4-1-sejr over Billunds Jyllandsserie: Give leverede lovende takter i forårets sidste testkamp
Foto: Her header forsvarsspiller Mathias Nørtoft Give foran 4-1 efter oplæg på hjørnespark fra Magnus Rasmussen. Foto: Jim Hoff
Nu nærmer turneringsstarten sig endelig for seriefodbolden efter en lang opstartsfase, og på den konto spillede Give Fremads serie 1-mandskab lørdag den 21. marts forårets sidste testkamp, da ”de grønne” mødte lokalrivalerne fra Billund IF’s Jyllandsserie 2-mandskab på SuperBrugsen Arena i Give.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLD: Det var et kompetent og fremadstormende hold, som Give Fremads Serie 1-hold havde valgt som sidste modstander inden turneringsstarten 2. april. På ”Kunsten” på SuperBrugsen Arena ved Give Idrætscenter var det nemlig Billund IF’s himmelstormere, der skulle give de grønne kamp til stregen – et hold der på to år på imponerende vis er rykket op fra Serie 3 til Jyllandsserie 2 med et ungt, talentfuldt og spændende hold.
Har spillet 5 testkampe
Det var Gives 5. testkamp, hvor det lokale Serie 1-hold fortrinsvis har mødt modstand fra Jyllandsserie 1 og 2. Det var før dagens dyst blevet til 1 nederlag, 1 uafgjort og to sejre for cheftræner Søren Ryberg og hans tropper.
Hjemmeholdet stillede på dagen med følgende mandskab i en 4-3-3-formation: Jonas Vinkel Reisenhus, Pelle Rasmussen, Mathias Bargmann, Lukas Flensborg, Mikkel Gejl, Peter Christensen, Magnus Rasmussen, Magnus Bitsch (anfører), Jakob Kristensen, Martin Nørskov og Kristoffer Larsen, mens Mathias Nørskov, Chris Bech Thomsen og Frederik Bramm var på udskiftningsbænken – en bænk, som selv Bayern München ville slikke sig om munden over at have.
Holdet var på dagen ramt af skadebetingede afbud fra Victor Snoghøj samt de to langtidsskadede spillere Rasmus Østergaard og Kasper Larsen, som dog begge er på vej tilbage til træningsbanen igen.
Drømmemål af Magnus Bitsch
Cirka 80 tilskuere var mødt frem denne disede lørdag eftermiddag på SuperBrugsen Arena, og de fik to offensive hold at se, som ikke var kommet til bold for at stå og gemme sig nede i forsvarsrækkerne. Der blev spillet friskt fremad i et rigtig fint tempo, og når to hold møder op med den tilgang, så er det en fornøjelse at se på.
Begge hold producerede pænt med chancer og muligheder i en levende kamp, hvor der dog skulle et drømmemål til, før det gik hul på bylden. Det var Gives anfører, midtbanedynamoen Magnus Bitsch, der i det 39. minut traf en glimrende beslutning om at fyre kanonen af nogle meter udenfor straffesparksfeltet, og han ramte den nøjagtigt som John ”Faxe” Jensen i EM-finalen i juni 1992 ”lige i røven”, så bolden tordnede som et målrettet krydsermissil helt op i trekanten i det lange hjørne bag en sagesløs Billund-keeper.

Her netter angriber Kristoffer "Messi" Larsen til 2-0 efter flot oplæg fra Jakob Kristensen. Foto: Jim Hoff
Give klart bedst efter pausen
Give gik dermed til pause med 1-0-føring, og der kunne efter spil og chancer sagtens have stået 2-2, men holds ellers ret oplagte muligheder manglede den sidste skarphed.
Efter pausen kom Chris Bech Thomsen og Mathias på banen i stedet for Lukas Flensborg og Peter Christensen, og lidt senere kom også holdets nye spiller fra Vejle, angriber Frederik Bramm, på banen i stedet for Kristoffer Larsen.
Og netop sidstnævnte fik en hovedrolle i det 60. minut, da han efter et smukt oplæg fra den på dagen særdeles veloplagte angrebskollega, Jakob Kristensen, scorede til 2-0. I samme minut fik Billund dog reduceret til et flot angribermål, og så havde vi igen en åben kamp.
Lige til det 72. minut, hvor Jakob Kristensen efter et vellykket soloraid kanonerede bolden op i nettaget, og da indskiftede Matthias Nørtoft, små 5 minutter senere, headede en sukkerball af et hjørnespark fra Magnus Rasmussen i nettet til 4-1, var dysten afgjort til Gives fordel.

Frederik Bramm, en klassisk 9'er, er ny spiller i Give Fremad i år, og han km på banen i 2. halvleg. Foto: Jim Hoff
God generalprøve – og med plads til forbedringer
Fortjent sejr til Give, der især i 2. halvleg havde kontrol over kampen, og som producerede en del fine muligheder og stod godt i bagkæden, hvor en sikker og rolig Jonas Vinkel Reisenhus leverede en sikker keeperpræstation.
En god generalprøve af de grønne mod en kompetent modstander, og selv om der især i 1. halvleg godt kunne findes elementer i spillet, der kunne forbedres, kan holdet og trænerteamet, der udover cheftræner Søren Ryberg består af Pelle Rasmussen og Kristian Rasmussen, se frem til forårspremieren på hjemmebane den 2. april mod Ry Fodbold med positive forventninger.
Du kan i løbet af næste uge læse en optaktsartikel om Give Fremad her i avisen, hvor jeres udsendte har talt med Søren Ryberg og Kristian Rasmussen samt et par spillere om de nye friske vinde, der blæser i Give Fremads seniorafdeling her i foråret 2026.

Jakob Kristensen bomber her kuglen op i nettaget til 3-1 til Give. Foto: Jim Hoff

Her er det anfører Magnus Bitsch, der scorede årets mål på SuperBrugsen Arena til 1-0, der forsøger sig med et akrobatisk saksespark. Foto: Jim Hoff
















































