norlyk Eskildsen, og vi kunne også spare nogle af vores nøglespillere, hvilket er super, for vi er jo inde i et hektisk slutprogram med kampe nærmest hver 3. dag, pointerer Kristian.
Seriøs kandidat i oprykningsræset
Han fremhæver de tre forreste Jakob Kristensen, Christian Skov og Magnus Rasmussen for at levere en flot indsats, og så er der ekstra meget ros til holdets anfører, Magnus Bitsch, der leverede en flot og dedikeret præstation på midtbanen.
- Med sejren her i dag, er vi matematisk sikret mod nedrykning, og dermed kan vi nu med ro i sindet sætte 100 procent fokus på onsdagens svære udekamp mod Stavtrup, pointerer Kristian.
Give skal efter den kamp spille forårets sidste kamp på hjemmebane søndag den 21. juni klokken 14.30 mod uberegnelige ACFC. En sejr i Stavtrup sikrer Give rækkens 2. plads og dermed en oprykningskamp. Vinder man også opgøret mod ACFC, og hvis Ry snubler mod enten Hovedgaard eller Skibet (spilles søndag den 14. juni), så er man pludselig vinder af rækken – og dermed direkte oprykker til JS 1.
Bonusinfo: Give har rækkens bedste forsvar med 19 mål mod sig – og rækkens anden bedste angreb med 39 mål, kun overgået af Hovedgård, der har lavet 40 mål.

Stillingen med 2 runder tilbage - spændende og perspektivrig set med Givebriller. Grafik DBU














































