”Du har kun et liv” - Grundtvigsk Forum i Give inviterer til foredrag om utrolig motorcykelrejse
Foto: Hanne Gasbjerg Hjulmand har et livsmotto der lyder således: “Har du livsappetit, så spis - spis til du revner”. Hende kan du møde til et foredrag i Give Sognehus, PR-foto
Tirsdag, den 3. november kl. 14.00 – kl.16.00 inviterer Grundtvigsk Forum til et rigtig interessant og tankevækkende foredrag med Hanne Gasbjerg Hjulmand i Give Sognehus, hvor hun fortæller om sin utrolige motorcykelrejse fra Danmark til Himalaya. Der er kun et problem: Hun er ikke særlig god til at køre på motorcykel.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: ”Du har kun et liv ” er et foredrag fortalt af Hanne Gasbjerg Hjulmand, der på et tidspunkt traf et livsforsndrende valg. Hanne sagde nemlig sit lærerjob op for at rejse alene på motorcykel fra Danmark til Himalaya!
I foredrager fortæller Hanne med billeder og filmklip historien om, hvordan det er som kvinde at rejse alene gennem verdens farligste egne. Om tvivlen der rammer, når man er faret vild i en sandstorm i Iran, og om troen, der genvindes i mødet med menneskers næstekærlighed. En historie om at finde sig selv og meningen med livet, når man mindst venter det.
Hanne Gasbjerg Hjulmand er en eventyrer, der elsker at rejse ud til verdenens randzoner, for at komme under huden på fremmede kulturer. Hun er en levende og engageret fortæller, der hudløst ærligt og med en god portion selvironi vender vrangen ud på sig selv.
Hanne der til dagligt arbejder som formidler, er hjemmevant på en scene. Med store armbevægelser, levende beskrivelser og humoristiske anekdoter tager hun sit publikum med på en spændende rejse, så man næsten føler man selv er der.
Tilmelding til foredraget er unødvendig og med i billetprisen er der kaffe/the og kage.
Privatfoto.










































