
Apropos campingpladsen: Der ligger et kæmpepotentiale i køkkenet og restauranten
Foto: Give Campingplads er nu sat ud i forpagtningsudbud, og i den forbindelse fremhæver Lars Utoft fra Give Udviklingsråd det kæmpestore potentiale, der ligger i køkken- og restaurantdelen i forhold til at skabe en god forretning. Foto: Jim Hoff
Som vi kunne bekendtgøre i denne uge, er Give Campingplads sendt ud i forpagtningsudbud, efter at den nuværende forpagter Brian Christiansen har opsagt sin aftale med Vejle Kommune. Men måske man i fortællingen om campingpladsen lidt glemmer den del, der handler om restaurant og køkken, for her ligger der ifølge næstformanden i Give Udviklingsråd et kæmpestort potentiale for at gøre en god forretning.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Hvis man siger Give Camping, skal man også nævne både Give Friluftsbad og restauranten, der ligger i forbindelse med pladsen – og som er en rigtig god medspiller til campingpladsen. Avisen har talt med Lars Utoft, der er næstformand i Give Udviklingsråd, og med udgangspunkt i den kendsgerning, at campingpladsen nu igen er sendt i forpagtningsudbud, kommer Lars her med et spændende take på hele situationen, hvor han faktisk vender retorikken lidt på hovedet.
Kæmpepotentiale i restaurantdelen
- Det er åbenlyst, at det er forpagtningen af campingpladsen, der fylder meget lige nu. Og det er hamrende vigtigt for byen, at vi får pladsen op at køre igen. Men det er så her, at jeg godt lige vil gøre opmærksom på det kæmpepotentiale, der ligger i det løkken og den restaurant, der ligger ved campingpladsen.
- Der er tale om et stort og velassorteret køkken med rigtig fine betingelser for at lave en masse god mad både til hverdag og til en række events og fester. I restauranten og det tilstødende festlokale er der godt med plads, så her ligger der virkelig en fin mulighed for at lave en god forretning. Det handler om at finde den rigtige person, eller de rigtige personer, der kan og er indstillede på at lave rigtig god mad til fair priser, pointerer Lars Utoft.
- Vi har jo set, at der kan skabes en fin forretning her.
Han nævner god hverdagsmad, dagens middag, mad ud af huset og naturligvis mad til livets store og små begivenheder lige fra fødselsdage til konfirmationer osv.
- Man får ikke bedre faciliteter og bedre lokation end her. Her er der både caféstemning og en fin restaurant. Og vi har jo set, da det forhenværende campingpar, Lene og Jesper Gosvig, var her, at de kunne skabe en rigtig god forretning med udgangspunkt i køkkenet og restauranten. De havde masser at rive i og masser af fester, så det er bevist, at der er både et potentiale og et behov for en restaurant a la gode gamle Centercaféen i en 2025-udgave her i Give.
- Sådan et sted ville også være et kæmpestort positivt tilskud til campingpladsen, hvor både traditionelle campister og den stadigt voksende gruppe af autocampere kunne komme ind og få et godt måltid mad i restauranten. Og vi har jo også set, at den lokale befolkning rigtig gerne vil have sådan et koncept her med sagens middag og mad ud af huset, lyder den fine pointe fra Lars Utoft.
Meget fair forpagtningsaftale
I forhold til at gå ind i selve forpagtningen af campingpladsen betoner Lars, at meget er lettere og mere smidigt i dag i forhold til, da Brian Christiansen startede op i 2024.
- For det første har vi de gode frivillige folk i De Grønne Fingre, der gerne giver et nap med omkring campingpladsen, og de står klar til igen at hjælpe nye folk i gang. De er med til at skabe et stærkt fællesskab omkring campingpladsen. For det andet er alle de digitale og elektroniske systemer nu helt på plads i forhold til booking osv., så det skal man som ny forpagter heller ikke bruge en masse timer på.
- Så det, vi søger efter, er nogle ildsjæle, der kan se en god mulighed her med køkkenet og restauranten som udgangspunkt, og derudfra skabe en god sammenhæng mellem de tre enheder, der er herude: friluftsbadet, campingpladsen og cafeteriet. Jeg ved, at den forpagtningsaftale, som kommunen har sat sammen, er yderst fair; det er i min optik en superfin aftale, så jeg ser som sagt et virkelig stort potentiale for at lave en rigtig god forretning her, konstaterer Lars Utoft.
Lars Utoft er næstformand i Give Udviklingsråd, og han fortæller her i artiklen om de store muligheder, der ligger i køkkendelen for en ny forpagter af campingpladsen. Foto: Jim Hoff