Det lokalpolitiske portræt: Jørgen Mikkelsen

Foto: 59-årige købmandsbutikbestyrer Jørgen Mikkelsen fra Kollemorten er klar og topmotiveret til en ny 4-årig periode i Vejle byråd for Venstre.Foto: Jim Hoff

I forbindelse med kommunalvalget tirsdag den 18. november har avisen talt med nogle lokale byrådskandidater, og i denne artikel handler det om 59-årige Jørgen Mikkelsen, der med 4 års ballast som byrådsmedlem er klar til at stille op for Venstre til en ny periode i byrådet.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

LOKALPOLITIK: I 2021 blev købmandsbestyrer Jørgen Mikkelsen fra Kollemorten valgt ind i byrådet i Vejle for partiet Venstre, og han er efter 4 gode og lærerige år nu klar til at stille op til en ny periode i byrådet.

Privat er Jørgen gift med Ulla, og de har sammen 3 børn og 2 børnebørn. Jørgen er bestyrer af købmandsbutikken i Kollemorten, og i fritiden spiller han lidt fodbold, går på jagt, er aktiv i Give Atletklub og ser rigtig mange af Give HK’s hjemmekampe.

Hvorfor er det, at du genopstiller til byrådet?

Det er enormt spændende at være en del af byrådsarbejdet. Man er med i et kæmpe maskinrum i Vejle, og så er det vigtigt, at vi har nogle lokale folk i byrådet. Jeg ser mig selv i forhold til det lokale som repræsentant for Vonge, Kollemorten, Thyregod og Givskud. Det er min spillebane, og jeg er meget gerne den person, som folk i de her områder kan gå til.

- Jeg er også den, der bærer lokale udfordringer og tiltag ind i byrådet og i det kommunale maskinrum og forklarer mine kolleger, hvad det handler om. Det er vigtigt med en lokal stemme, der forstår problematikkerne, så man ikke skal starte forfra hele tiden. Jeg synes, det er meget motiverende på den måde at være stemmen fra det lokale.

Her springer hustruen Ulla lige ind med en klar melding om, at hun bakker 300 procent op omkring sin mands kandidatur og lyst til at arbejde i byrådet som lokalområdets mand.

- Jørgen brænder for det her, og derfor skal han da virkelig også bare have lov til at slå sig løs også lokalpolitisk, lyder det fra Ulla med et stort smil.

Hvad har motiveret dig til at gå ind i politik?

- Jeg har altid været interesseret i politik. Min svigerfar sad faktisk i byrådet for det Radikale Venstre for mange år siden, men det er ikke ham, der har påvirket mig. Jeg har altid været meget aktiv i foreningslivet og har også været aktiv i skole/børnehave-livet herude og været i forskellige bestyrelser i institutionerne - også i skolebestyrelsen på skolen i Thyregod.

- Lokalt har jeg siddet i lokalrådet, i borgerforeningen og har været formand for sommerfestudvalget i en række år, så det der med at være noget og gøre noget for andre, det er noget, jeg har fået med hjemmefra fra mine forældre, der begge var meget aktive i foreningslivet. Og det har så smittet af på mig, og når mine børn er hjemme, så får vi da også nogle rigtig gode politiske snakke, forklarer Jørgen.

Hvad er dine vigtigste politiske mærkesager?

- Jeg interesserer mig især for børne- og ungeområdet. Hele fra dagplejebørnene til de går ud af folkeskolen. Jeg sidder da også i Børne- og Familieudvalget, Voksenudvalget og Arbejdsmarkedsudvalget, og det giver mig en rigtig god sammenhæng rent politisk i tingene. Desværre ser vi her i kommunen alt for mange unge, der er uden for systemet, og det er et område, hvor vi skal gøre det bedre.

- Vi har jo desværre også oplevet at skulle lukke to skoler, den i Vandel og Elkjærskolen i Grønbjerg. Det er virkelig ærgerligt, og her synes jeg virkelig, at det er vigtigt, at vi støtter op om de lokale skoler i god tid, så det ikke går galt. Et godt eksempel på en positiv historie er Gadbjerg. Her åbnede vi en ny vuggestue tæt ved skolen, og den er nu helt booket op. Det har givet en positivt afsmittende effekt på børnehaven, hvor flere børn er vendt tilbage – og dermed potentielt er kommende elever i skolen.

