3 A-ryttere på inspirerende træningstur med GCK-ungdom

Give Cykelklub har et fint hold bestående af en række unge cykelryttere, der træner fast hver uge med Jacob og Robert Due Kvistgaard som trænere. Klubbens eliteryttere på DCU-Team Give Elementer kigger også gerne forbi til træningen for at inspirere de unge ryttere.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

CYKELSPORT: Det er altid godt at have en god fødekæde i en sportsklub, så man kan være leveringsdygtig i fremtiden til de hold, der ligger i den mere eliteorienterede del af klubben.

Således også i Give Cykelklub (GCK), der er en bredt funderet klub med både ungdomshold, licensryttere på eliteniveau og en velvoksen motionsafdeling. Denne artikel har fokus på klubbens ungdomshold, der består af i alt 10 ryttere, drenge og piger, i alderen 6 til 15 år.

Holdet trænes af Jacob Due Kvistgaard og Robert Due Kvistgaard, søn og far, der begge har en stor kærlighed til cykelsporten.

- Det er Jacob, der officielt står for træningen, mens jeg så er en lidt mere tilbagetrukket leder for holdet. Vi træner tirsdag og onsdag samt hver anden torsdag. Vi træner cirka en times tid, og det handler meget om tekniktræning. Vi kører mest rundt i Give by, og vi finder da også nogle gange nogle punker med lidt bakketræning, fortæller Robert og Jacob.

Nogle torsdage står den også på decideret landevejstræning, og her er de allermindste ryttere så ikke med.

Denne onsdag har holdet fint og prominent besøg, idet tre af DCU-Team Give Elementers ryttere fra A-holdet er med på turen.

Elsker at give idolerne baghjul

Det er Anders Bruun, Jeppe Falk og Mads Mondrup, der stiller op – og det sker faktisk af og til, at nogle af eliterytterne kører med på de helt unge rytteres træningstur.

- Det handler rigtig meget om at vise, at vi er én samlet klub, hvor vi dyrker fællesskabet på kryds og tværs af alle hold og årgange. Der er da også motionister, der kører med, og nogle gange også nogle af børnenes forældre. Som udgangspunkt er alle jo velkomne til at køre med. Når det er eliterytterne, der stiller op som i dag, så får de unge ryttere deres rollemodeller helt tæt på – og de elsker jo at komme ud og give idolerne en gang baghjul – det er i hvert fald det de unge siger, inden vi kører afsted, siger Robert med et stort smil.

Det er stort set samme program der køres, også når toprytterne fra TGE er med på turen. Men når man er fem voksne ryttere med erfaring afsted, er der mulighed for at lave holdopdeling/niveaudele, og det giver jo god mening, når rytterne er fra 6 til 15 år og kommer med vidt forskellige forudsætninger.

- Det er jo skidefedt, når A-rytterne stiller op her sådan en dag. Det giver noget ekstra lir og hype, og ungerne og A-rytterne elsker det bare, siger Jacob, inden den topmotiverede flok hopper op på jernhestene og drager ud på dagens træningstur.