Dedikeret tømrer, squaredancer og politiker: Karl Erik fylder 70 år 

Han er et af byens og områdets mest kendte ansigter. Du kender ham som tømrer, caller hos Give Squaredance og som lokalpolitiker med sine meningers mod. Det er aldrig kedeligt, når du er i selskab med Karl Erik Lund, og den 31. maj fylder denne markante personlighed 70 år. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Den 31. maj 1954 kom en bette knægt til verden på en gård på Hovvejen i Givskud. Han fik navnet Karl Erik, og senere skulle han få følgeskab af tre søskende på sin vej gennem opvæksten. 

Karl Eriks far var både landmand og murer, så han passede både murergesjæften og bedriften, der bestod af 31 tdr. land med køer, lidt grise, høns, ænder osv. sammen med sin hustru, der hjalp til i stalden. 

Karl Erik var naturligvis en del af arbejdsstyrken på gåden, så når han fik fri fra Givskud Centralskole, hjalp han til med markarbejdet og med at passe dyrene. Moderen fik senere arbejde som hjemmehjælper, og det var da nok også inde i billedet, at ældstesønnen på et tidspunkt skulle overtage bedriften, når forældrene skulle på aftægt.  

Men sådan gik det ikke. Det vender vi tilbage til.  

Fra Puch over Morris Mascot til kanonjeep 

Karl Erik gik i 8. og 9. klasse på Ikærskolen i Give, hvor han havde fornøjelse af lærere som Pallesen (maskinskrivning), Kaaberbøll (metalsløjd) og Hans Eriksen (træsløjd). 

-Maskinskrivning var ikkelige min kop te, så det skete da, at vi var et par stykker, der “afspadserede” i de timer, husker den lune jyde med et skævt smil. 

I 1970 kom Karl Erik i erhvervspraktik og senere i lære hos den lokale tømrer Harry Poulsen i Give, hvor han kørte fra gården i Givskud og til Give på en cool Puch VZ knallert – selv i en halv meters sne kæmpede den unge Lund sig frem mod elementernes rasen, for sådan var det dengang i de go’e gamle dage. Der mødte man op på sin læreplads uanset vind og vejr.  

-Da jeg blev 18, købte jeg en Morris Mascot hos mekaniker Frode Mørk i Givskud, og så var jeg ellers godt kørende. I 1974 kommer jeg ind til militæret hos fodtusserne i Fredericia, og da rekruttiden var overstået, kom jeg til at køre jeep med en kanonsektion med en dysekanon sammen med 3 andre gutter. Det var noget af en loppetjans, vi lavede ikke en dyt, fortæller Karl Erik. 

Kæk und mand med langt hår anno 1974, hvor Karl Erik kom ind til militæret i Fredericia. Privatfoto

Mødte sit livs Birte til bal i Gadbjerg 

Han stoppede ved militæret 15, august 1975 og den 17. August startede han hos et isoleringsfirma, Dangaard Hansen, i Sønderborg. Og hvorfor nu lige Sønderborg? 

Jo der står jo altid en kvinde bag alt – og i møder Karl Erik sin hustru Birte til bal på Hotel Margrethe. Da hun samtidig også var kusine til moderen Britta til de to piger, Luna og Bolette, som Karl Erik passede nogle gange efter fyraften hos en mekaniker i Givskud, løb Birte og Karl Erik på hinanden flere gange.  

-Og så var det jo sådan, at Birte havde en gammel Fiat 850, der var ramt af rust. Jeg tilbød at ordne bilen for hende – og så endte det jo med, at jeg flyttede til Sønderborg, hvor Birte boede på det tidspunkt. Og derfor fik jeg arbejde i Sønderborg. Vi købte hus i Ketting på Als og blev gift i 1975. I perioden i det sønderjyske arbejde jeg også for et tømrerfirma, så jeg jobbede alt efter, hvor der var brug for mig, siger Karl Erik.  

Flyttede fra Sønderborg til Give i 1979 

I 1979 flytter Birte og Karl Erik til Give med de to sønner Martin og Morten, hvor de køber den gård på Troldmosevej, hvor de stadigvæk bor. Her kom yngstemanden Karsten til verden. Egentlig var det lidt i spil, at Karl Erik og Birte skulle overtage fødegården i Givskud, idet Karl Eriks far blev ramt af ledegigt, men faderen mente at det unge pars skulle finde sig et godt sted i Give, og han fandt sammen med sin hustru gården på Troldmosevej til Karl Erik og Birte. 

