
De gør det igen: Brugsen opgraderer det velbesøgte vaskehalsanlæg
Onsdag i uge 17 lukker vaskehallen ved Brugsen i Give, og det sker, fordi vaskeanlægget for anden gang i vaskehallens 7-årige levetid skal udskiftes. Vaskehallen er derfor planlagt til at være lukket i 10 dage i forbindelse med denne opgradering.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: I 2012 byggede Brugsen i Give en vaskehal og havde 13.837 biler gennem de bløde børster dette år. Her 13 år senere er det tal endnu større. Det fortæller uddeler Claus Villumsen.
- Vaskehallen blev fornyet og opgraderet i 2018, og nu opgraderer vi igen med helt nyt vaskeanlæg i vaskehallen. På de 7 år har vi haft 119.000 vaske gennem hallen, hvilket svarer til 46,6 biler pr. dag. Så det er klart, at anlægget er slidt og trænger til en udskiftning, så meget det har været i gang.
- Det er igen WashTec, der leverer anlægget, og det er så det tredje vaskeanlæg, vi har i vaskehallen. Det nye anlæg bliver af mærket Soft Care Pro, vaskhalsanlæggets Rolls Royce, siger Claus Villumsen.
Området omkring vaskehallen shines også op
Udover at vaskehallen altså får et helt nyt vaskeanlæg, så bliver området omkring vaskehallen også shinet op. Der kommer også nye porte i vaskehallen, idet de gamle er godt og grundigt slidt op.
- Faktisk har vi oplevet i sidste uge, at der på 3 dage sad 6 biler fast i vaskehallen, fordi portene ikke kunne gå op, fordi de simpelthen er slidt op. Vi klarede det selvfølgelig for kunderne, for det er jo ikke på den måde, vi gerne vil holde på vores kunder, lyder det fra uddeleren med et skævt smil.
Investerer 1 million i projektet
Han oplyser, at opgraderingen sker fra onsdag i uge 17, og at vaskehallen vil være lukket i 10 dage, hvis det hele går efter planen.
- Jeg er rigtig glad for, at vi kan lave denne her opgradering og investering, selvom detailhandlen de sidste par år har været presset. Vi har haft et presset marked grundet såvel corona som krigen i Ukraine, men vi er blevet enige i bestyrelsen om, at vi ikke skal holde os tilbage med investeringer. Kunderne skal stadig opleve, at vi er parate til at gøre vores bedste i forhold til service og tiltag her i Brugsen, så derfor investerer vi gerne en million i at få vaskehallen opgraderet, forklarer uddeleren.
Det er WashTec, der igen leverer selve vaskeanlægget til vaskehallen - en model SoftCare Pro. Pr-foto