Årets Dyrepark: Vi skal have titlen tilbage til Jylland og Givskud

Foto: Givskud Zoo er igen her i 2025 nomineret til titlen som 'Årets Dyrepark' i Danmark. En titel man har vundet hele 4 gange, og nu går man naturligvis efter den 5. titel. Der stemmes på Børn i Byens hjemmeside. Foto: Jim Hoff

Hjemmesiden ’Børn i Byen’ er igen klar med den store årlige jagt på diverse titler, og her er Givskud Zoo igen med i opløbet i forhold til at lande titlen som ’Årets Dyrepark’. En titel, den børne- og familievenlige dyrepark såmænd har hentet hele 4 gange fra 2020 til og med 2023, men i 2024 var det Zoologisk Have i København, der løb med hæderen – så nu skal vi have stemt pokalen hjem til Jylland og Givskud.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVSKUD: Imponerende 4 år i træk kunne de gode folk i Givskud Zoo hæve armene i triumf, idet man i 2020, 2021, 2022 og 2023 hentede titlen ’Årets Dyrepark’ i den store onlineafstemning, som er faciliteret af hjemmesiden ’Børn i Byen’.

Et kæmpestort skulderklap til den lokale dyrepark, der i den grad har vist, at man kan bide skeer med andre store dyreparker/zoologiske haver i landet. Og en særdeles motiverende faktor for dyreparkens mange dedikerede medarbejdere, der naturligvis synes, at det er en fantastisk følelse at stå med en bevidsthed om, at danskerne har en masse gode oplevelser, når de kigger indenfor på Løveparkvej 3 i Givskud.

En lille smutter i 2024

I 2024 måtte man så overlade titlen til Zoologisk Have i København, men denne smutter kan vi rette op på her i 2025 ved at gå ind og stemme på Givskud Zoo via dette link: https://bornibyen.dk/articles/prisen-aarets-dyrepark

Der er endda en lille bonus oveni hatten, for når man har afgivet sin stemme, deltager du automatisk i lodtrækningen om et ophold på Best Western Malmø Arena Hotel inklusiv morgenmad og adgang til Funnys Äventyr. Opholdet gælder for to voksne og to børn.

Her i 2025 er de andre nominerede Ree Park Safari, Knuthenborg Safaripark, Zoologisk Have København og Skandinavisk Dyrepark. Der kan stemmes frem til 12. november.

Tre oplevelser i én

På hjemmesiden ’Børn i Byen’ kan man læse en ’varedeklaration’ af Givskud Zoo, hvor det fremhæves, at man her kan hente hele tre oplevelser i én: Klassisk zoo til fods, kør-selv-safari i egen bil og Danmarks største dinosaurpark.

Man kan køre rundt blandt løver, giraffer, zebraer og næsehorn eller gå rundt og opleve dværgoddere, berberaber, humboldtpingviner og kameler samt mange andre fascinerende og eksotiske dyr. Den kæmpestore park danner rammen om vilde oplevelser tæt på dyrene, hyggelige familiestunder, sjove legepladser og mulighed for at blive meget klogere på dyrene – og hvordan vi sammen kan passe på dem og naturen omkring os.

Dertil kan føjes fremragende familiesøndage, hvor der leveres topunderholdning med folk og karakterer som Sebastian Klein, Motor Mille, Børste og Paw Patrol. Og det er noget, der i den grad kan fylde plænen foran scenen ved P1.

Givskud Zoo er god til at finde gode børne- og familievenlige søndagsevents, der tiltrækker massevis af folk. Her er det Sebastian Klein, der giver den gas med en kongepython rundt blandt det begejstrede publikum. Foto: Jim Hoff 

Nu skal pokalen hjem til Givskud

Det er 15. år, at prisen uddeles, og det ville da være sejt, hvis Givskud Zoo her i 2025 kunne hente den 5. titel hjem. Og det kan vi som sagt hjælpe til med ved at afgive vores stemme på det tidligere i teksten beskrevne link.

Vi kan da ikke have siddende på os her i Jylland, at København løber både med Superligatitlen i fodbold og titlen ’Årets Dyrepark’ – nu skal pokalen hjem til Givskud!

 

I foråret 2022 åbnede Givskud Zoo pingvinanlægget med en stor flok humboldtpingviner – og det har fra dag ét været et særdeles populært tiltag både blandt børn og voksne. Foto: Jim Hoff

 

For 10 år siden åbnede Givskud Zoo Danmarks største dinosaurpark med over 50 dinosaurer – og det har akkurat som med pingvinerne været et stort hit. Foto: Jim Hoff

 

Andre læser

Givskud Zoo har ramt plet med fællesspisningskonceptet – og nu kan du komme til italiensk aften.

Musikfestival eller MGP? Paw Patrol i Givskud Zoo tiltrak langt over 1000 mennesker

Givskud Zoo fyldte 56: Sebastian Klein kom, brillerede og sejrede stort med sin jordnære og totalt børnevenlige facon

Daniel og Jonas’ Fuglebingo-app belønnet med Givskud Zoo Naturfonds Rejselegat