I 1979 starter Birte som økonomaassistent på sygehuset i Give under fru Vaabens vinger, og Karl Erik starter med et arbejde for Niels Worm i Givskud. Her kørte han rendegraver. I 1980 var han med til at isolere Ikærskolen sammen med snedker Svend Nielsen, og i 80’erne begyndte Karl Erik igen at køre for det sønderjyske isoleringsfirma.  

 

Familien Lund: Birte, Martin, Kasper, Morten og Karl Erik. Privatfoto

Sprang ud som selvstændig i 1986 

-Her brugte jeg min Volvo Amazone som trækdyr til med store gamle trailer, og det fungerede perfekt. I 1980-81 starter jeg på Give Elementfabrik, hvor jeg sætter helvægselementer op sammen med Kristian Rye. Det var mest staldbyggeri, og vi havde en bil med en stor kran til de tunge løfteopgaver. Så starter jeg i 1982 som tømrer hos Søren Peter Sørensen hos Harresø Byg. Og i 1986 havde jeg samlet mod nok til, at jeg turde springe ud på det dybe vand som selvstændig tømrer og isolatør. 

-På det tidspunkt var det gang i byggeriet, og jeg lavede både tømrerarbejde, støbe arbejde og isolering. Jeg havde blandt andet en god entreprise på en virksomhed i Brande, der lavede ørredfoder, hvor der skulle bygges en stor hal. 

1992 blev et hårdt år 

Det gik fint, lige indtil der var 3 kunder, er “glemte” at betale deres regninger. Det tog over 2 et halvt år, og det endte med, at Karl Erik måtte gå i betalingsstandsning. 

- Det hele blev kørt gennem retten, og det var en hård tid, så hård, at jeg på grund af stress/for meget mavesyre ikke har drukket en øl eller et glas vin siden 1992. Maven kan simpelthen ikke omsætte det, så jeg har siden 1992 spist mavesyretabletter hver dag – og det er også slut med at spise rødt oksekød, marineret sild og laks. Men vi kom videre3, jeg rejste mig igen og kørte videre med firmaet efter retssagerne.  

-Desværre kostede det Birtes pension, og hun måtte også tage et lån, så mit firma kunne komme på fode igen. Jeg arbejdede også i et par år for den lokale entreprenør Jacob Østergaard, hvor jeg kørte lastbil, så jeg fik arbejdet mig op igen. Her havde jeg en del arbejde på Sjælland fra mandag til torsdag – og torsdag var det så hjem og afsted til Give, for der skulle jeg til square dance torsdag aften, fortæller Karl Erik. 

Startede med square dance på Knaspers 

Og så er vi ved en af den snart 70-årige tømrermesters store lidenskaber, nemlig squaredance og countrymusik. Birte og Karl Erik startede med at gå til square dance i 1993 på Knaspers, hvor det var Anja Torbjörnsdottir og hendes mand og Frank, der stod for det.  

Året efter den 17. januar 1994 stifter man så foreningen Give Square Dance, og derfor tog et ellers fart. Det blev til en lang række opvisninger landet over, og et år var man ifølge Karl Erik og Birte ude at lave opvisning hele 53 gange. Karl Erik uddanner sig hurtigt til caller, og har været ude i den henseende både i Grindsted og Brande for at styre og guide squaredance-tropperne. 

-Vi er still going strong her i Give, hvor vi er en 20 stykker, der mødes hver onsdag aften i Ikærhallens gymnastiksal for at danse. Jeg er stadigvæk caller, og vi giver stadigvæk opvisninger, dog i mindre skala, da vores dansere ikke er helt nye mere. Men square dance er godt for både kroppen og hjernen, det er med til at holde én skarp – og det har man jo brug for i mange henseender, konstaterer Karl Erik med et smil og en hentydning til den anden “nebengesjæft”, han har beskæftiget sig med i mange år, nemlig kommunalpolitik. 

 

Square dance har været en passion for både Birte og Kar Erik i over 30 år - og Karl Erik har været caller i næsten lige så mange år. Privatfoto

Var med til at stifte Dansk Folkeparti 

I 1981, da Karl Erik arbejde hos Kristian mekaniker i Givskud blev han inviteret med til et møde med en række folk fra Fremskridtspartiet. Han blev medlem, og var også med på landsmødet i Aarhus, hvor legendariske Kristen Poulsgaard optrådte på slap line og svinede topledelsen godt og grundigt til. 

-Det var en træls oplevelse, men her lærte jeg så Kristian Thulesen Dahl at kende, og vi var efterfølgende til en del partimøder på Harresø Kro. I 1995 var jeg med til at samle underskrifter ind til det nye parti Dansk Folkeparti sammen med Kristian Thulesen Dahl, og her blev jeg medlem af bestyrelsen i det nye parti. I 2002 kommer jeg i Give Byråd for DF sammen med Kristian, hvor jeg afløste Folmer Kristensen her fra Give.  

