Den aften Give Idrætscenter blev til Hollywood: Fejende flot filmgalla af Søndermarkskolen
Foto: Onsdag den 4. februar afholdt Søndermarkskolen i Give filmgallaften i Give Idrætscenter, hvor en propfuld idrætshal kunne se og stemme på hele 36 elevproducerede kampagnefilm. Foto: Jim Hoff
Eleverne i 7., 8. og 9. årgang på Firkløverskolens afdeling på Søndermarkskolen kunne onsdag den 4. februar invitere ind til filmgalla efter en travl uge, hvor der stod filmproduktion på skoleskemaet. Det blev til i alt 36 film – og en rigtig flot Hollywoodaften.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE SKOLELIV: Den røde løber var lagt ud i stor stil, da Firkløverskolens Søndermarksafdeling onsdag den 4. februar kunne invitere til filmgallaften i Give Idrætscenter.
Indgangspartiet var pyntet op i den festligste Hollywood-stil, som sagt med rød løber plus dertil hørende farverige balloner, filmplakater og festklædte og bredt smilende skoleelever fra 7., 8. og 9. årgang.
Total overbooket på p-pladsen
Festen skulle kickstarte klokken 17.00, men allerede fra 16.30 var p-pladsen plus dertil hørende græsarealer og tilkørselsveje totalproppet med biler, og Vestjysk Bank Arena, der var forvandlet til en Hollywood-inspireret filmsal på flotteste vis, var allerede godt besat af tilskuere, som så frem til at se, hvad eleverne havde arbejdet med i filmugen op til den store gallafest.
Samtlige pladser var booket, og stolerækkerne nede på gulvet foran den store, flotte scene var også godt besat, hvor det var Kristoffer Agnoletti Wojcik, der på imponerende og særdeles kompetent vis stod for lyssætningen.

Der var opstillet fotoapparater fra konceptet ’My Selfie’, så eleverne kunne få taget nogle fede billeder – og det var en feature, der blev flittigt brugt, skal vi hilse at sige. Foto: Jim Hoff
Første filmgalla med forældre
Aftenen startede med, at de respektive filmhold fra de tre årgange blev præsenteret på scenen, og hvor man også fik oplyst de respektive holds filmtitler. Eleverne havde sammenlagt produceret 36 film, som alle efter denne indledningsvise præsentation skulle vises for det talstærke publikum.
Efter denne introduktion var det afdelingsleder Connie Nielsen, der fik mikrofonen, hvor hun indledningsvist bød den store flok forældre velkommen til filmgallaften.
- Filmugen har været en tradition på Søndermarken i en del år, men det er første gang, vi inviterer jer forældre med til gallafesten. Der har været stor efterspørgsel fra forældrene om netop det, og jeg er glad for at se så mange i aften, lød det indledningsvist fra Connie, som efterfølgende forklarede lidt om, hvordan og med hvad eleverne havde arbejdet hen over ugen.
Overordnet tema: Kampagnefilm
- Der har været en summen og meget fagsnak om kameravinkler, zoom, manuskripter, storyboards, klipning, tid og meget andet. I år har det overordnede tema været kampagnefilm, og forud for selve filmugen har alle klasser arbejdet med området i dansk. Derudover har alle klasser haft mulighed for at arbejde med de filmiske virkemidler, så de har været klædt godt på til opgaven, forklarede Connie, inden hun afslutningsvist roste såvel elever som lærere for deres indsats hen over filmugen.
- Eleverne og lærerne har arbejdet hårdt den sidste uge for at blive klar, og de glæder sig til at vise deres kampagnefilm for jer. Så jeg vil bare ønske jer rigtig god fornøjelse, lød det afslutningsvist fra afdelingslederen.

Afdelingsleder Connie Nielsen bød flokken velkommen og forklarede, hvad eleverne og lærerne havde arbejdet med hen over filmugen. Foto: Jim Hoff
Prisuddeling i bedste Oscar-stil
Og så var det showtime, hvor de mange film rullede hen over det store lærred til stor fornøjelse for såvel publikum som de respektive filmproducenter. Det var de seks værter Carla, Freja V., Lærke V., Maja, Mads og Oliver, der på fineste og charmerende vis stod for denne del af showet.
Efter at de 36 film var blevet vist på storskærmen, kunne tilskuerne stemme på deres yndlingsfilm, og herefter var der så prisuddeling - helt i stil med Oscar-uddelingen i Hollywood, hvor stemningen i hallen virkelig var på sit højeste. Der blev piftet og klappet igennem ved hver enkelt prisuddeling, da stolte elever med røde kinder og store smil modtog deres Oscars, og efter dette festlige scenarie var det igen Connie Nielsen, der fik taletid.
Masser af ros til elever og lærere
- Allerførst en stor tak til vores værter for på flotteste vis at føre os igennem en helt igennem fantastisk aften. Og til eleverne vil jeg sige: I gjorde det. Hvilke flotte kampagnefilm. Nu ved vi, at I ved, hvordan man opfører sig på sociale medier, hvordan man passer på sig selv og hinanden i trafikken, i forhold til rygning, alkohol og stoffer, og ikke mindst i forhold til mobning, konstaterede Connie med et stort smil.
Hun havde da også pæne ord til sine kolleger, lærerne, som hun takkede for at være vedholdende, støttende og energiske.
- Tak for et forrygende forarbejde. Uden jeres energi og entusiasme kan sådan en uge ikke lade sig gøre, lød det anerkendende fra afdelingslederen, som også tildelte stor anerkendelse til de mange fremmødte forældre for deres støtte og opbakning – samt en tak for lån af locations og kørsel i forbindelse med elevernes filmproduktion.

Her har vi så aftenens 6 charmerende værter: Carla, Freja V., Lærke V., Maja, Mads og Oliver. Foto: Jim Hoff
Breaking: Og så har I da lige fri på fredag!
Der var naturligvis også et stort skulderklap til Kristoffer, aftenens dygtige lysmand.
- Tusind tak for, at du vil hjælpe os; uden dig og det udstyr, du kan skaffe, ville vi ikke kunne lave så flot et show. Det er dejligt, at du holder traditionen ved lige med hjælp fra tidligere elever. Vi håber, at du vil hjælpe igen, lød den venlige opfordring fra Connie.
Hun kunne derudover berette, at man om torsdagen skulle rydde op i samlet flok, og at der ville være almindelig undervisning efter formiddagspausen. Og så en gang ’breaking news’, der næsten fik taget til at lette af begejstring i Vestjysk Bank Arena:
- Som jeg tidligere har skrevet på Aula, har eleverne fri på fredag, da de har været her hele dagen i dag.
En bedre afslutningsreplik kan man næppe forestille sig på en superflot filmgallaaften, hvor det hele bare spillede perfekt i den allerbedste Give-udgave af Hollywood den aften, hvor Give Idrætscenter blev forvandlet til Hollywood.













































