Danpoløb, gadefodbold, fest og legender: Igen en bred vifte af aktiviteter til sommerfesten i Farre

Foto: Opbakningen til sommerfesten i Farre er altid flot - og det er både børn, unge, voksne og de ældre, der bakker flot op om eventen. Foto: Jim Hoff

Et af de årlige højdepunkter i landsbyen Farre er sommerfesten, der altid kører i starten af august måned, når folket er kommet hjem fra ferie. Sådan bliver det igen i år. Hvor der festes igennem over tre dage fra den 7. til og med den 9. august. Og igen bliver der godt med drøn på kedlerne med masser af gode aktiviteter.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FEST I FARRE: Er sommerfesten i Farre? Ja, det er den da i høj grad, og bemærk så venligst, at det er skrevet med to r’er og ikke kun ét, hvilket jo ville give sætningen en noget anden betydning. Ikke mere onkel-humor herfra, smiley!

Sommerfesten er en stærk og altid velbesøgt event i Farre, hvor både børn og voksne finder hinanden i et stærkt fællesskab med de forskellige events og aktiviteter, der løber af stablen over de tre dage, hvor sommerfesten kører. Det er den lokale idrætsforening Farre IF, der traditionelt faciliterer den 3 dage lange byfest med dertil hørende aktiviteter med Farre Stadion og Farre Kulturhus som det faste omdrejningspunkt.

Kyllingeløb og VM i gadefodbold

Som alle ved, ligger kyllingekoncernen Danpo i Farre, og virksomheden er derfor også en naturlig del af sommerfesten som sponsor ved det traditionelle Danpoløb, der løber sommerfesten i gang torsdag den 7. august. Og efter denne kalorieædende aktivitet, alt efter løbe/gå-hastighed, kan der tankes op igen i festteltet på stadion, hvor der er spisning.

Så vender vi blikket mod sommerfestens dag nr. 2, fredag den 8. august, hvor festpladsen åbner op klokken 16.30. Her kan man så lige få styr på væskebalancen, inden årets uden tvivl største sportslige højdepunkt løber af stablen, når der inviteres til gadefodbold klokken 17.30.

Her vil vi uden tvivl blive præsenteret for den oprindelige udgave af den legende tilgang til fodbold med dertil hørende finter, driblinger og utilsigtede tricks fra bilagssiderne i fodboldens ABC. Det sker faktisk også, at der, både med vilje og ved et tilfælde, scores nogle lækre kasser, som får det altid fadølsglade publikum helt op at ringe.

Fotocollage: Jim Hoff

Morgensang og kyllingebanko med fodboldlegender på græs

Op at ringe kan man efterfølgende også komme ind i festteltet, der er åbent under kampene, hvor man faktisk holder fadølsanlægget klar lige til klokken 01.00, hvor teltet lynes ned definitivt for denne dag/nat.

Lørdag den 9. august starter dagen i det mere kulturelle hjørne med morgensang og gratis morgenbord i regi af menighedsrådet og borgerforeningen. Efter denne smukke indledning på dagen står festen igen i kyllingernes tegn, idet der klokken 10.00 inviteres til det famøse Kyllinge-banko, hvor flotte fyre fra byen klædt ud som kyllinger giver den gas i festteltet.

Dagens byder også på tryllekunstner, gymnastikopvisning, tombola, petanque-turnering, og klokken 15.15 er der en opvisningskamp i fodbold, hvor der er gamle Farre IF-legender, der giver smagsprøver på deres evner på boldbanen.

7 timers fest i teltet

Sådan en gang fodboldkunst med rutinerede mænd i stramme trøjer og hurtig (inde i hovedet) boldomgang, det er altid et festligt skue – og de herlige fodboldkæmper giver uden tvivl gerne både autografer og selfies efter dysten.

Klokken 18.00 til 01.00 er der så ellers dømt liv og glade dage i festteltet, hvor der bl.a. står mexiburger fra foodtrucken på menuen. Et tiltag målrettet meget mod det voksne publikum, men over de tre dage er der selvfølgelig også sat en masse aktiviteter i søen for børnene, der vanen tro for eksempel kan give den fuld gas i hoppeborgene.