Bevæg Dig For Livet kan hejse flaget: Det sociale motionstiltag kan fejre 10-års fødselsdag

Søndag den 18. maj fejres der rund fødselsdag ved Jægerhytten i Give Plantage, og det er en helt speciel en af slagsen. Det handler om motion og socialt samvær – om i fællesskab at bevæge sig for og med livet.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: I 10 år har de smukke rammer ved Give Plantage lagt natur og stier til det fine tiltag ’Bevæg Dig For Livet’, hvor det handler om at tilbyde folk muligheden for i fællesskab med andre at komme op af sofaen, komme ud og få lidt motion og noget frisk luft i håret sammen med andre mennesker.

Gennem nu 10 år har det været ved Jægerhytten, at de frivillige gå-værter har samlet folk inden gåturene i plantagen. Der er to ruter, en på 2,5 km og en på 5 kilometer, og den korte rute er for folk, der lige så stille går rundt i deres helt eget rolige tempo og nyder den friske luft i naturen, mens 5 km-ruten typisk er for de, der gerne vil have lidt mere fart på.

Fødselsdagsfejring 18. maj – med gåtur og kagemand

Konceptet er faciliteret af en række gode frivillige gåværter, som hver søndag møder op i plantagen og er klar med frisk humør. Gåværterne her i Give er Jytte Emborg, Inga Hansen Raun og Susanne Rye, en trio der stort set har været med fra konceptets start tilbage i 2015. Derudover er der i dag Britta Bank Jensen, Birthe Rosenkrans Jensen og Jette Weis, der har tjansen som gåværter.

- Søndag den 18. maj skal vi naturligvis fejre, at vi har været i gang i 10 år her i Give. Først går vi en tur, som vi plejer, efter en lille god hyggesnak på et kvarters tid. Man kan vanen tro vælge mellem en grøn rute på 2,5 km og en rød rute på 5 km, og når vi så er tilbage fra turen, så samles vi i Jægerhytten til hyggeligt samvær, hvor den står på kaffe og kagemand. Som altid er alle velkomne, også denne dag her, fortæller Susanne Rye.

Fællesskabet og det sociale er vigtigt

Hun kan ydermere oplyse, at målgruppen for de her fine søndagsture i Give Plantage er for folk i alle aldre og man også gerne tage sine firbenede venner med, bare de er i snor. Der er cirka 18-20 stykker mand i snit med på gåturene.

- Nu har vi jo så været i gang i 10 år, fraset en periode under coronaen, og vi går hele året rundt. Der er kun tre søndage, vi holder fri, og det er de 2 søndage mellem jul og nytår og søndagen i påsken. Nok handler det om motion og frisk luft, men det handler også i høj grad om det sociale og fællesskabet.

- For det bliver til mange rigtig gode snakke på turene rundt i plantagen, så der er bestemt en masse fine sociale sidegevinster at hente – både for enlige og for par. Det at man har noget konkret at se frem til, det at man kan glæde sig til den gode søndagstur sammen med andre, er med til at give noget god energi i dagligdagen. Der er blevet sat nogle fine bænke op ved Jægerhytten, så der er basis for at sidde og få nogle gode hyggesnakke i forbindelse med gåturene, konstaterer Susanne.

Man kan med andre ord både bevæge sig for og med livet de her fine søndage – og det er ikke den dårligste måde at tilbringe nogle timer med dette koncept i selskab med andre gode motionister og hyggesnakkeparate mennesker.