91-årige Henry køber generatorer, som han sender til Ukraine med hjælp fra Rotary og Lions Club

Velgørenhed og nødhjælp kommer i mange former i dagens Danmark, og her er det ganske bemærkelsesværdigt, hvad det er Henry Jørgensen fra Sejrup har i gang med i forhold til at hjælpe krigsramte Ukraine.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

SEJRUP: En iskold novemberdag med sneen fygende om hovedet tager 91-årige Henry Jørgensen fra Sejrup imod Vores LokalAvis’ udsendte på adressen på Sejrupvej. Iført en varm kedeldragt og pelshue sender han et friskt “godaw og velkommen til”.  

-Vi starter lige her ovre på værkstedet, så skal du bare se, lyder det fra den friske ældre herre. 
Og det der står i værkstedet ved siden af det store fine hus på Sejrupvej er en vigtig del, af den historie, der her skal skrives om Henry og hans nyfundne venner i henholdsvis Rotary og Lions Club i Give.  

Køber generatorer og donerer dem til Ukraine 

Det hele startede i sidste uge, da tidligere revisor og Lions Club-medlem, Karsten Tejsen Sørensen, kontaktede Vores LokalAvis.  

- Jeg har en rigtig god historie, som jeg nok synes er værd at skrive om. Det handler om en 91-årig herre, Henry Jørgensen, fra Sejrup, der køber generatorer op, som han så vil donere til Ukraine. Det er altså ret fantastisk, at en herre på 91 har overskud til den slags, lød det fine argument fra Karsten.  

En uge senere er interviewet sat op, og det er også aftalt, at Viggo Nørtoft fra Rotary og Martin Nielsen fra Lions Club er med. Og det er der naturligvis en ganske speciel årsag til. For nok er den 91-årige tidligere entreprenør og specialist i salg, køb og reparation i alle former for motorer, en frisk rørig og kvik herre, men at tage turen til Ukraine i en lastbil med en vognfuld generatorer, det er nok en lige lovlig stor mundfuld her midt om vinteren.

 91-årige Henry Jørgensen viser her den fine VW-generator fra 1967 frem for fotografen. Foto: Jim Hoff

Kanonflot VW-generator fra ‘67 

Tilbage til Sejrupvej. Henry fører avisens udsendte over på værkstedet, hvor han præsenterer mig for en generator af mærket VW. Mens han ivrigt og med stor kompetence og sans for de maskintekniske detaljer forklarer, hvad det er for en fætter, vi har foran os, triller to biler op i indkørslen, og ind på værkstedet træder føromtalte hr. Nørtoft og hr. Nielsen iført striktrøjer og brede smil i vinterkulden.  

De får også lige begge to historien om den fine VW-generator fra 1967, som har stået på et gartneri på Fyn – og som Henry naturligvis har fået til at køre helt perfekt. Men der er mere. Henry har også købt en helt spritny mindre generator fra Ultra Toolz, samt en større beholdning af i alt 300 kemidragter, som han også vil sende til Ukraine. Faktisk er de første 100 allerede sendt afsted med Anna Larsen, den danskgifte ukrainske kvinde fra Thyregod, der gør en kæmpeindsats mht. nødhjælp til sit krigshærgede hjemland.  

- Nå, men nu skal vi ikke stå herude og fryse mere. Jeg har nogle varme æbleskiver og kop varmkaffe klar til jer, så kom endelig med indenfor, lyder det gæstfrit fra Henry. 

Æbleskiver med god “fløde” til kaffen 

Mens æbleskiver med dertil hørende sukker, marmelade og flormelis og kaffe nydes i Henrys køkken, går snakken lystigt hen over bordet. Det grundlæggende tema handler dog om, at Henry meget gerne vil have Viggo Nørtofts hjælp til at få transporterer æbleskiverne til Ukraine. Viggo har to gange selv været i Ukraine med nødhjælp med dels egen lastbil og i en større lastbil, så han kender turen, har det rigtige netværk og kan også hjælpe med at få læsset grejet fra Sejrup op på en lastbil.  

-Jeg læste jo om den der store generator fra sygehuset i Give, som Rotary fik fat i og fik hevet op af kælderen med en stor kran.  Det gav mig en ide om, at jeg også gerne ville hjælpe ukrainerne ved at sende nogle generatorer til landet. Nu går jeg jo meget op i motorer, maskiner og den slags og har ret let ved at skaffe en stak generatorer. Jeg har fået fat i den, altså købt de fleste, fra nedlagte gartnerier, og de skal da gøre gavn et sted, hvor man mangler strøm til lys og varme, fortæller Henry, mens han sender en flaske “fløde” rundt til kaffen.  

