
Den lokale ildsjæl Lea er klar til at kæmpe for Grønbjerg-Langelund med samtlige 5 kasketter
Foto: Lea Kyed har sammen med sin familie boet i Grønbjergomrpådet siden 2007, og nu er hun gået ind i en række foreninger for at kæmpe for lokalsamfundet, der i den grad er presset efter skolelukningen i 2024. Foto: Jim Hoff
De to lokalsamfund i Grønbjerg og Langelund har efter nedlukningen af Elkjærskolen i 2024 kæmpet hårdt for at bevare og fastholde sammenhængen og sammenholdet i og omkring foreningslivet. Nu har man så fået et nyt og ungt lokalråd og nye folk i den lokale idrætsforening, der står klar til at kæmpe for at fastholde det gode liv både for børn og voksne i lokalsamfundene.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GRØNBJERG-LANGELUND: En af Vejle Kommunes nyeste og mest moderne og funktionelle skoler med dertil hørende helt ideelle udearealer og legepladser ligger i Grønbjerg ved Give. Elkjærskolen blev bygget som en samlingsskole af Karlskovskolen og Langelund Skole tilbage i 2003 med potentiale til pænt over 200 elever.
Skolen åbnede dog kun med 131 elever, for samtidig åbnede der en ny friskole i Karlskov med lidt over 100 elever. Og det blev altså den kommunale skole, der blev den helt store taber i dette spil. I starten af skoleåret 2024 var der blot 28 elever på Elkjærskolen – og da godt 20 af dem, også på baggrund af Vejle Kommunes udmelding om, at en lukning var nært forestående, tilvalgte Ikærskolen, var det slut med Elkjærskolens almenafdeling. Specialafdelingen med omkring 40 elever kører stadig videre.
Mange har givet op
Dermed står lokalsamfundet i Grønbjerg-Langelund i en yderst hård situation, hvor man reelt står og kigger ind i en dommedagsprofeti om, at området bliver tømt for mennesker, ikke mindst børnefamilier.
Det er de barske realiteter her og nu, og den lange krig for at bevare skolen, for at få ordentlige busforhold til skolens børn, for at få en børnehaveafdeling (fødekæde til skolen) osv. har været så opslidende for mange af de gode frontkæmpere i lokalsamfundet, at de simpelthen er blevet slidt op – ikke mindst mentalt – i den ulige kamp mod Vejle Kommune, hvor man ikke, som i slet ikke, har følt sig hørt og taget alvorligt.
Og derfor har mange af de nu tidligere lokalrådsmedlemmer i frustration smidt håndklædet i ringen!
Ildsjæl med 5 kasketter
Avisen har talt med den lokale ildsjæl Lea Kyed, der er en del af den nye unge garde, der er klar til at kæmpe for at bevare dynamikken og fællesskabet, ikke mindst omkring børnene og foreningslivet i lokalområdet.
- Vi er tilflyttere til Skolevej i Langelund i 2007, og på daværende tidspunkt kendte vi ingen herude. Vi fik hurtigt besøg af Bo Sørensen fra fodboldklubben, der opfordrede os til at starte til fodbold, og kort tid efter fik vi besøg af Anne Grethe og Helge, der kom med en indflyttergave til os. Rigtig fin velkomst, og da vi fik børn, fik vi for alvor gang i relationerne via gymnastik, børnehave osv. Sammen med Tinne Rosenberg var vi nogle, der dannede en Morklub, en Husmoderforening, og i min tid her i området har jeg virkelig mødt mange stærke forkæmpere for det her pragtfulde lokalsamfund.
- Men jeg har også været vidne til, hvordan skolesituationen gennem årene har været med til at skabe frustration og splittelse, og jeg har set, hvordan mange af de gode forkæmpere for vores lokalsamfund simpelthen mistede modet.
Leas datter Signe er et af de børn, der er ramt af skolelukningen i Elkjær, og som nu går på Ikærskolen i Give. Men hun spiller stadig håndbold i GLIF. Foto: Jim Hoff
Skolemødet med kommunen i april 2024 vakte vrede og kampiver
Lea er i dag en af de nye unge ildsjæle, der i den grad har kastet sig ind i kampen for at bevare lokalsamfundet og foreningslivet. Hun er således blevet formand for den lokale idrætsforening, GLIF, hun er kasserer i lokalrådet, med i bestyrelsen i hallen, og er også med i bestyrelserne i håndboldklubben og Aftenklubben for børn i 5. klasse og opefter.
- Min lyst til at kæmpe for lokalsamfundet herude blev i den grad vakt til det møde om skolen i 2024, hvor Martin Sikær fra Børne- og Ungeudvalget samt de fremmødte politikere og embedsfolk overhovedet ikke lyttede til de forslag, vi fremsatte i forhold til at redde skolen og få flere elever. Det var så tydeligt, at det var afgjort på forhånd, at skolen bare skulle lukkes – og den tilgang vakte en masse passion og vrede i mig for at kæmpe for vores område, fortæller Lea.
Stort set helt nyt lokalråd
Ved den sidste generalforsamling i april 2025 i lokalrådet forsvandt hele flokken på nær Helle Nygaard Schacht, der som den eneste blev siddende. Ind kom så en lille håndfuld nye unge folk i skikkelse af Poul Rasmussen, Dorthe Nørremark, Tom Thomsen og Lea Kyed.
