BorgerNetværket for Energipark Give: Læs her, hvad det handler om!
Foto: Styregruppen bag BorgerNetværket for Energipark Give består af denne flok. VFra venstre: Svend Agerskov, Knud Pedersen, Anita Fogh, Hanna Elkjær og Bjarne Boysen. Bagerste række fra venstre: Jesper Simonsen og Calus Sejrup Villadsen. Foto: Jim Hoff
I forbindelse med processen og debatten omkring Energipark Give er der i Give-Thyregodområdet opstået forskellige grupper med vidt forskellige syn på, at det kan blive en kendsgerning, at der kommer en energipark mellem Give og Thyregod. Avisen har talt med styregruppen i en af grupperne, BorgerNetværket for Energipark Give, som siger ja tak til en energipark.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
Thyregod: I forhold til debatten om Energipark Give har det langt hen ad vejen været modstanderne mod energiparken, der har luftet deres holdninger i pressen. Men den 9. januar i år opstod BorgerNetværket for Energipark Give, der som navnet antyder går ind for, at der etableres en energipark mellem Give og Thyregod.
- Klar til at skifte gear
Og nu er styregruppen, med formand Bjarne Boysens ord, ”klar til at skifte gear i forhold til synlighed”, ikke mindst fordi vi nu går ind i ”Spor 2” af processen, hvor der forestår en række offentlige møder samt en masse ’kaffemøder’, og her har BorgerNetværket brug for at komme godt på banen med deres synspunkter.
Borgernetværket består af en række lokale personer fra Thyregod, Give, Enkelund, Vesterlund, Dørken og Sejrup, og netværket har også etableret en styregruppe, der består af følgende personer: Anita Fogh, Enkelund – Bjarne Boysen, Thyregod – Claus Sejrup Villadsen, Sejrup – Hanna Elkjær, Thyregod – Jesper Simonsen, Dørken – Knud Pedersen, Enkelund og Svend Agerskov, Thyregod.
Nødvendige og positive perspektiver i at etablere en energipark
Avisen har haft en snak med styregruppen, hvor de fremførte deres målsætninger og værdier i forhold til hele debatten omkring energiparken.
- "BorgerNetværket for Energipark Give" er en gruppe lokale borgere, som er åbne over for den planlagte Energipark Give, fordi vi kan se nødvendigheden af og perspektiverne ved at etablere grøn, vedvarende energi også her i Give-Thyregod-området, lyder det indledningsvist i gruppens manifest.
Styregruppens formand, Bjarne Boysen, uddyber her, hvad det handler om.
- Det er nødvendigt at etablere grøn energi her i området af fire overordnede årsager.
1. Det gælder både på grund af de globale perspektiver, hvor vi skal afhjælpe klimakrisen og dens konsekvenser.
2. Det handler om at stræbe imod de nationale mål for grøn udvikling.
3. Vi skal forsøge at opnå uafhængighed af import af sort energi særligt fra ustabile regimer.
4. Og så handler det om, at de lokale perspektiver for udvikling og vækst.
Forum for fagligt baseret og nuanceret debat
Det er vigtigt for styregruppen at understrege, at de, som et bredt funderet netværk, ønsker at bidrage til den lokale debat omkring vedvarende energi og skabe rum for en sober, nuanceret og fagligt baseret stemme og også tilføre perspektiver, som BorgerNetværket synes har fået for lidt plads hidtil.
- Nogle deltager i netværket alene for at blive orienteret om, hvad der sker omkring energiparken eller for at vise sympati for arbejdet for at fremme en grøn udvikling i vores lokalområde. Andre er med for at deltage i debatten på den ene eller anden måde. Vi opfordrer til og støtter hinanden i at bidrage med hver vores "stemme" i debatten.
- Og det kan være på alle niveauer, lige fra samtalen derhjemme ved køkkenbordet, hen over hækken med naboen og til indslag i den offentlige debat. Alle bidrager efter lyst og behag. Netværket kan også være talerør for medborgere, der ikke selv ønsker at træde frem i det offentlige rum, pointerer Bjarne Boysen.
- Vi er ikke Facebook-krigere.
Gruppen pointerer, at der i BorgerNetværket ikke er tale om topstyring, og at det skal være netværkets adelsmærke, at man holder den gode tone. - Vi kommunikerer via forskellige kanaler; f.eks. sender netværksgruppen med jævne mellemrum orienterende mails til netværksdeltagerne. Vi bruger også Facebook til at melde ud, men vi er ikke "Facebook-krigere". Man kan i øvrigt følge os på vores hjemmeside: https://www.energiparkgive-jatak.dk.
