Aldi til REMA i Give: Nu har konkurrencestyrelsen sagt thumbs up til handlen

Salget af 114 Aldi-butikker og tre logistikcentre til Rema 1000 Danmark er nu godkendt af de danske konkurrencemyndigheder efter flere måneders  rundtur i den juridiske tørretumbler  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: I det tidlige forår dukkede Aldi i Give op på en liste over butikker, der skal konverteres til REMA-butikker, så snart konkurrencestyrelsen havde godkendt handlen mellem Aldi og Rema 1000.

Denne proces er nu gennemført og er endt med thumbs up fra konkurrence- og forbrugerstyrelsen, der har godkend salget af 114 Aldi-butikker og tre logistikcentre til Rema 1000 Danmark. Ifølge en pressemeddelelse fra Dagligvarehandlen.dk bliver butikkerne overdraget i løbet af ca. tre måneder. 

- Jeg er glad for, at handlen med Rema 1000 nu er godkendt af myndighederne, så vi kan påbegynde overdragelsen af butikker og personale. Det kommer til at tage omkring tre måneder, så vi kan give kunderne en god oplevelse med vores ophørsudsalg og sikre en god og tryg proces for de medarbejdere, der får Rema1000 som ny arbejdsgiver, siger Finn Tang, administrerende direktør i Aldi Danmark.

Følg med på aldi.dk/ophoersudsalg

Første skridt i overdragelsen til Rema 1000 er lukning af ni butikker, som vil starte ophørsudsalg fredag den 1. september. Den endelige plan for ophørsudsalg og lukning af butikker er under udarbejdelse og kan ses på aldi.dk/ophoersudsalg.

På denne liste figurerer Aldi i Give også – så her kan man altså som lokal forbruger følge med i ”slagets gang”.

- Det er naturligvis vemodigt, at vi nu skal sætte punktum for Aldis tid i Danmark og tage afsked med både kunder og kolleger. Jeg er meget stolt af vores medarbejdere, som de seneste måneder har ydet en helt fantastisk indsats i en meget speciel situation og fortsat sætter en ære i at give kunderne en god oplevelse. Vi håber på kundernes fortsatte opbakning lige til det sidste, siger Finn Tang, adm. direktør i Aldi Danmark.

- En stor dag for Rema 1000

Rema 1000s administrerende direktør, Henrik Burkal, kalder på LinkedIn konkurrencemyndighedernes godkendelse af salget for en stor dag for Rema 1000.  

– Nu kan vi gå i gang med at konvertere hovedparten af de butikker til Rema 1000-konceptet. Mange er spændte på, hvornår vi åbner den første Rema 1000 i en tidligere Aldi-butik. Det vil jeg i dag ikke give en præcis dato på. Det handler om praktiske ting som ombygning og i nogle tilfælde myndighedstilladelser i forbindelse med ombygninger - og så skal købmænd og personale være klar til at tage imod de nye kunder. Nogle af de tidligere Aldi-butikker kommer vi også til at sælge videre, siger Henrik Burkal.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har haft betænkeligheder ved, om fusionen ville skade konkurrencen om dagligvareindkøb i nogle få lokalområder. Rema 1000’s tilsagn om at frasælge butikker fjerner konkurrencemyndighedernes betænkeligheder, og derfor godkendte Konkurrencerådet fusionen i onsdag den 30. august, hedder det i pressemeddelelsen.

For at opnå godkendelsen har Rema forpligtet sig til at frasælge et mindre antal butikker. Frasalget sikrer, at fusionen ikke skader konkurrencen i nogen lokalområder.