
Det spiller bare max: Mød stærk musikalsk duo og Give Open Air til Kunst- & Skulpturfestivalen
Foto: Duoen Claus & Morten er igen på plads på Torvet i Give og er klar til at give den fuld musikalsk bundgas fra klokken 20.00 til 21.45. Foto: Jim Hoff
Når det meste af dagens aktiviteter er slut, skruer duoen Claus & Morten for mikrofonerne og guitaren på Torvet i Give, og så er der dømt god stemning og hygge ad libitum. Apropos god musik, så kan du møde folk fra Give Open Air, der denne dag sælger billetter til årets musikfestival ved Huset og i Gullestrups Have.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
MUSIK I BYEN: De har slået deres musikalske folder før ved by-events i Give, og sidste år spillede de, da Kong Frederik og Dronning Mary gæstede Welcon. Og nu er duoen Claus & Morten tilbage i Give i forbindelse med Kunst- & Skulpturfestivalen 2025 den 4. juni.
Fra klokken 20.00, når dagens mange aktiviteter er lukket ned, spiller de to topmusikalske herrer op til bred folkelig hygge på Torvet, og da vi som sagt har hørt dem før i Give, ved vi, at de kan lave en fest på Torvet.
Vildt at to mænd kan så meget
I forhold til dagens tema, der jo er ’energi’, så spiller Claus og Morten om nogen med energi! De laver et fedt show, og det er helt sikkert, at publikum kommer op af stolene. De to karismatiske forsangere og guitarister tager dig bl.a. med ud på en rejse sammen med kendte musikere fra fortiden og op til nutiden. De spiller nutidens hits – lige fra den danske genre med Rasmus Seebach og Lukas Graham til den store udenlandske pop- og rockscene.
- Utroligt at så mange kendte kan samles i bare én duo…, lyder det i en anmeldelse af duoen.
Der bliver underholdt i stor stil, men stadig med den gode sang og melodi i højsædet. Claus og Morten er begge to dybt seriøse musikere, der hele tiden prøver at få musikken, det underholdende element og sangen til at gå op i én helhed. Og her får de uden tvivl flot medspil af dagens gæster.
Mød 20-årsjubilarerne fra Open Air
Nu vi er inde at pille lidt ved guitarerne, så kan man hen over dagen også møde gode folk fra bestyrelsen i Give Open Air, som både er klar til at sælge billetter og til at tage en god snak om Danmarks Hyggeligste Havefest.
Den løber af stablen lørdag den 21. juni, hvor programmet i år består af Martin Kanstrup, Midt om Natten, Jimilian, Birthe Kjær og The Feel Good Band, Poul Krebs og Faustix.
Det starter klokken 13.00 og slutter officielt efter, at Faustix har brændt banen af fra klokken 23.00. I år kan man fejre 20-års jubilæum, og det er noget, vi kigger nærmere på her i avisen i uge 24.
Birthe Kjær & The Feel Good Band er tilbage i Give til Give Open Air. Dansktop-dronningen går på scenen klokken 19.00 - og så er der dømt fest. Foto: Jim Hoff