Respekt for andres holdninger
I forhold til diskretion omkring medlemmerne er det lagt åbent frem, at BorgerNetværket ikke meddeler i det offentlige rum, hverken i den lokale presse eller på de sociale medier, hvem der er med i BorgerNetværk for Energiparken. Her er det op til hvert enkelt medlem, om de vil stå frem i det offentlige lys.
- Det handler både om god jysk beskedenhed og om ikke at blive genstand for ”hårde udmeldinger”. Man vil ikke ud at puste til ilden i en i forvejen ophedet debat. Vi har her i gruppen respekt for andres holdninger, men vi respekterer ikke faktiske usandheder, og det er også derfor, vi som styregruppe nu går ud og vil være synlige i debatten, pointerer Bjarne.
Vigtigt for udviklingen af Erhvervspark Give
En af styregruppens medlemmer, Claus Sejrup Villadsen, pointerer, at det handler om for lokalgruppen at være på forkant – og ikke på bagkant, hvis energiparken bliver en realitet.
- Hvis energiparken kommer, hvordan kan vi så bedst udvikle området? Her er det vigtigt, at vi er på forkant i forhold til at komme med ideer til, hvordan vi kan udvikle området. Vi skal bringe de positive ting frem i forhold til områdets udviklingsmuligheder – og så skal vi stå klar med info til tvivlerne. Vi ved, at der er en stor anonym gruppe af både ja-sigere og tvivlere, og de skal klædes rigtigt på. Derfor skal vi være på forkant og ikke først komme med ideer og udviklingsforslag, når beslutningen er taget, pointerer Villadsen, der også ser energiparken med et potentielt kommende udbud af billig energi som et kæmpeboost til udviklingen af de mange tomme ubenyttede kvadratmeter i Erhvervspark Give.
Nu skal der altså træffes en beslutning
Den samlede gruppe pointerer, at det er yderst vigtigt, at der snarest træffes en beslutning om energiparken er en realitet eller ej, så alle parter kan manøvrere i faktiske kendsgerninger frem for den usikkerhed, der lige nu hersker rundt om projektet.
– Få nu truffet en beslutning, så vi kan komme videre og få beskrevet vores ønsker i forhold til midler fra den grønne pulje. Det handler ikke mindst om at få afklaret mulighederne for at etablere nye boliger/byggegrunde i Thyregod – det vil være et vigtigt og godt signal at sende fra kommunen. Vi skal generelt have gang i en konstruktiv proces, hvor vi kan lancere tiltag og forslag, som peger positivt fremad, lyder det fra gruppen.
Forslag: Formidlingscenter om vedvarende energi
Apropos ideer og udviklingsmuligheder er Anita Fogh klar med en række interessante ideer.
- Lad os oprette et formidlingscenter om vedvarende energi i samarbejde med Museum Give. Navnet skal være ”Den Moderne Hedegård” og her skal der formidles viden om natur, kulturhistorie og vedvarende energi. Her kan skoleelever og politikere komme og blive klogere, og det er oplagt, at man får fælles ledelse med Museum Give, som er med på ideen. Det er også en fin måde for museet at nå op på de 10.000 gæster om året, pointerer Anita.
Ridecenter, cykelstier, naturstier, knallertbane og amfi-scene
Derudover foreslår hun, at der i området etableres en ridehal med springbane, ikke mindst set i lyset af, at Rideskolen i Give skal lukke.
- Lad os skabe adgang til den nye rideskole via en vej fra museet, så kan man f.eks. køre i hestevogn til rideskolen fra museet. Derudover skal der etableres flere gang- og cykelstier i området – og så er det jo oplagt, at man får åbnet naturstierne ved Odderbækken og på den måde gør dem mere tilgængelige.
- Med alle de problemer, vi har både i Give og Thyregod, med unge, der drøner rundt i tide og utide og larmer på deres knallerter, så foreslår vi, at der i energiparkområdet etableres en knallertbane, hvor de unge kan drøne rundt uden at genere nogen. Lad os ligeledes få etableret en ordentlig skaterbane ved idrætscentret, og så skal den tidligere flygtningelejr i Thyregod laves om til en hyggelig park med en amfiscene.
Handler om at få indflydelse
Det er hensigten, at lokalrådene i de respektive byer sammen med borgerne i området skal involveres i de her projekter. BorgerNetværket for Energipark Give vil da også fremover være til stede ved alle de offentlige møder med kommunen.
- Det er vigtigt, at vi møder op til møderne. Det handler om at få indflydelse – i god tid, og en gruppe, som er for energiparken, møder naturligvis op. Det handler ikke om at være polemisk, men om at være en konstruktiv del af en struktureret proces, pointerer Bjarne Boysen.











