- Der blev lavet et clean break, der er sat et nyt hold, som er klar til at kæmpe for vores foreningsliv, vores dejlige hal/multihus. Vi kommer med ny gejst uden alle ’lig i lasten’, som de tidligere lokalrådsmedlemmer havde at slås med. Og det tænker jeg er godt for området. Nu skal vi have stablet nogle events og tiltag på benene, som vi selv føler for, og som kan give positiv energi til området. Vi kommer med stor gejst, vi vil det her. Vi vil tænke ud af boksen, ud med plejer, simpelthen.
Ender med at området affolkes
- Og så skal vi i den grad have råbt politikerne op. Nu har de lukket vores skole, vi er en kommune, der går vildt meget op i, at vi cykler meget. Men hvordan skal vores børn cykle til skole i Give på de veje? Og hvad sker der for, at vores børn ude på landet først skal gå/cykle et par kilometer for at tage en bus til Grønbjerg, hvor de så skal skifte bus for at komme i skole i Give?
- Med de forhold ender det jo med, at vi enten vælger skolen i Give fra, finder en anden skole eller simpelthen flytter væk her fra området. Vi er reelt bange for, at der vil ske en affolkning pga. de her forhold, konstaterer Lea.
Nye tanker og opdatering af hjemmesiden
I forhold til de ting, man aktivt kan gøre noget ved, foreningslivet, så er man ifølge Lea i gang med at tænke i nye baner.
- I forhold til sportsaktiviteter skal vi bygge nye ting op. Vi skal også have gjort noget aktivt ved vores hjemmeside, hvor det skal gøres mere overskueligt med mere samling på tingene. Det må ikke være svært at finde rundt her, for det er her, folk søger oplysninger om aktiviteter osv. Vi skal have lavet én overordnet platform, hvor man kan overskue det hele på ét sted – og så skal der være et ens look, uanset om man er inde på gymnastiks side, fodboldsiden osv.
- Vi skal stå sammen som lokalsamfund, både online og ude i det virkelige liv. Informationsniveauet om de ting, vi gør, og de ting, vi kan, skal hæves, og informationerne om lokalsamfundet skal være tilgængelige – og opdaterede. Jeg er sammen med Helle Nygaard Schacht ved at lave en grundplan, og den vil vi præsentere for foreningerne, så vi via en god dialog sammen kan finde frem til det rigtige setup. Og så handler det også om, at vi får børnene og de unge her i området med i aktiviteterne, så vi kan bevare livet herude.
Kæmper for foreningslivet
Et eksempel på den hårde kamp for at holde gang i børn og unge i foreningslivet finder vi omkring håndbolden. Her åbnede håndboldklubben sidste sæson et hold for piger fra 0. til 3. klasse, hvor Lea var træner.
- Der mødte 3 spillere op til træning, og sådan blev det ved de næste par gange. Vi tænkte egentlig på at lukke holdet, men de seje piger kæmpede videre, og de fik faktisk fat i 3 andre piger, så vi var 6 i alt. Dermed fortsatte vi hele sæsonen. Vi fik også gang i noget trille-trolle håndbold for børn fra 2 til 6 år, og i år tilbyder vi i håndbold igen håndbold i trille-trolle, U5-U8, U7-U11 og damesenior.
- Vi har også badminton, fodbold og Aftenklub, som henvender sig til børn i 5.-6. klasse, og 7. klasserne er også velkomne. Vi er meget spændte på, hvordan det kommer til at gå i år. Mange af vores børn går nu på Ikærskolen i Give, nogle er på Søndermarken, og dermed kan det jo betyde, at vores børn vælger at gå til sport i Give sammen med deres nye kammerater – og her håber vi da, at det også kan gå den anden vej, nemlig at vores børn tager deres nye venner med til sport her i Grønbjerg, siger Lea.
Lea er 100 procent klar på at kæmpe for foreningslivet i Grønbjerg-Langelund, og hun er da også både håndboldtræner og med i Aftenklubben. Foto: Jim Hoff
Hvad skal der ske med skolens bygninger?
I forhold til skolen er man i lokalsamfundet meget spændt på, hvad kommunen vælger, der skal ske med bygningerne på den lange bane.
- Hvornår trækker kommunen stikket her? Og hvad skal der så ske med bygningerne? Det er jo nogle fantastiske lokaler, og vi håber godt nok ikke, det bliver en ny udgave af historien om Give Sygehus. Vi ved, at kommunen har tilbudt bygningerne til Hedegård Friskole til en meget favorabel pris, men de takkede nej. Skal der være selskabslokaler, butikscenter osv.? Det vil jo kræve en enorm lokal opbakning – og vi har virkelig brug for at vide, hvor det peger henad.
Stort ønske om et fitnesscenter
Apropos ledige lokaler, så vil vi rigtig gerne have et fitnesscenter herude. Det er et stort ønske fra både foreningslivet og de lokale borgere – det ville være et sted, som alle kunne samles om uanset alder. Men hvis vi som lokalsamfund skal overtage skolen for en krone, så kræver det, at vi har økonomi til drift og vedligehold. Det vil komme til at ske på frivillig basis, så der er mange ting i spil her også, pointerer Lea.
Nu ser man ind i en uge med Aktive Dage, hvor borgerne i lokalsamfundet kan finde sammen og have nogle sjove og gode dage sammen – og det er de på trods af de trælse omstændigheder omkring skolen rigtig gode til i det pressede lokalsamfund i Grønbjerg-Langelund.