Den oversete magtfaktor i vikingetiden: Stærkt foredrag af Jens Erik Svane om ”Vestjysk Magt”
Foto: Jens Erik Svane, der er tidligere skolelærer på bl.a. Thyregod skole, leverede onsdag den 28, januar et rigtig stærkt foredrag med arbejdstitlen ”Vestjysk Magt ” med fokus på vikingetiden i Danmark. Foto: Jim Hoff
Den nu pensionerede skolelærer Jens Erik Svane fra Sejrup har altid qua sit job som bl.a. historielærer, haft en stor interesse for Danmarkshistorien, og her har han, efter han gik på pension, specifikt rettet blikket mod vikingetiden, hvor han nu drager ud med et foredrag, som rokker lidt ved den gængse opfattelse af denne epoke.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE-THYREGOD: Onsdag den 28. januar fik Kastaniehaven og foreningen ’Herreværelset’ et interessant historisk besøg fra fortiden, da Jens Erik Svane var på plads med sit foredrag ”Et magtcenter i Jylland gennem 1000 år”, eller i den korte udgave ”Vestjysk Magt”.
Og bare rolig, det handler ikke om FC Midtjyllands succesfulde indtog i dansk fodbold, men derimod om nogle helt andre ’krigere’, nemlig vikingerne.
Jens Erik har gennem mange år gået og syslet med en teori om, at der fra starten af den romerske jernalder til Harald Blåtands tid udviklede sig et stærkt magtområde i Midt- og Vestjylland.
En, ifølge Jens Erik, overset kendsgerning i den danske historiefortælling er, at den fokuserer meget mere på de store vikingeborge i Lejre og andre steder på Sjælland. Men der skete faktisk en hel masse i Vestjylland også.
Stor magtfaktor pga. jernproduktion
Sporene efter en række udgravninger i det midt- og vestjyske område er, ifølge Jens Erik, tydelige. Området her gik fri af de store ismængder i den sidste istid, og det betød, at man her kunne finde en masse myremalm.
- Store mængder jern blev udvundet i dette område, der virkelig var centrum for jernproduktionen og eksporten af samme, og der var et enormt behov for trælle (slaver, red.). Det var et område, der på den konto var ramt af højkonjunktur inden for landbruget, og man havde en masse dygtige håndværkere, som også samtidig var fantastiske krigere, der drog på vikingetogter over hele Europa og til USA osv.
Svane gav en lang række fine historiske eksempler på, at man i Vestjylland i bronzealderen og vikingetiden var helt fremme i skoene, og der var også gode eksempler på den driftige samhandel fra området med det sydlige Europa. Vestjylland var altså en stor magtfaktor og et enormt rigt samfund pga. jernproduktionen i denne tidsepoke.
Senere begyndte man også at producere sejl til vikingeskibene, og dette blev også en eksportvare af de større fra det vestjyske.

Foredraget blev krydret med en række tidsskemaer, fotos og kort via PowerPoint, og det var med til at gøre det virkelig informativt og interessant. Foto: Jim Hoff
Inspirerende foredrag af veloplagt foredragsholder
Det var et virkelig inspirerende foredrag fremlagt af en veloplagt Jens Erik Svane, der leverede masser af god, relevant historisk info. Det er tydeligt, at den tidligere historielærer brænder for sin sag, og han brillerer med en enorm stor viden på området.
Også interessant med denne nye historiske vinkel på vikingetiden og epokerne omkring den i forhold til magtens placering i Danmark i vikingetiden. Det rykker ved den gængse opfattelse på en velunderbygget og interessant måde.
Foredraget blev understøttet af en række kort og tidskemaer via PowerPoint, og dette var med til at gøre det hele endnu mere informativt og interessant – så alt i alt kan avisens udsendte kun give sine allervarmeste anbefalinger til dette fine foredrag, der virkelig leverer varen, og som leverer en masse interessant info om en gylden epoke i dansk historie.
De mange fremmødte sad da også musestille i de to gange 45 minutter foredraget varede og åd alle ordene fra den velforberedte foredragsholder råt!
Tæt samarbejde med Museum Give
På det personlige plan kunne Jens Erik fortælle, at han samarbejder tæt med Museum Give og stedets leder Mathias Christiansen Broch, der foreslog, at Jens Erik skulle holde foredrag netop på Museum Give om sine spændende tanker om ”Vestjysk Magt” – og dermed var der slået hul på bylden.
- Da jeg gik på seminariet i Jelling, havde jeg Leif Ingvardsen til historie (et af Jens Eriks linjefag, red.), og han var meget interesseret i vikingetiden, så det beskæftigede vi os med et halvt år – og her fik jeg så interessen for netop denne epoke, forklarer Jens Erik.
Han har også forsøgt sig med at sende en artikel om emnet til Skalk (populærvidenskabeligt tidsskrift), men artiklen blev sendt tilbage med en begrundelse om ’manglende videnskabeligt indhold’.
Men det har heldigvis ikke afholdt Svane fra at synliggøre sine teorier for folket om denne spændende tid i dansk historie med tyngden lagt på den vestjyske vinkel!













































