Det nye grønne torvemiljø kalder på god stemning og fællesskab

Foto: Her får du en skitse over, hvordan det nye torvemiljø kommer til at se ud i det daglige. Længere nede i artikel kommer en skitse over Torvet klædt i 'festtøjet'. Grafik: Vejle Kommune 

Som tidligere beskrevet her i avisen, påbegyndes renoveringen af Torvet i Give i disse dage. De første indledende manøvrer er allerede i gang, og i uge 33 var en delegation fra kommunen og Give by på plads på Torvet for at få de sidste praktiske detaljer på plads.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

BYUDVIKLING: Onsdag eftermiddag var der besigtigelse af Torvet i Give, hvor de fem deltagere bestod af Gitte Fuhr, projektleder, og Camilla Jørgensen, arkitekt – begge fra Vejle Kommune. Give by var repræsenteret af Jette Nielsen, formand for Give Udviklingsråd, Hanne Lund, formand for Give Handel & Erhverv, samt Jørgen Lundsgaard, der er formand for Skulpturby Give.

Kvintetten vendte en masse praktiske ting og lavede ideudveksling osv. i forhold til renoveringen af Torvet i Give. De sidste kommaer skulle med andre ord lige sættes, inden håndværkerne for alvor går i gang i midten af uge 34.

Væksttræet ’flytter hjemmefra’

Rent faktuelt er det en kendsgerning, at de træbænke, der blev sat op i 2024, nu bliver fjernet fra selve Torvet til andre lokationer i byen, og så er det også en kendsgerning, at skulpturen og Gives første vartegn, Væksttræet, skal ”flytte hjemmefra”. Den bliver snarest placeret ved indgangen til Bøgetorvet og skal her være en slags indgangsportal til dette område.

Den buede mur ud mod kroen og Østergade rykkes en tand bagud, og så kommer der en helt ny belægning på selve Torvet, stampet grus, som omkredses af en stenkast – og selve torvepladsen bliver dermed hævet en anelse, så det bliver en platform, man træder op på.

Folkene bag dette underlag forsikrer, at man sagtens kan færdes på det også i højhælede sko.

Legetårn til børnene

Torvet vil derudover blive forsynet med et stort flot fuglebur, en voliére, som skal fungere som et legetårn for børnene, og dermed er der altså også tænkt børnefamilievenlige tanker i forhold til det nye torvemiljø.

Der vil blive plantet 15 træer på Torvet, hvilket skal være med til at skabe en grøn stemning i bymiljøet. Disse træer vil ved festlige lejligheder blive besmykket med lyskæder, som vil være med til at skabe en helt speciel og hyggelig stemning på Torvet.

Der vil blive opsat et legetårn som dette på Torvet - og her kan børnene muntre sig, mens far og mor drikker en kop kaffe. Foto: Vejle Kommune

Historiske markører i stensætningen

Og så til en ganske spændende nyhed: I den nye flise/stenbelægning omkring Torvet vil der blive nedlagt 21 historiske markører, der fortæller noget om Givehistorie fra 30’erne, 40’erne og 50’erne osv. De kvadratiske fliser er 30 x 30 cm, de er blå, og de vil henvise til historiske elementer fra Give – ligesom man også vil lave fliser, der henviser til Museum Give og campingpladsen.

Derudover vil der, når projektet er færdiggjort hen i november, også blive indført ensretning af trafikken foran Diagonalkroen.

Budgettet er på 4,2 millioner, men de gode folk fra Give by, Jette Nielsen, Hanne Lund og Jørgen Lundsgaard, vil løbende kæmpe videre for yderligere budgetforøgelser.

 

 Her ser vi så Torvet iklædt 'festtøjet'. Grafik Vejle Kommune

Stemningsfotos fra Vejle Kommune

Andre læser

Nu er det desværre slut: Give Open Air lukker og slukker efter 20 år

Hvad i alverden betyder de hvide firkanter på Østerhovedvej?

Hvis alt går efter planen starter torverenoveringen i uge 34

Vildt nok: Nu havner nedlukningen af Give Open Air på skatteministerens bord