Det var fandme uhygg’ligt, du!

Give Handel og Erhverv afholdt i lørdags halloween skrækfest i midtbyen, og det var en spooky og farverig oplevelse. Stor ros for at lægge masser af kræfter i tiltaget.  

Af Jim Hoff- jimhoff@voreslokalavis.dk 

DET GODE BUTIKSLIV: Midtbyen i Give var i lørdags badet i uhygge med skræmmende figurer og spøgelseshus på Torvet. Tiltaget var et led i Give Handel og Erhvervs event “Halloween i Give”, og der blev uhygget igennem.  

Hele ugen havde man kunnet gå på skattejagt i byens butikker med det kort, man kunne hente hos Bog & Leg i Give, hvor det handlede om at finde forskellige mere eller mindre uhyggelige objekter. For endnu af uhyggen lå en konkurrence, hvor vinderen kunne vinde en flot gave hos Bog & Leg, og det blev lørdag eftermiddag afsløret at vinderen blev Alvilda, der vandt en rigtig lækker gavekurv med alskens gode sager.  

Alvilda vandt den flotte gavekurv i GHEs halloween-konkurrence. Foto: Give Bog og Leg. 

Man kunne om lørdagen også besøge det skræmmende spøgelseshus, der indenfor rummede mere uhygge end selv Stephen King ville kunne klare. Spøgelseshusets to beboere kan næppe beskrives som svigermors drøm, medmindre der er tale om familien Adams, og de to hyggelige uhyggespredere leverede virkelig varen.  

FDF’erne i Give havde pyntet Torvet og bymidten op med græskar, halmballer osv., så den helt rigtige halloween-stemning var på plads, da løjerne startede lørdag omkring middagstid.  

Ros til handelsstandsforeningen, den nye boghandler og FDF’erne for at forvandle Give til en rigtig hyggeligt uhyggelig by for en stund – det var skræmmende godt gået.