
80 minutters håndbold: Give videre i pokalgyser i Kolding efter 2 x omkamp
Det blev en både målrig og topspændende pokalkamp, da Kolding HK fra 3. division og Give HK fra 2. division tørnede sammen lørdag i Parkhallen i Kolding. 89 mål fordelt over 80 minutter var en del af krydderiet i den farverige håndboldmenu, de to hold serverede for tilskuerne i en klassisk pokalkamp, hvor ’The Underdog’ bed rigtig godt fra sig.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
HÅNDBOLD: Det bleven på alle måder klassisk og dramatisk, og sindssygt spændende, pokalkamp, da Kolding HK fra toppen af 3. division tørnede sammen med Give HK fra toppen af 2. division. Hjemmeholdet kom på bagkant af en meriterende 24-22 hjemmebanesejr over TM Tønder; en sejr der bragte koldingenserne op på rækkens 1. plads, mens Give havde noget træls bagage med i tasken efter 32-28 nederlaget til Hørning på hjemmebane.
Til dagens pokalbrag måtte træner Erik Brik blande kortene lidt anderledes, idet der var afbud fra 5 stamspillere i form af Sebastian Hansen, Jonas Bilberg. Simon Søgård, Simon Madsen og Kristian Nederby.
Det gav i forhold til Hørning-kampen plads på holdkortet til Frederik Lindeman (keeper), Esben Panduro, Tobias Lykkeskov, Frederik Hedegaard Sørensen og spilletid til Rasmus Secher.
Klassisk intens pokalfight
Give lægger godt ud i 1. halvleg i en kamp som Gives cheftræner Erik Flak karakteriserer som ”en rigtig pokalkamp med høj intensitet”.
-Vi får en god start mod et Koldinghold, der kommer med alt, hvad de har. Det bliver en meget urolig kamp, virkelig intens med mange hårde dueller. Vi ser også en Kolding-keeper, Karsten Tietje, der står en brandkamp med flere redninger i Emil Nielsen-klassen, og det holder Kolding inde i kampen. Vi fører 20-18 ved pausen, men i 2. halvleg kommer vi under pres. Med blot 10 sekunder tilbage fører Kolding 34-33. men vi får udlignet og sikrer os dermed en omkamp på 2 x 5 minutter, fortæller Erik Flak.
Omkampen vat tæt, intens og helt lige, og den ender 39-39, hvorefter der må sættes gang i omkamp nr. 2.
Give HK fløj videre i pokalen efter en 46-43 sejr over Koldng HK - men der skulle 2 gange omkamp til, før Give kunne hive sejren i land. Foto: Jim Hoff
Hiver den hjem på stærk kollektiv indsats
Her viser Give så klassen og vinder de 10 minutter med 7-4 og hiver dermed en 46-43 sejr hjem efter en nervepirrende kamp, der holdt begge lejres trænerbænke på pinebænken.
- Det var virkelig en hård omgang og hårdt for systemet med hele to gange omkamp. Men vi stod sammen til sidst, da det gjaldt og fightede via en stærk kollektiv indsats pokalsejren hjem. Og det er vi rigtig glade for, alle er lettede, for nu er vi videre til næste runde, hvor vi jo kan håbe på en spændende modstander . Vi er i dag oppe mod en modstander, der stiller med en flok rutinerede herrer samt nogle yngre kræfter, og Kolding bider godt fra sig, men vi kører dem så trætte til allersidst. Nu er vi meget spændte på, hvem, der kommer op af hatten til næste runde, siger Erik Flak.
Knivskarpe Hansen
Han kunne se rutinerede Kristian Klitgård (tidligere Givespiller) hamre 13 kasser ind for Kolding, mens en knivskarp Adam Hansen scorede 11 mål på 12 forsøg. Dertil kom en fin præstation af keeper Frederik Lindeman, der diskede op med nogle afgørende redninger.
- Alle gjorde alt hvad de kunne i dag. En kamp vi måtte fighte hjem, og det gjorde vi – og en kamp vi absolut skulle vinde, og selvom det blev en benhård dag på kontoret, gik det hele jo vores vej, da det hele skulle afgøres, konstaterer Erik Flak med letteste og glæde i stemmen.
Give har nu kamppause frem til søndag den 23. februar, hvor Viby gæster Vestjysk Bank Arena
Keeper Frederik Lindeman leverede en stærk indsats med flere afgørende redninger i pokaldysten mod Kolding HK. Foto: Jim Hoff