Den lokale kroketklub giver ikke op: Afvikler Kr. Himmelfartsstævnet for 2. år i Hovborg

Foto: Give Krocketklubs formand Emmy Lund og kasserer Tommy Sørensen kan endnu engang berette om et godt og veltilrettelagt Kristi Himmelfartsstævne i kroket, som for andet år i træk blev afviklet i Hovborg hos Hovborg Krocketklub. Foto: Jim Hoff 

For andet år i træk afvikles det traditionelle Kristi Himmelfartsstævne i kroket i regi af Give Krocketklub i Hovborg 40 kilometer fra Give. Ikke fordi kroketfolket i Give ikke gerne ville afvikle stævnet på hjemmebane, men med den nye situation og det nye setup på Give Stadion og Give Camping er de nødt til at finde andre græsgange.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE FORENINGSLIV: I 2024 kunne Give Krocketklub holde ’sølvbryllup’ med klubbens traditionsrige Kristi Himmelfartsstævne, hvor passionerede og hyggelige kroketspillere fra hele landet møder op til dyst på banerne og socialt samvær.

Det blev dog ikke afholdt på Give Stadion som de foregående 24 gange, idet campingpladsen og cafeteriet endnu ikke for alvor er oppe at køre på samme niveau som i 2023, hvor kroketspillerne både kunne overnatte på pladsen og få deres daglige måltider, og på den måde også dyrke en masse socialt samvær.

Hovborg den nye hjemmebane

Kroketfolket i Give smed dog ikke håndklædet i ringen. Man havde nemlig i god tid fundet et nyt sted at afvikle turneringen, der strækker sig over tre dage. Valget faldt på Hovborg, og det var der to tungtvejende årsager til.

For det første råder kroketklubben i Hovborg over rigtig fine faciliteter, og for det andet kunne Give Krocketklub fortsætte samarbejdet med Lene og Jesper Gosvig, der i flere år havde været værter for kroketspillerne på Give Camping og Cafeteria, og som efter at de havde sagt farvel til campingpladsen i efteråret 2023 i Give havde overtaget Holme Å Camping i netop Hovborg.

Stævnet i 2024 i ’nye klæder’ blev en succes, samarbejdet med Hovborg Krocketklub var forbilledligt, og det samme med Lene og Jesper på Holme Å Camping, der i samarbejde med legendariske Hovborg Kro leverer maden.

Give Krocketklub var repræsenteret med hele 19 spillere. Her er det Bjarne, der gør klar til et vinderslag. Foto: Jim Hoff

Kræver 3 dage med fuld forplejning

Give Krocketklub bruger stadigvæk banerne og faciliteterne ved Give Stadion til de ugentlige træninger, og det har da også været et stille håb hos klubben, at de i 2025 kunne vende tilbage til Give med afviklingen af deres stævne i Kristi Himmelfartsferien. Men som vi har skrevet om her i avisen, så er cafeteriet ’Choly’s Diner’ kun åbent mandag, tirsdag og onsdag fra 17.00, idet Choly og Jesper, der driver cafeteriet, også skal passe en restaurant i Tørring, samtidig med at Choly venter barn.

- Når cafeteriet nu ikke kan holde åbent mere end tre dage om ugen, passer det ikke til vores turnering. Spillerne, der kommer her, skal jo kunne få noget at spise, vi har altid kørt med fuld forplejning gennem alle tre dage, turneringen varer, så vi måtte tage en ny tørn med stævnet her i Hovborg, forklarer klubbens formand Emmy Lund, der understreger, at klubben gerne vil afvikle deres stævne i Give.

- Men nu er det som det er, og når det er sagt, kan vi kun rose Hovborg Krocketklub. Vi får en fantastisk behandling her, faciliteterne er supergode, og det er bare nogle gode og venlige folk her i klubben med formand Erik Hansen i spidsen.

Hun har også masser af ros til stævneleder Erik Pallesen, der kommer fra Tistrup Krocketklub. Det er andet år, at Erik Pallesen styrer kampprogrammet, og han er med Emmys ord rigtig god til at dirigere tropperne.

96 spillere på græs i 2025

I 2024 havde stævnet 86 deltagere, og her i 2025 er det tal steget til 95 deltagere, som kommer fra 24 forskellige klubber. 19 af spillerne er fra Give Krocketklub, hvilket er stærkt ud af en fast flok på 26 medlemmer. I omegnen af 40 af spillerne overnatter på Holme Å Camping hos Lene og Jesper, og der er i år faktisk 20 deltagere med fra Sjælland.

- Det er dejligt med så flot en opbakning, det er vi stolte over. Og at vi kan tiltrække så mange spillere fra Sjælland siger jo også noget om, at folk godt kan lide vores stævne her. Ud over at spille kroket er der jo også en masse socialt samvær, og mange af os kender jo efterhånden hinanden, idet vi har mødt hinanden en del gange efterhånden, siger Tommy Sørensen, der er kasserer i Give Krocketklub.

Han tilføjer så med glimt i øjet, at man lige skal vænne sig til sjællændernes spillestil, da den er lidt anderledes end den jyske.

- Men det er fint nok, vi kan lære lidt nyt af dem, og de kan lære lidt nyt af os. Det går begge veje, konstaterer Tommy med et stort smil.

Her et eksklusivt kig ind i førerbunkeren i Huset i Hovborg, hvor Erik Pallesen med sikker hånd og god hjælp fra computeren styrer slagets gang. Foto: Jim Hoff

Lørdag aften er festaften

Stævnet kører torsdag, fredag og lørdag, men Emmy og Tommy fortæller, at de som arrangører ankommer allerede onsdag for at gøre klar, og de er der også søndag, hvor den står på oprydning.

- Lørdag aften står den traditionelt på festaften, hvor vi får noget lækker mad fra Hovborg Kro og spiser henne hos Lene og Jesper på campingpladsen. Det er en rigtig god og dejlig hyggeaften og en fin måde at slutte af på, konstaterer Emmy og Tommy.

De fortæller, at Hovborg allerede er booket til stævnet i 2026, for så ved alle parter, hvad man skal rette efter sig i god tid.

Avisens udsendte kigger også lige forbi i ’førerbunkeren’ i Huset ved kroketbanerne i Hovborg, hvor føromtalte Erik Pallesen med Hovborg Krocketklubs formand Erik Hansen som wingman styrer slagets gang.

Der er gang i pc’en med program- og kampplanlægning, kampene og holdene printes ud og skæres til og lægges ud på bordet, så spillerne kan se med hvem, mod hvem og hvornår de skal spille.

- Her fredag skal der afvikles 56 kampe, og i morgen bliver det endnu flere, fortæller Erik Pallesen, der er formand på 11. år i Tistrup Krocketklub, der ligesom Give har 26 aktive medlemmer.

Fokus og koncentration. Det er nøgleordene, når man svinger køllen i kroket, der også kræver taktisk snilde. Foto: Jim Hoff

Andre læser

Sol, sommer og Skulpturfest: Er du klar til den helt store energiudladning i Energive?