Braget i Brande: Øster Nykirke tilbage i serie 4 efter fremragende sæson

Foto: Øster Nykirke IF's serie 5-mandskab har i efteråret leveret en flot sæson, og det resulterede via en 5-2 sejr i Brande i søndags i en oprykning til serie 4. Foto: Jim Hoff 

Efter en dramatisk og særdeles spændende afslutning på sæsonen kunne Øster Nykirkes serie 5-mandskab sikre sig oprykningen til serie 4 via en flot men ikke humpefri 5-2-sejr på udebane over Brande IF. Dermed en flot kroning på en glimrende sæson med kun ét nederlag.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

SERIEFODBOLD: Efter at have spillet 3-3 i topkampen mod Nr. Snede onsdag aften i sidste uge skulle Øster Nykirkes serie 5-mandskab gøre tingene færdige på udebane mod Brande søndag den 25. oktober. Med en sejr kunne de grønne fra Vonge-Kollemorten nemlig sikre sig oprykningen til serie 4, så der var dømt tynd mave og nervøse trækninger, da ØNIF-drengene rullede ind på Brande Stadion.

Gæsterne fik da også en skidt start, idet Brande ret hurtigt bragte sig foran 1-0. ØNIF slog dog ret hurtigt tilbage, da Kristian Schober på oplæg fra Andreas ”Hurtig” Laursen fik de grønne tilbage på sporet med sin scoring til 1-1.

- Herefter var vi faktisk vidner til en ret lige kamp, men så fik Brande en friløber og kom foran 2-1. Ny nedtur, og vi brændte faktisk også to 100-procentchancer i den periode. Men vi måtte gå til pause nede 1-2, så der var lige nogle ting, der skulle tales om. Vi skulle ind og sidde tættere på Brande, gå mere på kroppen på dem og følge vores mand, fortæller Dennis ”Ferguson” Gravesen, der er holdets assistenttræner.

Kun et hold på banen de sidste 35 minutter

Holdets cheftræner August Munksgaard var selv på banen mod Brande, og han kunne sammen med Dennis se sit mandskab levere sløje første 10 minutter af 2. halvleg – men så kom de grønne endelig i gang.

- Kristian Schober leverede en fin assist til ”Hurtig”, og så stod der 2-2. Derefter stod der ØNIF på resten af kampen. Kristian Engelbrechtsen gjorde det til 3-2; Schober nettede igen til 4-2, inden Engelbrechtsen servicerede ”Hurtig”, der lukkede og slukkede med sin scoring til 5-2. Og så var oprykningen i hus, lyder det med et stort smil fra Dennis.

Han kan ydermere berette, at en del spillere fra deres nærmeste konkurrenter til oprykningen, Ejstrupholm/Nr. Snede, var til stede på stadion, hvor de leverede en del provokerende tilråb ind mod ØNIF-gutterne.

- Sådan er det jo, og da vi kom på 3-2, kan det jo ellers nok være, at der var payback-time. Så fik de lige igen af samme skuffe, og det var sgu’ en god fornemmelse, konstaterer Dennis.

Dener hjemme drenge - cheftræner August Munksgaard (th.) og assistenttræner Dennie "Ferguson" Gravesen kan juble over oprykningen til serie 4. Foto: Jim Hoff 

Stor ros til holdets træner

Han sender masser af ros til holdets træner, August Munksgaard, der overtog holdet her i år.

- August, der kommer fra Jelling, har udviklet både holdet og spillerne og skabt en mere boldbesiddende spillestil. Vi har sagt med et smil sådan et regionalt landshold, idet vi har spillere fra Vonge, Kollemorten selvfølgelig, men også spillere fra Lindved, Uldum og Jelling. Vi har et ret ungt hold, men når vi har brug for det, hjælper f.eks. rutinerede Thomas Cort til.

- Det er vigtigt for os her i ØNIF, at vi kan fastholde at have et seniorhold. Det handler selvfølgelig om selve fodbolden, men i høj grad også om at skabe en god social trup, hvor man hygger sig sammen – og her er gutterne virkelig skarpe i 3. halvleg, hvor humøret er højt, og hvor vi virkelig hygger os, pointerer Dennis.

Fra hyggeonkel til assistent

Han har gennem 5 år været træner for holdet, men trængte til en pause, så her trådte Agust Munksgaard til.

- Efterfølgende blev jeg så tilknyttet holdet som ’hyggeonkel’, og jeg blev så senere assistent, da August jo har været en del på banen. Vi fortsætter begge to næste sæson, det vil vi i hvert fald gerne, og truppen forbliver også intakt, så måske vi nu med Serie 4-status kan håbe på lidt tilgang. Det ville være fint nok, konstaterer Dennis.

ØNIF-gutterne kan se tilbage på en flot efterårssæson med 7 sejre, 2 uafgjorte og blot ét nederlag – og med en imponerende målscore på 38-15 – og dermed er holdet bestemt også en fortjent oprykker!

 

 

Andre læser

Kæmpedrama på Waldstadion, da Give smed den direkte oprykning i sidste minut

15.000 til Gives topscorer: Sydbank Fondens og Al Sydbank legat til lærling hos Give El

Total mavepuster til ØNIF i topbraget: Nr. Snede/Ejstrupholm udlignede til 3-3 i sidste minut!

Give Fremad kan endelig skrive ’Jyllandsserie’ på klub-cv’et igen efter en stensikker sejr over Lyseng

Nu med 3 sejre i træk: Give trak sig sejrrigt ud af lokalbraget mod Grindsted