
Dansk Mobilopvask styrker fremtiden: Ole Lange sælger 30 procent af virksomheden til Lars Brødsgaard, der indtræder som direktør
Dansk Mobilopvask, Danmarks førende virksomhed inden for vask af genbrugsemballager til drikke- og fødevarer, har taget et vigtigt skridt mod fremtidig vækst og udvikling. Grundlægger Ole Lange har solgt 30 procent af virksomheden til Lars Brødsgaard, som samtidig indtræder som administrerende direktør.
Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk
Gadbjerg: - Dette er endnu en milepæl for Dansk Mobilopvask. Jeg er stolt af, hvad vi har opnået siden virksomhedens grundlæggelse i 2018 med vores indsats for mere genbrug – ikke mindst på festivalområdet, herunder Jelling Musikfestival.
Nu ser jeg frem til at arbejde sammen med Lars for at tage virksomheden til nye højder. Vi vil styrke vores position på markedet og sikre, at vi kan imødekomme fremtidens krav fra både eksisterende og nye kunder, siger virksomhedens grundlægger, Ole Lange, der fortsat vil spille en central og aktiv rolle i virksomheden.
Begejstret medejer
Lars Brødsgaard bringer mange års ledelseserfaring fra fødevarebranchen og cirkulære servicevirksomheder med sig. Han ser et stort potentiale i samarbejdet og virksomhedens videre udvikling:
- Jeg er meget begejstret for at blive en del af Dansk Mobilopvask og ser frem til at bidrage til virksomhedens fortsatte vækst. Ole har skabt en fantastisk virksomhed, og jeg er overbevist om, at vi med vores kombinerede styrker kan skabe stor værdi for både eksisterende og nye kunder, lyder det fra den nye medejer.
Handler om at styrke virksomhedens konkurrenceevne
Baggrunden for salget og den nye ledelseskonstellation er et ønske om at styrke virksomhedens konkurrenceevne i et marked under konstant udvikling. Dansk Mobilopvask vil fortsætte med at bidrage til den omstilling, som samfundet står overfor, med udfasningen af engangsemballage og en øget indsats for genbrug – en indsats, der også understøttes af den afsatte pulje på finansloven til partnerskaber for takeaway-emballage.
Virksomheden har en klar ambition om også i fremtiden at være den førende leverandør af fleksible og klimavenlige opvaskeløsninger.
Om Dansk Mobilopvask
Virksomheden blev etableret i 2018 af Ole Lange, som i flere år havde arbejdet med og i festivalmiljøet. Det var i kraft af denne erfaring og ejerskabet af Dansk Mobil Køkken, at Jelling Musikfestival, som den første festival, henvendte sig med ønsket om at vaske deres genbrugskrus og -kander.
De første to vaskelinjer etableredes i Gadbjerg og samme år vaskede man endvidere for blandt andet Roskilde Festival, Grøn Koncert og Smukfest.
I 2021 igangsatte man byggeriet af ny vaskehal på den nuværende matrikel. Samme år indgås endvidere købsaftale om yderligere to vaskelinjer i forlængelse af, at Carlsberg vælger at stoppe deres eget projekt med en mobil vasketrailer og i stedet indlede et partnerskab med Dansk Mobilopvask.
I 2022 blev den nye vaskehal indviet, og i de efterfølgende år indlemmes også nye kunder udover festivalbranchen, og andre typer af produkter køres dermed også igennem vaskeprocessen.
I 2024 etableredes yderligere en vaskelinje, så Dansk Mobilopvask i dag har fire vaskelinjer og derudover yderligere én vaskelinje til specialopgaver.
Dansk Mobilopvask er i festivalsæsonen arbejdsplads for næsten 100 medarbejdere.
Dansk Mobilopvask ligger i Gadbjerg på Langgade 1. Privatfoto