Borgermøde i Center Thyregod kickstartede lokalplansprocessen i forhold til Energipark Give
Foto: Officielt var det tilmeldt 183 borgere til borgermødet i Fritidscenter Thyregod, men der var nok nærmere i nærheden af de 200 på plads. Foto: Jim Hoff
Tirsdag den 25. august havde Vejle Kommune inviteret til borgermøde i Center Thyregod, hvor det store fokuspunkt var Energipark Give og de processer, der nu pågår i forhold til at få sat en lokalplan sammen med borgerne, Eurowind og Vejle Kommune som instanser, der skal fodre de forvaltninger og byrådspolitikere, der skal smede en for alle gangbar lokalplan.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
BORGERMØDE: 183 borgere var forhåndstilmeldt borgermødet i Center Thyregod, hvor Vejle Kommune og Eurowind informerede om lokalplansprocessen og selve energiparkens indhold. Der var dog nok lidt over 200, der mødte op denne aften i borgerinddragelsens tegn.
Sammenlagt omfatter de energiparkrelaterede byer/områder i nærheden af 7000 indbyggere, så lad os blot konstatere, at det var ’den hårde kerne’, der var mødt frem denne tirsdag aften, hvor der for øvrigt også var flot opbakning fra byrådsmedlemmerne i Vejle Kommune.
Et hurtigt demografisk tværsnit hen over de fremmødte viste, at de fremmødte borgere mestendels var fra Thyregod, Sejrup og Dørkenområdet, og at vi rent aldersmæssigt denne aften kunne mønstre et ret pænt flertal i segmentet ’voksne og ældre’.
Fra ansøgning til lokalplan
Christina Holmbjørn, projektleder i Vejle Kommune, præsenterede efter en velkomst fra borgmester Jens Ejner Christensen det faktiske forløb i lokalplansprocessen. Den faktiske plan handler om, at Eurowind nu har indsendt en ansøgning og en projektbeskrivelse til kommunen.
Derfor skal der startes en proces op om udarbejdelse af en lokalplan, et kommuneplantillæg og en miljøvurdering – den del af sagen har et flertal i byrådet sagt ja tak til.
I den omtalte planproces fastlægges indholdet af den endelige plan, og ændringer undervejs i projektet skal besluttes fra politisk hold.

Det var Christina Holmbjørn, fra Vejle Kommune, der fremlagde de faktuelle forhold omkring lokalplansprocessen. Foto: Jim Hoff
Indsend input til lokalplanen til høringsportalen
Christina Holmbjørn forklarede blandt andet, at lokalplanen kan regulere fysiske emner som anvendelse af bygninger og arealer, veje og stier, bebyggelse, landskab og beplantning, støjafskærmning, arkitektur og ændringer i terræn.
Har man kommentarer, ønsker og input til lokalplanen, kan man i perioden 26. august til 23. september indsende disse til høringsportalen under bjælken ’Demokrati og udvikling’ på Vejle Kommunes hjemmeside www.vejle.dk.
Christina Holmbjørn forklarede også, at man løbende kan følge input fra borgerne under punktet ’høringer og afgørelser’ på kommunens hjemmeside. Men man kan ikke kommentere de respektive input.
Man kan også følge Energipark Give på Eurowinds hjemmeside https://www.energiparkgive.dk/.
Følg processen på kommunens hjemmeside
De indkomne input håndteres af Teknik og Miljøforvaltningen, der udarbejder et sammenkog af de indkomne input, og de svarer på alle forslag og indstiller relevante ændringer til byrådspolitikerne. Dernæst behandles forslagene politisk. Og det er så op til de folkevalgte, om der skal laves tilføjelser eller ændringer i miljøplanen – og om der eventuelt er input til lokalplanen.
Resumé og kommentarer lægges ud på Vejle Kommunes hjemmeside efter politisk behandling. Det vurderes, at lokalplansprocessen vil vare et sted mellem 24 og 30 måneder, inden den endelige afgørelse er på plads.
Under Christina Holmbjørns gennemgang af den ovenfor omtalte proces var der en række spørgsmål fra borgerne, og da hele mødet blev optaget på video, kan man se/høre infomødets indhold plus de tilhørende spørgsmål på Vejle Kommunes hjemmeside, når det er lagt op.
Her er projektet
Efterfølgende var det Claus Pedersen, der på godt dansk er Project Development Manager hos Eurowind, som fremlagde de essentielle hovedpunkter i den ansøgning virksomheden har sendt til Vejle Kommune.
Hovedpunkterne i Claus Pedersens indlæg var projektet i landskabet, hensyn og påvirkning, dialogen med lokalområdet og kompensation til naboer.
Rent faktuelt er der tale om et projekt til over en milliard danske kroner, indeholdende 11 vindmøller af typen V162. De er 180 meter høje, og dertil er et areal på 150 hektar til solceller. Solcellerne forventes at levere en samlet produktion på 135.000 MWh, mens vindmøllerne forventes at levere 253.000 MWh årligt.

Claus Pedersen fra Eurowind fremlagde de essentielle punkter i den ansøgning virksomheden har sendt til Vejle Kommune angående Energipark Give. Foto: Jim Hoff
Så tæt på kommer solceller og vindmøller
En tabeloversigt viste, at afstanden til nærmeste vindmølle fra Give er 1.7 km og 1.4 km til solcelleanlægget. I Thyregod hedder tallene 1.5 km til vindmøller og 2.1 km til solceller, mens man i Dørken har ca. 800-900 meter til nærmeste vindmølle og ca. 400 meter til solcelleanlægget. I Sejrup hedder tallene 1.4 km til vindmøller og ca. 1.1 km til solcellerne.
Der er også planlagt en transformerstation med batterianlæg og nettilslutning - og så blev det endnu en gang understreget, at biogas ikke indgår i projektet.
Også under Claus Pedersens indlæg blev der tilført en lang række kritiske spørgsmål fra borgerne, og disse kan man som sagt se/høre mere om på Vejle Kommunes hjemmeside i den video, der blev optaget den aften.
Komplekse spørgsmål – og svar!
Der var også indlagt en officiel spørgerunde, som afsluttede aftenens infomøde, og her var der masser af både spørgsmål og input fra salen – og her skal det understreges, at det ikke kun var nej-siden, der kom til orde. Hvordan spørgsmålene og de respektive input lød, kan man som sagt se i den video, der blev skudt på aftenen – dermed får man den helt korrekte og ufiltrerede udlægning af denne spørgerunde og dertil hørende svar fra kommunen og Eurowind.
Mange af spørgsmålene var komplekse – og de deraf følgende svar ligeså, og de fortjener at blive set og hørt i deres oprindelige form og ikke i en tolkning af en lokal verdenspresse!
Overordnet set kan der meldes tilbage om en fin aften med en sober og god debat fra begge sider af ’skyttegraven’. Som man har kunnet læse her i avisen, mødte Nej-tak-gruppen ikke op, men gruppen havde i al fredsommelig protest sat en del bannere op på vejen til Thyregod samt en model af de 180 meter høje vindmøller og et almindeligt hus ved indgangen til Center Thyregod.

Grafik: Vejle Kommune












