-Det var noget af en ilddåb, for her havnede jeg lige midt i den legendariske skolekonflikt i Grønbjerg, hvor det endte med, at der blev bygget en friskole i protest efter en række uoverensstemmelser med og i byrådet. Det var lidt af hvepserede at havne i og en rigtig møgsag, husker Karl Erik.  

Brød med partiet i forbindelse med lærer-boycotten i 2014 

I 2007 skulle man tage beslutning om tilhørsforhold i forhold til den store kommunalreform og sammenlægning.  Her var Give i spil til at blive en del af et kommunalt fællesskab med Brande og Nr. Snede, ligesom Grindsted og Billund også var i spil.  

-Det var ret nærliggende med Brande og Nr. Snede eller Grindsted/Billund, da vi rent kulturelt minder meget om hinanden. Men det endte, som vi alle ved, med at Give blev en del af Vejle Kommune – jeg tænker, at det blev trumfet igennem fra højere sted. Sådan er politik jo nogle gange siger Karl Erik. 

Han meldte sig ud af partiet den 31.12 2014 i forbindelse med lockouten af lærerne. Karl Erik brød sig simpelthen ikke om den nedladende tone visse af hans partifæller brugte mod lærerne. 

-Der blev så ryddet lidt op i partiet, og jeg meldte mig ind i Dansk Folkeparti igen trekvart år efter, og i 2018 kom jeg igen i byrådet, hvor jeg havde siddet i 1 periode i Give Kommune, 2 perioder i Vejle Kommune, fortæller Karl Erik. 

 ‘Vi mangler nogle flere, der vil kæmpe Gives sag’ 

I 2022 var det så slut efter i alt 4 perioder i lokalpolitikkens tjeneste, hvor han i en periode var formand for Natur & Miljø og medlem af Voksenudvalget. 

-Man skal respektere, at man jo ikke bliver yngre, og at man har et firma med 4-5 ansatte at passe. Samtidig var det sådan, at møderne i byrådsregi blev længere og længere, og der blev bare mere og mere papir, der skulle læses igennem – og det var simpelthen uholdbart til sidst. Derfor var jeg nødt til at hægte byrådet af. Når det er sagt, så kan jeg se tilbage på en fantastisk tid med en masse gode oplevelser og venskaber på tværs af de politiske partier.  

En ting bekymrer dog den garvede lokalpolitiker. 

-Jeg synes, vi mangler nogle flere folkevalgte i byrådet her fra byen. Vi mangler nogle flere, der vil kæmpe for Give. Det er der brug for, og det er godt med flere politiske vinkler på tingene i en by som Give. Det gør ikke noget, at man går hinanden lidt på klingen en gang imellem. 

 

Karl Erik er vild med sine gamle Volvoer, som han har i sin stor garage på Troldmosevej. Det er tæt på, at de lige så gamle som den 70-årige tømrermester. Foto: Jim Hoff

Har oplevet politiske fordomme på egen krop 

-Når det er sagt, så håber jeg da, at man mener, at jeg har opført mig ordentligt, for det er vigtigt, selvom politik godt kan være lidt barsk en gang i mellem. Jeg har da på nærmeste krop oplevet, hvordan fordomme trives i bedste velgående.

- Folk har direkte henvendt sig til mig og sagt: Nå, du er DF’er, ja så kender vi jo godt dit menneskesyn og hvad du er for en person – og det er ment negativt. Det er da lidt hårdt, at man sådan skal skæres over en kam. For mig handler det da lige så meget om mennesket bag politikken, pointerer Karl Erik. 

Fejres over to omgange 

Den runde dag bliver fejret i 2 omgange. Først fredag den 31. maj, hvor der fra klokken 14.00 til 17.00 inviteres til reception hjemme i privaten på Troldmosevej. Her er alle velkomne, og der vil naturligvis være lidt godt til ganen, ligesom der vil flyde masser af fed country musik ud af højtalerne.  

Om fødselsdagsbarnet i anledning af de to gange 35 år giver den som caller, vil tiden vise. De gamle fede Volvoer, de vil helt sikkert vist frem for folket – for også her udviser Karl Erik stor entusiasme – akkurat som han har gjort det med sit arbejde, sin politik og sin square dance 

Dagen efter fejres Karl Erik under private former af familie og venner på Sandvad Sognegård, og mon ikke der både under den officielle og den private seance vil blive skruet godt op for både musikken og det velkendte gode humør hos den lune tømrermester!