Det startede med en cykel til 42 personer – og nu flyver håndbold-humlebien på 29. år
Foto:Disse tre venlige og servicemindede herrer fra styregruppen til Humlebi Cup stod klar på Stævnekontoret ved indgangen i Give Idrætscenter: Bruno S. Jensen, Lars Morell og Jesper Ravn. Foto: Jim Hoff
I 1995 skulle den daværende håndboldklub Give KFUM i Give være værter ved EM i KFUM-håndbold, og i den anledning producerede klubben en kæmpecykel ved navn ’Humlebien’ med plads til 42 personer – og dette blev starten på det legendariske håndboldstævne Humlebi Cup.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE FORENINGSLIV: I weekenden fra fredag den 10. april til og med søndag den 12. april afholdt Give Håndboldklub det traditionsrige håndboldstævne for ungdomshold ’Humlebi Cup’ – og det var 29. gang, at det store håndsboldstævne løb af stablen.
Hele 102 hold var tilmeldt i pige- og drengerækkerne fra U9 til og med U15, og dermed var pænt over 1000 unge håndboldspillere i ilden i hele 12 haller i denne weekend. Det var de 3 haller i Give, 2 i Jelling, 3 i Brande samt hallerne i Vonge, Grønbjerg og Ejstrupholm og Nr. Snede, der lagde halgulv til de mange håndboldkampe, så ud over at være en stor begivenhed i Give så var en række lokale omegnsbyer altså involveret i dette herlige ”mini-vm” for ungdomshold.
Kan en håndbold-humlebi flyve? Ja da!
Historien bag Humlebi Cup er helt speciel, og den leverer Humlebi Cup-legenden, Bruno Søndersø Jensen, der har været med i stævnet siden 1997, og som siden 2002 har siddet i styregruppen bag stævnets son en af de rutinerede drivkræfter.
- I 1995 var den lokale håndboldklub Give KFUM (i dag en del af Give HK, red.) værter for EM i KFUM-håndbold, og i den anledning fremstillede man en kæmpecykel med 42 sæder. Den fik navnet ’Humlebien’, selvfølgelig fordi det var et håbløst og svært projekt rent teknisk, og cyklen blev brugt ved Anlægsfesten, hvor 42 mand i gule trøjer kørte i promenade gennem byen og ned i Give Lystanlæg.

Mange af klubbens spillere tog tjansen ved dommerbordene rundt omkring i hallerne - og det klarede de med store smil og masser af charme, som vi ser her. Foto: Jim Hoff
Verdens største cykel
- EM-stævnet gik rigtig godt, og derfor fik man blod på tanden efter mere. Derfor fik man ideen om et årligt tilbagevendende stort ungdomsstævne, som selvfølgelig skulle hedde Humlebi Cup – opkaldet efter den legendariske cykel. Hvis ikke den havde haft en gearkasse, ville den være blevet optaget i Guinness Rekordbog som verdens største cykel. Men symbolikken om den lille klub, der på utrolig vis fik et stort håndboldstævne op at køre er jo til at få øje på, så navnet er helt igennem genialt, pointerer Bruno med et stort smil.
Humlebi-cyklen blev konstrueret under ledelse af tømrermester, Erik Ravn i Give. Der var lagt en Opel Manta-gearkasse i maskineriet således, at der med 4 fremad og én bak kunne manøvreres både frem og tilbage.

