Af hjertet tak: Overvældende tilslutning til Vores LokalAvis’ reception

Torsdag fra 16.00-19.00 blev der afholdt reception hos Vores LokalAvis, der havde lånt nederste etage samt atriumgården hos danbolig. Det blev en rigtig fin og hyggelig eftermiddag med vældig flot opbakning, mange gode snakke og massevis af positive tilkendegivelser fra såvel erhvervs, butiks- og foreningsliv samt fra private borgere.  

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk

SAMMENHOLD: Den foreløbige kulmination på den lange rejse fra idé til nu effektueret og velkørende projekt med Vores LokalAvis fandt sted torsdag eftermiddag/aften på Torvegade 5, hvor det nye lokale medie holdt reception for forretningsforbindelser, venner, foreninger og private borgere.

Anledningen var naturligvis opstarten af det nye lokale medie, der har fået en forrygende start med kæmpestor opbakning fra hele området, hvor de to indehavere og iværksættere Søren Grunnet og Jim Hoff havde linet op med rigtig lækker mad fra Givehallens Cafeteria, øl, vin, vand ad libitum og dækket op ved bordene i den sommerklimavenlige gårdsplads.

Netop muligheden for at sætte sig ud og hygge sig ved bordene i gårdspladsen betød, at folk blev længe, fik en masse gode snakke på kryds og tværs af by- og faggrænser, så det var i den grad med til at skabe en rigtig fin og hyggelig stemning.

Det blev lige nøjagtigt så godt og fint som vi havde ønsket os, og vi vil derfor gerne benytte spaltepladsen her til at ytre en stor og hjertevarm tak til alle de mennesker, der dukkede op på denne for os så specielle dag. Det var virkelig overvældende – ligeså mængden af gaver og de mange, mange fine kort og ord, der blev os givet. Waugh – vi er blæst omkuld!

Ja, vi er oppe at svæve på en lyserød sky her dagen efter, men bare rolig; vi er kommet ned på jorden igen og er bare så klar til at yde alt vi kan, for at betale tilbage på den flotte opbakning I alle sammen har vist os.

Afslutningsvist skal der lyde en stor tak til de herlige og gode mennesker, der på dagen gav et gevaldigt og helt undværligt nap med i forhold til alle de praktiske opgaver før, under og efter. I var stærkt medvirkende til, at dagen kom til at fungere helt perfekt – og det er vi dybt taknemmelige for. I ved selv, hvem I er – derfor ingen nævnt, ingen glemt.

Vi sidder begge tilbage her dagen derpå med en stærk følelse af, at det skridt vi tog, da vi kastede os ud i projekt ”Vores LokalAvis” – det var det helt rigtige – og det skyldes udelukkende opbakningen fra jer alle sammen derude.

Som Elvis altid sagde efter en fed koncert: Thank you, thank you very much!