Generelt skal vi bare blive bedre på det her område med at understøtte vores skoler og institutioner, det er noget, jeg vil arbejde hårdt for, pointerer Jørgen.

Hvad er de vigtigste politiske problemer/temaer i vores kommune, som du vil arbejde for at løse?

- Vi står overfor en stor opgave omkring vores skoler. Vi skal arbejde på at få flere børn ind i de samlede fællesskaber, altså flere børn fra specialklasserne ind i normalklasserne. Det skal vi lykkes med, men jeg ved godt, det bliver svært, og vi vil helt sikkert også komme til at lave fejl. Men det er et enigt byråd, der står bag de her skolepolitiske tankegange, så nu handler det om, at vi får håndteret det på bedste vis - og det hele starter faktisk allerede i vuggestuen.

- Så handler det også om at få løftet byudviklingen i de mindre byer. Det handler om byggegrunde og nye boliger, så der kan komme gang i tilflytningen. Derudover sker der spændende ting omkring arbejdsformidlingen, eller Job Vejle, som det kommer til at hedde fremover. Her får kommunen fremover meget bedre mulighed for selv at sætte retningen. Det handler om at bruge pengene fornuftigt, at skabe fleksible rammer og at sørge for, at vi som politikere får mere at sige, fortæller Mikkelsen, der for øvrigt fylder 60 år den 10. november – og mon ikke godt, vi kan lure, hvad den gode købmand ønsker sig i fødselsdagsgave ved valget den 18. november.

Hvordan håndterer du uenigheder og svære beslutninger i byrådet?

- Vi har i Venstre en ualmindelig stærk gruppe. Vi får nogle gode snakke om tingene, og for mig handler det her om ordentlighed og saglighed. For mig har det været uproblematisk at være del af en gruppe og byrådet, og jeg bestræber mig altid på at være ordentlig, og jeg undgår helt bevidst at svine nogen af mine kolleger i byrådet til. Som gammel fodboldspiller har jeg den indstilling, at jeg gerne tager en for holdet, og jeg er klar til at gå i dialog, så jeg kan forstå andres holdning – det handler om at sætte sig ind i andre folks tankegange og om at være løsningsorienteret. I de udvalg, jeg sidder i, er det særdeles sjældent, at vi skal ud at stemme om tingene, fordi vi får os talt frem til en fælles forståelse. Det handler igen om ordentlighed, når man rent tværpolitisk skal finde hinanden i et godt sammenhold.

Hvilke langsigtede mål har du, og hvad håber du at have opnået som byrådsmedlem, når du engang takker af?

- Først og fremmest handler det for mig om, at vi virkelig får håndteret de nye tiltag med skolerne rigtig godt. Dernæst, når vi taler lokalt, er jeg glad for at kunne konstatere, at vi nu endelig har fået nye kommunale byggegrunde her til Kollemorten og Vonge.

- Derudover ville det være en drøm, der gik i opfyldelse. Hvis det kunne lykkes at få etableret en cykelsti mellem Kollemorten og Vonge – den proces ville jeg være stolt af at være en del af. Lykkes det, så holder vi en stor fest.

Hvilke erfaringer har du gjort dig under dine fire år i byrådet – og hvad har overrasket dig mest?

- Det stod ret hurtigt klart for mig, at Vejle Kommune er et stort, imponerende maskinrum – med dygtige folk i forvaltningerne. Jeg fandt også hurtigt ud af, at ting tager tid, og løbende med den viden, jeg har fået om tingene og processerne, har jeg også fået en forståelse for, hvorfor tingene ofte tager lang tid. Det handler jo også om ikke at køre tingene for hurtigt igennem, så man på den måde undgår at lave fejl.

- Det var også en stor oplevelse, da vi med det nyvalgte byråd alle mødtes på Munkebjerg, hvor vi fik et godt kursus i ”at opføre sig ordentligt” – både indadtil og udadtil. En god idé, og jeg synes, det har virket i de her fire år. Der har ikke været de der mange episoder, hvor politikerne er efter hinanden – det har været en god og positiv periode. En rigtig god idé, at man arbejder med den interne opførsel, og hvordan man skal og bør behandle hinanden som byrådspolitikere.

Jeg vil også sige, at de der fælles ture, vi har været ude på, de har virkelig også været givet godt ud. De har, akkurat som når man er på træningslejr med fodboldklubben, givet en masse for sammenholdet, og det er altså vigtigt, at man på trods af politiske uenigheder kan fungere sammen, pointerer Jørgen.