Det bliver ikke mere lokalt: Nu kan du købe produkter fra Fary Lochan i Brugsen

Fra og med fredag 8. december kan man købe produkter fra det lokale whiskysdestilleri Fary Lochan i Brugsen. Naturligvis lægger man ud med julesnaps og julelikør. 

AF Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

BUTIKSLIV: Med julemånedens komme kan Fary Lochan og Brugsen i Give nu i fællesskab lancere en god julegave til kunderne i Brugsen. Fra og med fredag den 8. december bliver det muligt at købe produkter fra det lokale whiskydestilleri i Farre.  

-Da Fary Lochan henvendte sig til mig, om det var muligt med et samarbejde i forhold til, at de kan sælge nogle af deres produkter her i butikken, sagde jeg straks ja. Det er rigtig spændende at få lokale varer ind butikken, og i forvejen sælger vi jo produkter fra Tinnetgård, Nørup Ost og mel fra Uldum Mølle. Derfor er det helt naturligt, at vi tager snapse og likører ind fra Fary Lochan, siger uddeler Claus Villumsen.  

Han understreger, at produkterne fra Fary Lochan er et godt supplement til Brugsens sortiment af spiritus – og igen, er det vigtigt og godt, at der er tale om lokalt producerede produkter.

En fin måde at vise sine produkter frem på

 John Sørensen, der er brygmester hos Fary Lochan, ser også frem til dette nye “spirituelle samarbejde” med Brugsen.  

- Ved at præsentere og sælge nogle af vores produkter her i den lokale Brugsforening, når vi jo ud til et meget bredere publikum. Og når nu Anne Birgitte har brugt en masse tid på at høste lokal porse og lokale valnødder, og vi har fået lavet nogle lækre produkter, så mener vi jo også, at de fortjener at blive vist frem for og solgt til et bredt publikum, siger John Sørensen.  

Det er som sagt helt oplagt, at der her i december måned, den traditionelle julemåned, er fokus på julesnaps, julelikør, solbærlikør og valnøddesnaps. Og uddeleren er sikker på, at dette nye tiltag nok skal hitte.  

- Fredag den 8. december lancerer vi, som en slags velkomst og intro til Fary Lochans produkter, et “ja tak” tilbud på vores Facebook-side, og jeg er sikker på, at det nok skal stikke helt af. Vi ved, at deres julesnaps og solbærlikør osv., er meget populære, og at man nu også kan købe dem her hos os, er jeg sikker på, nok skal sætte yderligere skub i salget, konstaterer Claus Villumsen.  

Michael Sørensen, Claus Villumsen og John Sørensens ser frem til det nye samarbejde mellem Brugsen og Fary Lochan. Foto:Jim Hoff