Disse unge damer her er bare så klar til at gå i 'håndboldkrig' - og et par stykker af dem er også ret gode til tegnsprog, som man kan se, smiley! Foto: Jim Hoff
Dynamikken med de frivillige giver stor tro på fremtidens Humlebi Cup
Tilbage til nutiden, hvor en flok frivillige på cirka 70-80 personer var i ilden hen over de 3 dage med håndbold. Her kan Bruno, der sidder i inderkredsen omkring Humlebi Cup sammen med Lars Morell og Jesper Ravn, berette, at med hensyn til opgaver som at stå klar ved bespisningerne morgen og aften, er det let at finde folk, mens det straks er lidt sværere at finde folk til at sidde ved dommerbordene rundt omkring i hallerne.
- Men her har vi så tilknyttet vores seniorafdeling, både herrer og kvinder lige fra serierækkerne til divisionstruppen, som træder til ved mange af dommerbordene. Og det fungerer godt. I det hele taget vil vi her fra styregruppen gerne levere en stor tak til de mange frivillige, der giver et nap med de her tre dage. Det giver en stærk tro på, at vi kan levere varen i mange år fremover, lyder det anerkendende fra Bruno.
Byen profiterer jo også af stævnet
Og flokken af frivillige er bred og med et stærkt fundament i klubben.
- Det at både bredden og eliten, både spillere og trænere, træder ind som frivillige her, gør det motiverende for os at være med – og det giver mod på at tage endnu flere år. Der er bare et stærkt fællesskab omkring det projekt her, og så er det fedt, at vi som håndboldklub kan tiltrække 102 klubber, og have 30 på venteliste, til vores by her.
- Ingen tvivl om, at butikkerne og ikke mindst dagligvarebutikkerne og pizzeriaerne i byen kan mærke, at der er ekstra mange folk i byen de her 3 dage – og det er jo også en god ting, konstaterer Bruno, der selv snart kan fejre 30-års jubilæum som aktiv i Humlebi Cup – og han er, sagt med glimt i øjet og tungen i kinden, naturligvis klar til 30 mere.
Du kan se flere fotos fra stævnet HER

Der var fin opbakning og god stemning på tilskuerrækkerne - og det elskede spillerne ude på gulvet. Foto: Jim Hoff
Husk at anerkende de gamle Humlebi Cup-krigere
Og som Bruno pointerer det, stadig med det store smil fremme, så er det helt klart underforstået, at når man siger ja til en tjans som frivillig i Humlebi Cup-regi, at man er med i mindst 10 år.
- Der er naturligvis en løbende udskiftning hen over årene i gruppen af frivillige, og her er det vigtigt, at vi husker at give respekt og anerkendelse til de folk, der har været med i mange år, når de træder lidt tilbage. Her er et godt eksempel Give KFUM’s mangeårige formand, Erik Sørensen, der virkelig har trukket et stort læs med Humlebi Cup gennem årene, som nu er trådt lidt tilbage, men som stadig er med som en uundværlig konsulent for os, siger Bruno.
God stemning
I forhold til dette års stævne kan Bruno berette om en rigtig god stemning rundt omkring i hallerne under de mange håndboldkampe.
- Det er klart at man ikke kommer gennem 3 dage med så mange håndboldkampe, uden at der er nogle mindre udfordringer, som vi skal forholde os til. Men her er folk virkelig løsningsparate – og vi er også meget åbne og lytter til folk, så vi finder ud af tingene. Vi evaluerer løbende tingene her i styregruppen via snakke med de mange halansvarlige rundt omkring, og på den måde har vi en god føling med, hvad der sker rundt omkring i hallerne.
6260 mål i 256 kampe
Apropos god service, så kunne håndboldspillere udefra overnatte på de tre skoler Ikær, Søndermarkskolen og Elkjærskolen. For ud over lokale klubber som Øster Nykirke, Brande, Tørring, Egtved og Firehøje, var der også deltagere fra eksempelvis Nakskov, Virum Sorgenfri, Mols og Nyborg – og de kører naturligvis ikke frem og tilbage de tre dage, men vælger at overnatte.
Give HK stillede selv med 6 drengehold og 5 pigehold, og de var en aktiv del af det store stævne med 256 kampe, hvor der blev scoret 6260 mål. Og planlægningen af Humlebi Cup 2027 er allerede gået i gang, skal vi hilse at sige fra Bruno.

Her har vi så den legendariske Humlebi-cykel, der glider let og elegant gennem midtbyen i Give tilbage i 1994. Arkivfoto















