Og så er det Viggo kommer ind i billedet 

Under samtalen afslører han, at der faktisk er en generator mere, som vi skal se på, når æbleskiverne har fået ben at gå på.  

- Den står ovre i værkstedet hos min gode ven, Kim Brødsgaard. Det er en stor Mercedes generator, der producerer 80 kilowatt. Den er i god stand, virker perfekt, så den skal da også med til Ukraine, konstaterer henry med et smil.  

Viggo er helt med på ideen og er klar til at hjælpe med at få Henrys 3 generatorer og de 200 kemidragter til Ukraine. Nu er sådan en tur jo ikke gratis i transportudgifter, og det er så her at Martin Nielsen og Lions Club kommer ind i billedet.  

- Vi har jo med stor interesse fulgt Rotary og Viggos flotte engagement i Ukraine, og det er bestemt et projekt, vi i Lions Club Give også meget gerne vil støtte op om. Derfor har vi besluttet at donere 5000 kroner til Viggo til transportudgifter. Vi synes jo, at det er helt oplagt, at vi to velgørenhedsorganisationer i Give samarbejder om de her virkelig gode formål, fortæller Martin.  

Rotary og Lions i samarbejde 

Henry har købt 300 kemidragter hjem, som han sender til Ukraine. Foto:Jim Hoff

Det er da også lige nøjagtigt kabalen med at få dækket transportudgifterne til at gå op, der hver gang er et kardinalpunkt, når Viggo drager østpå. Men her er folk rigtig gode til at bakke op.  

- Sådan en tur ligger i transportomkostninger fra 14.000 til 19.000 kroner, og de første gange er det gået fint med at finde sponsorer, dr vil hjælpemed at dække dette beløb. Men det er dejligt, at Lions og Martin nu også bakker op, og som Martin siger, så er det jo oplagt, at vi samarbejder om at sende nødhjælp til Ukraine. Jeg er meget tæt på at have udgifterne dækket til min næste tur, men det er rart at vide, at de første 5.000 kroner er i hus til den næste tur igen, siger Viggo.  

Han og Martin er enige om, at det giver god mening at samarbejde i den gode sags tjeneste om sådan et stort projekt, som det er at sende nødhjælp til Ukraine, men de er også klar til at samarbejde om andre ting.  

Næste tur ruller i uge 2 

Viggo fortæller i forhold til turen med Henrys generatorer, at han ikke ved, hvor de skal hen. Men han har gode samarbejdspartnere i form af Magic Wings, som er en non-profit velgørenhedsorganisation, der sørger for humanitær hjælp i Ukraine. Og de ved hvor der er brug for hjælp af enhver slags.  
Det er planen, at Viggo tager ud på sin næste tur i uge 2 i det nye år. 

- Som udgangspunkt tager jeg selv afsted, men der kan også opstå en mulighed for, at en ukrainsk vognmand fylder sin lastbil med trailer og tager turen her fra Danmark med tingene. Nu må vi se, hvordan det kommer til at spænde af, siger Viggo, mens de sidste æbleskiver bliver sat til livs.  

Det lyseblå Mercedes-vidunder 

- Nå, de herrer skal vi ikke lige smutte over til Kim ovre på Kollemortenvej og se den store Mercedes generator, lyder opfordringen så fra Henry. Den er både Rotary, Lions Club og Vores LokalAvis med på, og 9 minutter senere står vi så i den store maskinhal/værksted og kigger beundrende på det lyseblå vidunder af en generator fra tyske Mercedes. 

De tre tændte maskinteknisk velbevandrede herrer falder hurtigt i snak og får vendt de fleste relevante fakta om vidunderet, og vi kommer også lige ud at se, den 1200 liters tank, som Kim Brødsgaard donerer til generator-projektet.  

Rigtig flot projekt, som Henry her har sat gang i, og glimrende at to lokale foreninger vælger at bakke op om den 91-årige velgørers empati med det ukrainske folk. Der tales her i december så meget om, at julen er hjerternes fest – og her er der da i den grad handling bag ordene. 

Her genereres der både strøm og næstekærlighed! 

Martin Nielsen, Henry og Viggo Nørtoft beundrer her den lyseblå Mercedes-generator, der også skal til Ukraine og gøre gavn. Foto: Jim Hoff